Flamenco Vivo
Cantes de ída y vuelta - Spanien-Sydamerika tur/retur
Af Susanne Sara Nyegaard
Cantes de ída y vuelta er en fælles betegnelse for de flamenkiserede stilarter, der er kommet ind i flamencoen fra de spansk-sydamerikanske musiktraditioner. Som i mange andre tilfælde er historien ikke så enkel, så her er historien om en musikalsk rejse over Atlanterhavet.
Cantes de ída y vuelta betyder egentlig tur-retur-sange. Det er stilarter med spanske rødder, blandet med lokal folklore i de spanske kolonier i Sydamerika og Caribien og derefter kommet tilbage til moderlandet med hjemvendte rejsende, f.eks. søfolk.
Sangene besidder ingen af flamencoens traditionelle karakteristika, hverken i indhold eller form, og i flamencoen har disse stilarter derfor haft en forkætret historie og i mange år ført en upåagtet tilværelse; men i al deres banalitet ER de nu meget søde, og for omkring 100 år siden var det helt anderledes.
I sine velmagtsdage var Spanien et imperium med kolonier flere steder i verden - de fleste dog på det syd- og mellemamerikanske kontinent. Historien om det katolske kongepar Fernando og Isabella, der sendte Christoffer Colombus ud for at finde søvejen til Indien er velkendt. Colombus sejlede med sine 3 skibe ud gennem Guadalquivir-floden fra byen Palos de la Frontera i nærheden af Huelva - altså i Andalusien. I 1492 ankom han - ikke til Indien, men til en af øerne i det nuværende Bahamas. I oktober når flåden frem til Cuba, og siden har spanierne og i mere beskedent omfang også portugiserne sat deres tydelige præg på Sydamerikas historie, politiske forhold og kultur - desværre ikke altid lige heldigt!
Colombus' skibe har givet været bemandet med masser af andalusiske søfolk, så allerede fra spaniernes tidlige historie i Sydamerika har der været en forbindelse, som stadig spores i det sydamerikansk-spanske sprog.
Efter Columbus' rejse til den ny verden begyndte rigdommene at strømme til Spanien og landet blomstrede. - At konsekvenserne af spaniernes ankomst var barskere end barsk for de oprindelige folk lader vi ude af historien i denne sammenhæng!
Sydamerika blev koloniseret og beboet af spaniere i alle samfundslag fra højtstående hertuger, handelsfolk, bønder, til arbejdere, tjenestefolk og straffefanger, og der opstod egentlige spanske byer med spanske traditioner inden for hele samfundets opbygning og funktioner fra jura og administration til kultur og selskabsliv. Igennem århundrederne som verdensmagt har der været en livlig trafik frem og tilbage mellem moderlandet og de sydamerikanske kolonier, og ligesom ved enhver anden udvandring nåede også hjemlandets vemodige sange og musikalske modefænomener frem til de fjerne kolonier med de nye indvandrere og rejsende.
Guldalderen som overmåde rig kolonimagt varede ca. et århundrede, hvorefter det gik ned ad bakke. I 1898 mistede Spanien sine sidste oversøiske kolonier: Cuba, Puerto Rico og Filippinerne - et knæk for den stolte, spanske selvfølelse - og de drømmende, musikalske stemninger blev dermed endnu en version i kærlighedens og længslernes tekstunivers.
Ligesom det er sket i andre lande og samfund "sivede" overklassens musikformer ned gennem de lavere sociale lag og forandrede karakter undervejs, bl.a. via en påvirkning fra musiktraditioner og kulturelle stemninger i koloniområderne. Der udviklede sig nye musikalske udtryk og former som variationer af både folkelige og højkulturelle musikstykker og sange, som igen vendte tilbage til Spanien og dér fik betegnelsen cantes de ída y vuelta. Udviklingen havde i løbet af 1800-tallet skabt nye stilarter, som især i slutningen af 1800-tallet og især første halvdel af 1900-tallet blev umådeligt populære, sammenfaldende med opera flamenca-perioden, hvor mange folkloristiske stilarter vandt indpas på de forskellige spillesteder, koncertsale og syngecaféer.
