Initiativtager til danseundervisningen og underviser i flamenco-dans på Den Rytmiske Aftenskole 1985-87.
Afholdelse af foredrag og workshops på skoler, højskoler, musikforeninger o.lign.
Engagementer såvel i Danmark som Sverige og Norge med forskellige grupper, bestående af både danske og spanske kunstnere, bl. a. "Los Tarantos" og "Sacromonte" samt med den franske zigeunergruppe "Gitanyas".
Gennem årenene medvirket både som danser og som flamenco-kender i en række forskellige teaterforestillinger, tv- og radioprogrammer.
1987-1992 engagementer med min egen duo "Camino Flamenco"
Fra 1993 engagementer med min egen trup "Flamenco Vivo".

Punktnedslag i forskellige opgaver:
Efteråret 1995 underviser i flamenco-dans på "Skolen for drama og teater".
December 1996 medvirket i flamenco-fusions forestillingen "Evolution" under ledelse af den spansk-amerikanske
koreograf/instruktør Luis Montero og den danske danser/koreograf Isabella Falsing.
Vinteren 1996/97 gennemgået Rytmisk Centers intensive kursus i rytmelære, notation og koordination m.h.p. musikforståelse og undervisning.
Foråret 1997 gæstelærer på Den Rytmiske Aftenskoles videregående dansehold.
1997-1998: Aftenskoleundervisning i regi hos AOF.
Efteråret 1998: Sammen med gruppen Flamenco Vivo medvirket i instruktionsvideoen "Dans dig i topform" for tidsskriftet "I form" (udkommet december 1998).
Foråret 2000 medvirket som danser og sanger i teateropsætningen af "Strictly ballroom".
Efteråret 2000 : Aftenskoleundervisning på HOF.
Efteråret 2002: Medvirket i reklamefilm for gulvbelægning fra Tæppeland.
2000-2005: Workshops i Flamenco Foreningen El Duende.
2006-2007 Fast underviser i Flamenco Foreningen El Duende.
Marts 2009 medvirket i tv-program om flamenco på Kanal København.
Udgivet ny udgave af "Flamenco ordbog".
Oktober 2010 indlæg om flamenco på DR P2 i.f.m. torsdagskoncertens opera "La vida breve" af Manuel de Falla.
December 2012 medvirket under domorganist Hanne Kuhlmann ved orgelkoncert i Vor Frue Kirke i København.
2012-: Underviser og foredragsholder i Flamenco Foreningen El Duende.

1984/85: Medstifter af Flamenco Foreningen i København "El Duende".
1985-1986: Kasserer i "El Duende".
1986-1988: Formand for "El Duende".
1988-1989: Bestyrelsesmedlem i "El Duende".
1991-1998: Redaktør af foreningsbladet "El Duende".
1993-1998: Formand for "El Duende".
1998: Æresmedlem af "El Duende" for mit arbejde på at styrke kendskabet til flamenco i almindelighed og Flamenco Foreningen "El Duende" i særdeleshed.
1998-2008: Skrevet et væld af artikler om forskellige emner inden for flamenco samt udarbejdet en spansk-dansk ordbog over begreber i og med relation til flamenco. 1991-1998 desuden oversat en række interviews med spanske
flamenco-kunstnere fra spanske flamenco-tidsskrifter. En del af mine egne bidrag er lagt op her på hjemmesiden under punktet Artikler.
2002 udgivet "Flamenco ordbog: spansk dansk".
2004-2008: Kasserer i "El Duende".
2012-2013: Bestyrelsessuppleant samt deltagerrepresentant i "El Duende".
2013-2018: Kasserer i El Duende
April 2024-: Bestyrelsessuppleant i El Duende

Knold i nakken, måske - men ikke særlig plisseret nederdel!
Jeg er vokset op i Odense, og det er i sig selv ikke sindsoprivende på nogen måde - og dog.
Sigøjnernes fascinerende, nedslående, smuk og bedrøvende grumme skæbne gennem alt for mange århundreder - med de gensidige fordomme og ekskluderende effekter de har haft og stadig har - blev tidligt et "eksotisk" møde med den store verden uden for forstadsmiljøet. - På sin egen lille måde blev dette fremmedartede folk på forunderlig vis en del af min historie mange år senere. I starten af 60'erne kom sigøjner-grupper til Næsby og slog sig ned på tomten af en stor landsbygård. Børn og voksne stimlede til i en blanding af nysgerrighed og "skræk", for hvad var de lige for nogen, der gik i underligt tøj, talte uforståeligt, opførte sig så anderledes og f.eks. tændte bål til at lave mad på? De fremmede var dog meget gæstfri (i modsætning til os?), snakkede, gestikulerede og inviterede på bålstegte, skoldende hede kartofler - og vi børn blev formanet af vores forældre om at "passe på". - På sin egen lille måde blev dette fremmedartede folk en del af min historie mange år senere.
Ikke kun sigøjnerne, men også kulturen kommer trods alt til Odense i ny og næ - også dengang for vældig mange år siden. I dette konkrete tilfælde skete det i form af en kunstudstilling i efteråret 1966.
Her var det især tegningerne og malerierne af den svensk-danske malerinde Anna Barbara Lilliestierna (f. ca. 1925) - Barbarusjka kaldet - som fascinerede mig: Rå, voldsomme, intense med stærke og dystre farver og alligevel med stor ømhed og en indfølt skønhed i motiverne fra den andalusiske landsby, hvor hun havde slået sig ned. Barbarusjka var en vild og fremmed fugl i Norden, hvor hun visnede og frøs. I stedet havde hun bosat sig under Andalusiens brændende sol, hvor tiden var gået i stå og hvor brandy'en var billig. Her fandt hun et miljø og en flok mennesker, som tog imod hende med alle hendes særheder og - dengang - meget aparte fremtoning og livsstil. Hun døde i 1974.

