Flamenco Vivo

Flamenco-sangens gyldne nøgle

Af Susanne Sara Nyegaard

Spanierne er vilde med konkurrencer, præmier og priser - også i flamenco-verdenen, hvor den ene kunstner efter den anden tildeles denne eller hin pris for sin indsats for flamenco'en.
En særlig pris er "Sangens Gyldne Nøgle", der netop er tildelt sangeren Fosforito som en helt speciel anerkendelse af både hans egen karriere og hans indsats for - og her slår den spanske hang til storhed atter igennem - "respekten for og udbredelsen af cante jondo, hans genoplivning af en række stilarter, som var ved at forsvinde, hans personligt kreative bidrag til flamenco-miljøet og hans suveræne beherskelse af flamencoens forskellige stilarter".

Hvad er sangens gyldne nøgle?
Den Gyldne Nøgle er en anerkendelse af en sangers kunstneriske og personlige indsats for flamencoen - en anerkendelse med en lidt tåget og pudsig historie.
Nøglen blev første gang givet til sangeren Tomás Vargas Suárez "El Nitri" i slutningen af 1800-tallet, altså i den såkaldte café cantante-periode, hvor flamenco'en blev ført ind på caféer og teaterscener og udviklede sig i retning af en mere kommerciel karakter med betalende tilskuere. Den autentiske flamenco skulle - ligesom i dag - findes på mere ydmyge steder, i familien, vennekredsen, lokalmiljøet og på de små barer.
El Nitri blev født 1850 i Puerto de Santa María; men ellers ved man ikke meget om ham, hans liv eller død. Det har formodentlig været på de beskedne barer, han delte sin sang med andre og blev berømt for sine fortolkninger af seguiríyas. Tidens trend taget i betragtning virker det ikke indlysende, at en amatør skulle få en ærespris for sin sang, og et af rygterne om hele historien vil da også vide, at prisen blev givet til ham af en gruppe aficionados efter en optræden i Málaga, måske på Café sin Techo og måske i 1868. Men ingen ved det rigtigt. Der eksisterer intet nedskrevet om ham, men der findes dog et fotografi af El Nitri i Fernando de Trianas bog "Arte y Artistas Flamencos", hvor han poserer med en stor nøgle. Igen går et rygte på, at det "bare" er en nøgle til Málagas tyrefægterarena, men overbevisende ser det ud. Hvem ved?

Den noget specielle hædersbevisning blev senere givet til sangeren Manuel Jiménez Martínez de Pinillo "Manuel Vallejo" (1891-1960) i 1926, hvor mange ellers mente, at den berømte Manuel Torre havde fortjent nøglen, som ved den lejlighed blev uddelt af en mere kommerciel giverkreds. I 1962 gik prisen til den store sigøjnersanger og flamenco-forsker Antonio Cruz García "Antonio Mairena" (1909-1983), som vandt præmien ved en måske ikke helt regelret konkurrence. Antonio Mairena nød stor respekt både som sanger og formidler; men hver gang har der været diskussion om betingelserne for uddeling af guldnøglen.

I 1984 blev prisen anerkendt og "overtaget" af den andalusiske provinsregerings kulturråd, og nøglen blev i dette regi givet posthumt i 2000 til den uforlignelige José Monge Cruz "Camarón de las Isla" (1950-1992). Også dengang vakte det opstandelse, fordi prisen ifølge nogle eksperter var at betragte som en slags "doktorgrad" inden for flamencoen og derfor skulle gives til en levende sanger. I modsætning til de forrige uddelinger ser det ikke ud, som om der er den store diskussion om Fosforitos kandidatur, idet en lang række flamencologer og kolleger blandt flamenco-kunstnerne gennem næsten 40 år har peget på ham som en værdig prismodtager. Det er Málagas provinsråd, som direkte har indstillet Fosforito til den fornemme pris.
Det er altså kun 5. gang, prisen uddeles, og det er 2. gang den uddeles af Consejería de Cultura. De første tre gange blev nøglen uddelt af en - mere eller mindre tilfældig - flok aficionados; kun Camarón de la Isla og nu Fosforito har fået prisen af en officiel institution, om end der ikke findes nogen organisation, der overvåger flamenco-miljøet og på den måde er ansvarlig for prisuddelingen.