Det var stjernerne fra den tid, der introducerede de sydamerikanske stemninger på de spanske sceners repertoire: Pepe Marchena, Pepe Pinto (gift med La Niña de los Peines), Manuel Vallejo, Juan Breva, Pastora Pavón "La Niña de los Peines, Juan Valderrama og mange andre populære sangere fra den tid.
Musikken er typisk blødere end de fleste af flamencoens oprindelige udtryk i mere "begribelige" 3/4 eller 4/4 rytmer. Teksterne er enkle og sødmefulde, "tilbagelænede" og til tider banale og sentimentale og handler ofte om dagliglivet og kærligheden. I flere sange synges der om kinesere; det skyldes at kinesere i vidt omfang blev importeret brugt som arbejdere til en lang række opgaver ligesom i Nordamerika, bl.a. jernbaneanlæg og byggeri samt i husholdningerne som tyende.
Hvis de danses, er dansene livlige, yndefulde og sensuelle, og guitarspillet melodisk, let, legende og indsmigrende. Sologuitar er ikke typisk inden for denne genre; men bl.a. har Paco de Lucía og hans bror Ramón de Algeciras indspillet en hel plade med "to flamenco-guitarer i Latinamerika".
Stilarterne inden for denne særlige gren på det store flamenco-træ er colombianas, guajíras, milongas, rumbas og vidalitas.
Colombianas tilskrives Pepe Marchena med inspiration fra sydamerikanske folkemusikformer - d.v.s. ikke én bestemt stilart. Blandt andre kendte colombiana-fortolkere er José Tejada Martín, Ramón Montoya og per excellence La Niña de La Puebla - fra vore dage Jarrito, Tina Pavón og især Ana Reverte. På dansegulvet ses ikke mange colombianas.; men når det sker er det ofte i en større show-opsætning sammen med en masse piger i flæse- og flødeskumskjoler med reminisenser af det typiske sydamerikanske tørklæde om håret og små flettede siv-vifter. Både stemningen og udtrykket i dansen er en "sammensmeltning" mellem guajíras og tangos - en let og flydende 4/4 med lidt melankolske kærlighedstekster.
Guajíro/a er den cubansk-spanske betegnelse for en "hvid" bonde(pige) på Cuba, og guajíras er således sange fra den creolsk-cubanske musiktradition med tekster, der tit handler om livet i hovedstaden Havana. Guajíras er f.eks. blevet sunget af Juan Valderrama og Pericón de Cadiz, men også nutidige sangere så forskellige som Luís de Córdoba, José Menese og Pepe de Lucía har taget udfordringen op med guajíra'en.
Guajíras er den eneste stilart, der benytter "el decimo", d.v.s. et ti-linjet versemål. Den fortolkes i reglen i en blød, bulería-feeling eller en mere regelret valsebetoning.- På musiksiden har Paco de Lucía leveret en vidunderlig version, og på dansefronten har den fået form af dansere fra tradionelle udøvere som den yndefylde Meme Reina og mere klassisk-påvirkede Marche Esmeralda til moderne performere som Israel Galán. Dansen stammer som mange andre af de folkelige stilarter i flamenco-repertoiret fra begyndelsen af 1900-tallet; den danses kun af kvinder og kendetegnes ved sin vekslen mellem feminine bevægelser, bløde trinmarkeringer og ofte brug af en stor vifte (pericón) som rekvisit. Ud over rumbas er guajíra'en vel den mest kendte og udbredte af ída y vuelta-stilarterne.
Milongas kommer fra argentinsk-spansk hverdagsprog og betegner oprindeligt et populært møde- og dansested; den bygger på argentinske stilarter fra Río de La Plata-regionen, til tider fortolket i 4/4 tangos-compás - andre gange sunget i andre rytmer. Milongas blev introduceret af sangere som Pepa Oro, Manuel Vallejo (modtager af sangens gyldne nøgle) og Manuel Escacena. I vor tid har sangere som Pepe Aznalcollar, Luís de Códoba og José el de la Tomasa taget stilarten op igen. På dansefronten kendes milongas ikke i flamenco-sammenhæng, men derimod som en hurtig og mere "vulgær" pardans fra det oprindelige argentinske univers med tangos og milongas på byernes knejper.