Min mor købte et par malerier og nogle skitser - sandsynligvis alt for billigt, for Barbarusjka var evindeligt i pengeforlegenhed - og Barbarusjka blev på sin egen sære måde en ven af huset. Hun inviterede os selvfølgelig "hjem" til Spanien, og vi tog afsted den følgende sommer efter at have brugt vinteren på at lære nogle spanske brokker fra et spanskkursus og et kasettebånd. Det skulle vise sig at være guddommeligt spild af tid!
Vélez var - og er - et bondesamfund på randen af civilisationen, en ikke-by, en forvokset landsby midt mellem Málaga og Granada, og hvor al udvikling var kørt udenom. Her taler man ikke spansk, men andalusisk - en dialekt der i mange henseender minder om fynsk med en stærk "sang", afsnupning af endelser, udelukkelse eller omformning af "besværlige" lyde og et rasende tempo med fuld styrke på volumenknappen - intet af det stod i spanskbogen!

Her blev vi indlogeret i et gammelt familie-gæstgiveri med bar, købmandsforretning og stalde ude bag ved. Her kom de lokale forbi og kiggede ind i patio'en for at se "de fremmede", og fra baren tog bønderne os i øjesyn efter at have handlet og "parkeret" æslerne. Og med stor glæde, stolthed og energi blev vi slæbt med rundt til alt muligt: På stranden, på vandreture i vinmarkerne og olivenlundene, op til mauriske borge og ned i fantastiske drypstenshuler, på pæne barer og skumle værtshuse.
Det var kort før turismen for alvor fik fat, og ude øst for Málaga var vi nærmest de eneste "hvide mennesker" i miles omkreds - bortset fra en del "suspekte" tyske tilflyttere fra tidligere tider.

Efter 3 ubeskrivelige uger i en anden verden var tiden for vores afrejse ved at være inde, og der blev arrangeret fest med mad, drikke og dans i den kølige gårdhave. Et orkester bestående af guitar, mandolin, sang og en gammel stortromme spillede op til dans, og vi jingede rundt det bedste vi havde lært med alle vore nye venner.
I et af hjørnerne - ude langs væggene - sad en del gamle mænd og kiggede forundret på de mærkelige "vikinger fra Isbjørneland", som gennem 3 uger var blevet en del af hverdagsbilledet i kvarteret. Da musikken havde pakket sammen, begyndte disse alvorlige gamlinge at synge - men på en måde, som om sangen og stemmerne kom fra en helt anden verden. Med en inderlig smerte og alligevel en kraft, intensitet og sprudlen, som fik mig til at spærre både øjne og ører op - og ikke mindst hjertet. For det var et udtryk, der kom fra hjertet og gik lige i hjertekulen: Flamenco.
Vi kom ikke i seng før klokken var meget tidligt om morgenen, og fra det øjeblik var jeg solgt. Dagen efter gik jeg ud for at købe, hvad der kunne skaffes af plader i landsbyen for at høre mere, mere, mere.
Selvfølgelig vendte vi tilbage mange, mange gange for at besøge de utallige venner, vi efterhånden fik i Vélez! Og hver gang blev vi modtaget med lige stor glæde og gæstfrihed!
Da jeg efter nogle år var blevet lidt mere "voksen" blev jeg oven i købet døbt på sigøjner-manér i rødvin og fik mit spanske navn Rocío, med tilnavnet "La Castaña" p.gr.a. mit kastaniebrune hår.
Flere år senere stiftede jeg bekendtskab med dansen - et stærkt og sensuelt udtryk, der lå uendelig langt fra vores nordiske, tunge og kropsfremmede måde at danse på - på samme tid meget feminint og kraftbetonet og i hvert fald milevidt fra min oprindelige baggrund. I dansen fortolker - eller dramatiserer - danseren den historie og den stemning, der fortælles i sangen, fra den dybeste melankoli til legende koketteri.