Hvem er Fosforito?
Antonio Fernández Díaz "Forsforito" er født 1932 i byen Puente Genil i Córdoba-provinsen. Begge hans forældre sang - ligesom hans onkel "El Niño Geníl", men fortrinsvis i private eller lokale sammenhænge.
Allerede som 7-årig - i den ludfattige og forarmede tid efter borgerkrigen - begyndte den lille Antonio at synge i 1939. Han havde ingen lærere som sådan; men på trods af periodens knaphed på alting blev der holdt fester med sang, musik og dans. I hjemmet og til disse fester lærte Fosforito sine compás og første tekster og udviklede sit eget sangunivers og sin egen fornemmelse af flamencoens væsen.

I 1956 blev den første Concurso Nacional de Arte Flamenco afholdt I Córdoba i et nyt forsøg på at genoplive den autentiske flamenco og skabe respekt om flamencoen og dens udøvere. Ved konkurrencen ryddede den unge sanger Fosforito nærmest alle præmiehylderne i alle sangkategorier på overbevisende manér - 16 præmier blev det til i alt.
Han arbejdede i en årrække sammen med Paco de Lucía og har gennem sin mere end 60-årige karriere indspillet mere end 30 plader. Heraf er en række af indspilningerne med Paco de Lucía netop blevet genudgivet på cd.
Ud over Sangens Gyldne Nøgle har Fosforito modtaget en del andre vigtige priser, bl.a. Premio Nacional de Cante fra Cátedra de Flamencología i Jerez, Compás del Cante, Premio Ondas og Copa Pastora Pavón 'Niña de los Peines af Consejería de Cultura i 1999.

For mig har Fosforito været en af de første, navngivne sangere, der har vist mig vej gennem flamencoens sangunivers, og han har altid stået for mig som en oprigtig og "ordentlige" kunstner, som aldrig har gjort stor væsen af sig selv; men altid været der for flamencoen - i ydmyghed og respekt for sin kunst.
Jeg har oplevet ham live et par gange for længe, længe siden. De seneste år har hans stemme dog været slidt, og han har ikke optrådt meget, men kæmpet mod sin svigtende stemmekraft, når han alligevel lod sig overtale til at gå på scenen. Derimod har han ofte deltaget i konferencer, paneldebatter og tilsvarende arrangementer, hvor han har delt ud af sin alsidige viden og kunnen og på denne måde bidraget til flamencoens videre udbredelse.
Fosforito bor i et ganske almindeligt boligkvarter i Málaga - ganske tæt på mine "reserveforældre", der altid har omtalt ham i meget rosende og anerkendende vendinger - derfor nok lidt ekstra veneration fra min side. Da jeg for en del år siden besøgte dem, var jeg på indkøb og dér - på gaden. Lige ved et lyskryds. Jo, det var Fosforito. Hjertet oppe i halsen, skulle jeg? Han stoppede for rødt ved fodgængerfeltet (ganske atypisk for en spanier i øvrigt), og jeg nærmede mig forsigtigt. Spurgte om ikke det var "Maestro Fosforito"? Han så mig lidt an og smilede så imødekommende og bekræftede mit spørgsmål. Jeg forklarede ham, at jeg var en dansk aficionado, der havde fulgt ham gennem årene og gerne ville udtrykke min respekt for ham og hans kunst.
"Muy amable" (meget elskværdigt) var hans umiddelbare svar på min sikkert forfjamskede henvendelse.
Jeg ved ikke, hvad han tænkte; men han gav sig god tid og vi snakkede også om flamenco i Danmark.
Efter den venlige lille samtale skiltes vi med de obligatoriske kindkys, hvorefter jeg gik "hjem" med bankende hjerte og fortalte "far og mor" om det pudsige intermezzo. Jeg kan kun glæde mig over, at Sangens Gyldne Nøgle her i år 2005 er gået til denne oprigtige og ærlige kunstner og flamenco-formidler.
Prisen blev overrakt den 11. oktober 2005 under festivalen "Málaga en Canta" i Teatro Cervantes i Málaga, hvor Fosforito har boet i mere end 50 år.

 

 

Tilbage til startside