Vidalitas er opstået som en variation af argentinske bondesange. Navnet er en blanding af spansk "vida" (liv) og indiansk quechua-sprog; sangene er langsomme som regel med melankolske tekster om kærlighed og længsel. Manuel Escasena var den tids sanger, der populariserede vidalita'en; den høres nu kun sjældent - bl.a. fortolket af Luís de Córdoba og Maite Martín.
Ud over disse er der habaneras eller punto cubano, d.v.s. også cubanske sange fra landområderne på Cuba. De er langsomme, indfølende tekster i tangos-compás om livet og lykken i Havana eller længselsfulde sange med gamle minder om det spanske moderland.
Rumba'en - nok den mest kendte her i Danmark - er langt mere rytmisk betonet med tempo og tromme-feeling fra de afrikanske slavers musik - og dermed overordentligt dansable; den stammer fra den cubanske musik- og dansetradition og er blevet "transformeret" i retning af en mere tango-agtig fornemmelse af sangere som Bernardo el de los Lobitos og Pepe de la Matrona. Rumbas kan være alt fra stilfærdigt bedrøvelige til fest & farver, men er som regel glade og sjove - præget af fuld fart ud over stepperne.
Super-rumbero'en over alle rumba-sangere er Chano Lobato, der bruger flere af de originale cubanske tekster - og han er virkelig én, der forstår at trykke en rumba af! Ud over gode gamle Chano er der en guds velsignelse af begavede rumba-sangere lige fra El Pescaillo, Dolores Vargas og Peret til Bambino, Pansequito, Mariana Cornejo og rumba-pop-fortolkerne over alle: Gipsy Kings.
Og så videre til selve teksterne!
Colombianas
Quisiera, cariño mío, |
Min elskede, jeg ville ønske, |
Morena, por tu cariño |
Du mørke skønhed, du ved jo, |
Quisiera ser perla fina |
Gid jeg var en perle fin |
Me gusta estar en la sierra |
Jeg holder af at være i bjergene, |
Verdes ramas de olivares |
Grønne olivengrene |
Guajíras
En meget kendt tekst fortæller om drømme- og driverlivet i Havana.
Me gusta por la mañana |
Når jeg har drukket morgenkaffe, |
Despues que lo tengo hecho |
Når jeg så har gjort det, |
En lille kærlighedserklæring af de (måske?) mere seriøse:
Contigo me casa indiana |
Dig vil jeg gifte mig med, indianerpige |
Junto al palmar del bohío |
Tæt ved husets palmelund |
Og så en mere vovet:
A La Habana me he venío |
Jeg kom til Havana |
Milongas
Blandt de helt klassiske og traditionelle tekster er dette vers - et af de første:
Eran las dos de la noche |
Klokken var to om natten, |
Si llegara a suceder |
Skulle det nogensinde overgå mig |
Vidalitas
Tristes estilos de amor |
Den gamle guitar klager sig |
Mi pena mas grande - vidalita |
Min smerte så stor - arme liv! |
Anoche mientras dormía |
I nat mens jeg lå og sov |
La nostalgiá de otra tierra, |
Minderne om andre steder, |
Es que aunque viva yo lejos |
Og selv om jeg lever fjernt |
Habanera / punto cubano:
Ay - cuando yo pasé |
Ak - da jeg kom |
Ay - no quiero verte |
Jeg vil ikke se dig, |
Ya volveran un día tus oidos |
En skønne dag vil du igen høre |
Ay, novio marinero, |
Åh, du min sømands-ven, |
Se bambolea |
Skonnerten svajer |
Rumbas:
La mujer que quiere a un chino, |
En kvinde, der elsker en kineser, |
Y a estas mujeres |
Og disse kvinder er der |
Haz me con los ojos señas |
Tal til mig med dine øjne, |
Og så Chanos Lobatos gamle Cuba-tekst:
Estoy tan enamora'o |
Jeg er så forelsket |
Estoy tan enamora'o |
Jeg er så forelsket |
Ay, ay, ay, camararará |
Åh, åh, åh kammerat-rat-rat |
Na' más que me gusta la comida |
Jeg kan kun li' den mad, |
Ay, ay, ay, camararará |
Åh, åh, åh kammerat-rat-rat |