Imidlertid var flamenco-miljøet i Andalusien dengang meget lukket og svært at finde, og et kedeligt - alt for langt - intermezzo med en spansk kæreste hjalp desværre ikke på det. Tværtimod!
Men i 1978 opdagede jeg ved et tilfælde, at AOF i København havde kurser i flamenco-dans. Waw! Jeg sled flere par dansesko op gennem 5 år hos Elisabeth Mørch i en baggård på Vesterbro, mens jeg forberedte mig på at "indtage" Spanien. Dererefter var jeg så heldig at få kontakt til en danserinde i byen Córdoba, hvor jeg flere somre fik privat undervisning.
Herefter er det egentlig gået slag i slag med kurser "hjemme" i Andalusien, ferierejser med det størst mulige antal festivaler og koncerter på programmet, anskaffelsen af et efterhånden omfattende tidsskriftsortiment og bibliotek, stadig forbedring af mine spanskkundskaber, en stor pladesamling, uendelige studier af historien, udviklingen, sangteksterne og tusindvis af øvetimer på dansegulvet. Gennem årene er jeg med forskellige grupper kommet land og rige rundt - lige fra små ydmyge spillesteder til teatre, fra firmafester og modeopvisninger til koncertarrangementer, fra det lokale københavnske miljø til Norge og Sverige.
I 1984 begyndte jeg selv at undervise på Den Rytmiske Aftenskole, som i dag har det største udbud af flamenco-undervisning inden for både dans, guitar og sang.
Nu om stunder er det langt nemmere at finde flamencoen - bl.a. på Internet og via en række organisationer, der udgiver nyhedsbreve og tidsskrifter, afholder internationale kurser m.m.m., ligesom der i det meste af verden findes foreninger til udbredelse af "det glade budskab".
I Danmark var vi midt i 1980'erne en lille gruppe alvorligt interesserede og aktive flamenco-freaks - aficionados - på omkring 30-35 personer. De fleste af os var håbefulde dansere; men der var også et par guitarister og en enkelt sanger. Vi løb uafladeligt på hinanden, udvekslede ideer og erfaringer, inspirerede hinanden, optrådte sammen, hørte plader, diskuterede op ad vægge og ned ad stolper - og festede sammen til den lyse morgen. I 1985 oprettede vi i fællesskab den første skandinaviske flamenco-forening efter spansk forbillede, og i dag lever foreningen "El Duende" i bedste velgående med omkring 300 medlemmer.
I sammenlagt 6 år har jeg været formand for foreningen, hvor jeg har arbejdet for at udbrede kendskabet til flamenco i form af kurser, foredrag, filmarrangementer, koncerter og workshops med spanske lærere. Desuden var jeg i 10 år redaktør af foreningens tidsskrift, hvortil jeg har lavet et hav af artikler, interviews og oversættelser.
Når jeg ikke sidder ved pc'en på mit arbejde, går derhjemme og hører flamenco-cd'er eller arbejder for "El Duende", så skriver jeg stadig artikler, "forsker" og underviser i det omfang, jeg har lyst og energi og optræder med min nuværende gruppe Flamenco Vivo. Efter mange års intenst arbejde med en spansk-dansk ordbog over flamenco-udtryk, er ordbogen udkommet ultimo december 2002 (se intro-siden).

For mig blev en helt banal ferietur som stor pige et møde og en kærlighed for livet med Andalusien, dets støvede frodighed, dets spændende historie og stolte, hjertevarme folk og ikke mindst med dets særegne musik- og dansekultur. Ind imellem har jeg syntes, at min tilværelse nærmede sig det skizoide med de vidt forskellige verdener, jeg kom til at bevæge mig i. Og alligevel afspejler disse forskellige verdener måske meget godt de forskellige sider af min personlighed? Under alle omstændigheder er jeg gennem flamencoen blevet beriget med et ekstra fædreland, har haft ubeskrivelige oplevelser, mødt fantastiske mennesker, fundet spændende miljøer og et nyt smukt og stærkt "sprog" til at udtrykke følelser, stemninger og erfaringer - og oven i købet fundet et alibi for at eksponere mig selv i en sammenhæng med mange gode og dejlige mennesker.

Personligt i mit 40-årige flamenco-liv har jeg aldrig betragtet mig selv som kunstner mesd stort K eller ambitioneret at være "artista" - undtagen når der skulle skrives koncertkontrakter, selvfølgelig. Det er vanvittig svært at leve af sin kunst i Danmark; men man kan leve godt, tilfreds og troværdigt af at have udført sit job som en god og autentisk "håndværker" inden for alle kunstarter. Og jeg håber, jeg i alle mine flamenco-sammenhænge som danser, underviser, skribent og formidler i øvrigt har været en god og ordentlig "håndværker", selv om det mest er fødderne, der har været i gang på dansegulvet og i undervisningslokalet.

Interview med Susanne Sara Nyegaard, 6. 12. 2004

Læs også Joost Alexanders fine beskrivelse i.f.m. Flamencougen på Vestjyllands Højskole i 2013