Flamenco Vivo
Cantiñas og alegrías
Af Susanne Sara Nyegaard
Cantiñas er en fælles genrebetegnelse for en række forskellige sange fra Cádiz-provinsen, som også i al sin gribende enkelhed kaldes cantes de Cádiz: sange fra Cádiz. De tilhører kategorien cantes chicos, livlige, farverige og livsglade sange som modsætning til cantes jondo-typerne, altså de stemningsmæssigt dybe, tragiske sange.
Navnet kommer fra ordet cantiñear: at nynne, og det beskriver meget godt de umiddelbare og improviserede melodier og sanges folkelige oprindelse.
Genren er opstået i 1800-tallet, hvor den blev en uundværlig del af repertoiret ved forskellige flamenco-fester, ligesom de opnåede stor popularitet på musik-caféerne i café cantante-perioden (ca. 1850-1920). José Blas Vega skriver om cantiñas, at de "er i stand til at genoplive én fra døden, så man er parat til at tage kastagnetterne på og danse, finde det gode humør frem igen og løfte sig ud af dén dybe sindstilstand af tristesse, som en god polo eller en seguidilla gitana efterlader én i".
En del af de mange former har i tidens løb udviklet sig til egentlige og selvstændige genrer, f.eks. caracoles, mirabrás, romreas og alegrías.
De forskellige former kendetegnes ved deres musikalske tonalitet og grundtone samt ved deres tekstindhold / temaer.
Selvom cantiñas grundlæggende er en livligt fortællende stilart, kan teksterne dog også have belærende, livskloge, sarkastiske og relativt alvorlige, resignerende temaer.
Ligesom soleares tæller cantiñas i et 12-takts compás, men er lettere og mere dynamiske i deres form og stemning. Musikalsk understreges letheden i, at cantiñas spilles i A-, E- eller C-dur.
Alegrías er den kendteste og mest udbredte stilart inden for cantiñas-genren.
Som med andre former inden for flamenco er alegría'ens oprindelse uvis; men den er formodentlig en afledning af den folkloristiske jota de Cádiz, der igen har sine rødder i den traditionelle jota aragonesa fra Nordspanien. Denne folkelige genre er efter al sandsynlighed kommet til Cádiz med de soldater og søfolk til Cádiz, som kom byen til undsætning under Napoleonskrigene. Her er den blevet blandet med den andalusiske og sigøjniske sang- og musiktradition, og der høres stadig flere vers, som refererer til de mange bomber, som dengang faldt over den smukke og velstående handelsby.
Alegría betyder glæde, og alegrías er da også en festlig og livlig stilart, som kendetegne ved sin spændstige dynamik, lethed og ynde. Versene består af 4 otte-stavelses verselinjer og musikken spilles i dur i A, E7 eller eventuelt D, altså ikke som mange af flamencoens øvrige stilarter i frygisk tonalitet.
Skønt alegrías som de øvrige cantiñas-typer har det samme compás som soleá, er den let og levende med sin faste og rytmiske struktur, som både har en vis tyngde og samtidig en flydende og fremadrettet energi. Teksterne er for det meste glade, humoristiske, poetiske og fyldt med kærligheds- temaer, men som altid også med smerten som en bestanddel af kærligheden og tilværelsen i det hele taget.
Den særlige alegrías de Córdoba er musikalsk kendetegnet ved sin særlige modalitet og sit melodiforløb, sine karakteristiske cámbios og sin specielle afslutning. Det er en stilart, der kun sjældent synges nu tildags.
Dansen kan selvfølgelig danses af begge køn, men er måske især velegnet for et kvindeligt udtryk, hvor det legende, sensulle, sødmefulde og pikante kan komme til sin ret.
Som regel indledes alegrías med en lille melodi med energi og tæft: Las os lige finde tonen og komme i gang, venner! Det her er fedt, der skal være power på, og vi sætter i med brask og bram!
Tiriti tran, tran tran....
Efter denne indledningsstrofe kommer så selve versene, som ofte afrundes med en coletilla - egentlig en fodnote eller et efterskrift, forstået som dét der kommer efter den egentlige fortælling - og uden nogen indholdssammenhæng med den. Coletilla'et er bygget op over den såkaldte seguidilla-form, der er kortere end selve alegrías-verset.
Cantiñas- / alegrías-vers
Qué desgraciaíto fuiste |
Hvor uhekldig du var |
Lo que me dispierta a mí |
Det der holder mig vågen |
Aunque ponga en tu puerta |
Selv hvis de satte tunge |
Ayudarme caballeros |
Hjælp mig nu, d'herrer |
A Ca'í no le llaman Ca'í |
Cádiz kaldes ikke bare Cádiz, |
Si yo supiera, compañera |
Havde jeg blot vidst, du kære |
Que con el aire que tú llevas |
Med den fart du har på |
Están puesto en balanza |
To hjerter lægges side om side |
Y si no te veo, doble |
Hvis ikke jeg må se dig, |
Toma este puñal dora'o |
Tag denne gyldne dolk |
El sentido me da vuelta |
Åh, jeg er så svimmel og ør |
Ay, cambiaste el oro por plata |
Du bytted dit guld for sølv |
Dime tu qué tienes |
Sig mig hvad du er så ked af |
Quien me va a entender de mi |
Hvem skal dog forstå mig, |
Alegrías de Córdoba, typiske vers
Pregúntale al platero |
Spørg sølvsmeden |
La hija de la Paula |
Paulas datter og jeg |
Ay, que deja que te mire, te mire |
Lad mig blot se dig, se dig Lille rose og nellike Lad mig se, ja se dig Dit ansigt og din fine fod Lad mig blot se dig, se dig Lille rose og nellike. |
Que dime, que dime que tienes |
Fortæl, fortæl mig hvad du har |
Coletillas
Cuando andando |
Hvor du end går |
Con el ay qué caray qué |
Der er liv og stor ståhej |
Cuando te vengas conmigo |
Når du engang bliver min |
Qué disparate |
Du må være skø |
Vente conmigo |
Kom med mig |
Con las bombas que tiran |
Alle bomberne, de kaster |
Et coletilla-vers kan synges som det står i den korte form; men som regel gentages en verselinie, så versets længde fordobles.
De San Fernando a Ca'í |
Fra San Fernando til Cádiz |
Con la luz del cigarro |
Ved cigarettens glød |
Yo pego un tiro al aire |
Jeg fyrede et projektil op i luften, |
La amapola del campo |
Markens valmue |
Ofte indføres der mindre ændringer i teksten som f.eks. i slutningen her:
Con tu nombre en los labios |
Med dit navn på mine læber |