Af Susanne Sara Nyegaard

I sin oprindelige form har flamenco-dansen ikke haft egentlige kostumer, da den blev udført under private former og ikke var beregnet på optræden. Kostumerne kom langsomt ind i billedet, da flamencoen så småt begyndte at blive professionel, d.v.s. fra midten af 1800-tallet og frem. De optrædende skulle være pænt og passende klædt, og kvinderne pyntede sig med sjaler, blomster, pyntekamme og andet tilbehør afhængigt af mode og økonomisk formåen. Denne tendens er holdt ved eller ligefrem forstærket i forskellige perioder, og blev bragt med ind i vor tids tablao-flamenco, ofte i overdrevne former, der skulle fremstå som "typiske" for flamenco-udtrykket: Fyrigt, farverigt og temperamentsfuldt.

Kostumet er - bortset fra kroppen - danserens eneste egentlige rekvisit, der med snit, farver og brug kan understrege alle dansens udtryk, fra drama til sensualitet og humor.
I de dybe, melankolske stilarter knuges kjoleskørtet eller jakken for at betone fortvivlelsen, mens der i livlige danse svinges med skørtet eller for mandens vedkommende holdes ud i den traditionelle vest / jakke. I mere humoristiske og festprægede stilarter kan kjolen svøbes omkring hofterne eller bølges på forskellig måde, så kroppens konturer og dansens legende bevægelse fremhæves. Mændenes muligheder er generelt mere begrænset af dragtens karakter. Alvor og drama understreges af tøjets enkelhed og farvevalg; men i de festlige indslag løfter de typisk op i buksebenene eller holder samtidig fat ved buksegylpen og på lænden for at understrege det morsomme og lidt frække i dansen.

Indkredsning af flamenco-dragtens historie:
På samme måde som selve flamencoens oprindelse fortaber sig i historiens tåger, gælder det for flamenco-dragtens vedkommende, at man ikke kort og præcist kan pege på, hvorfra "den klassiske andalusiske dragt" stammer. Der er dog også for klædedragtens vedkommende en række tegn og signaler, der indikerer påvirkninger fra mange steder og over lange perioder. Den teori, der rækker længst bagud, går på en meget direkte påvirkning fra den såkaldt minoiske kulturkreds på Kreta omkr. år 3000 f.kr. På datidige malerier er kvinderne afbildet iført lange nederdele med flæser, ligesom de har håret samlet og pyntet med blomster. Forbindelsen til Sydspanien er således knyttet i kulturens glansperiode i den mellem-minoiske tid ca. år 2200-1500 f.kr., hvor kretenserne befæstede et stærkt søherredømme i Middelhavet, også rent handelsmæssigt. Som et yderligere bevis for denne teori henvises der til den minoiske kulturs forkærlighed for tyrekampe og tyrekult: billeder af atletiske ynglinge, der laver kunstfærdige spring henover tyrenes rygge, optræder jævnligt i den minoiske kunst. Uanset om man nu bifalder denne teori eller ej, så peger forskellige kulturhistorikere på det paradoksale i, at den andalusiske flæsedragt både er den mest oprindelige og stilrene og på samme tid den mest moderne blandt de spanske regional-drager. De peger på en mulig forklaring i den stadige påvirkning og udvikling, dragten har gennemgået i de sidste århundreder, hvor den har været under indflydelse af mange udefra kommende modetendenser og dragtskikke, som i større eller mindre omfang er blevet inkorporeret, når blot de på en eller anden måde kunne indpasses i den eksisterende stil og tradition. Dette til forskel fra mange andre egnsdragter, der næsten ikke har forandret sig gennem lang tid, på linje med f.eks folke- og egnsdragter i Danmark.

I bogen "La tierra de María Santísima" fra 1891 beskriver forfatteren Benito Mas y Prat klædedragten og fortæller bl.a.: "Den andalusiske region har på baggrund af sin kulturhistoriske og handelsmæssige rigdom altid skilt sig ud ved sin forkærlighed for luksus og det prangende; denne pragt er nærmest traditionsbundet og daterer sig grundlæggende tilbage til den romerske periode (varende ca. 600 år fra 200 f.Kr. - 400 e.kr.; SN), en tid hvor vi har modtaget meget store påvirkninger. Det er nok sandt, at i Andalusien assimileres de forskellige vaner og manerer, dragter og tilgrænsende sprog ...". Videre beretter Mas, at "den næsten overdrevne brug af kostbare stene, dyre stoffer i purpur og andre stærke farver er langt mere udbredt i Andalusien end i andre dele af Spanien". Også påvirkningen fra grækerne og fønikerne (handelsfolk stammende fra det område, der nogenlunde svarer til nutidens Libanon, ca. 1100-500 f.Kr.), men også jødisk og især flere århundreders arabisk/maurisk indflydelse (fra ca. 710 til deres endegyldige nederlag og uddrivelse i 1492) har sat tydelige spor i klædedragten, måske mest for mændenes vedkommende med skærf, spidshatte, tørklæder, støvletter, kapper og slag med hætter, altsammen beklædning, der tidligere har hørt hjemme i den orientalske og nordafrikanske dragtkultur. Som et konkret eksempel på denne overlevering nævnes en middelalderlig hattetype, den særprægede spidspuldede hat, der bl.a. brugtes over et tørklæde blandt hyrder og bønder og også blandt bjergbander og smuglere i f.eks. Sierra Morena, hvor andre udstødte eller fredløse har søgt tilflugt gennem århundreder, heriblandt jøder, mauere og sigøjnere på flugt fra den katolske inkvisition og de nye magthaveres skrappe borgerrestriktioner.

For igen at vende tilbage til det luksuøse, beskriver Benito Mas den nyere tids kvindedragt som en vid, gerne smukt forarbejdet nederdel/kjole med tilbehør som f.eks. hat, handsker, tørklæder og elegant fodtøj, tydeligt påvirket af især franske tendenser (Spanien var en såkaldt fransk lydstat i begyndelsen af 1800-tallet), men tilpasset på en sådan måde, at oprindelsen udviskes til fordel for det lokale spanske præg. Den historiske baggrund for denne luksus nævner Benito Mas også: De store opdagelses- og handelsrejser bragte så store rigdomme og så stor velstand til Spanien, at det dannede god grobund for brugen af luksusvarer og pyntegenstande, i hvert fald blandt adelen og de nyrige, stilskabende handelsfamilier og det voksende borgerskab. Med de store flåder, der udgik fra Andalusien og ved tilbagekomsten bl.a. lagde til i Sevilla, kom der fra både øst og vest eksotiske varer, krydderier, ædelmetaller og fint forarbejdet kunsthåndværk, f.eks. de broderede silkesjaler fra Østasien: "mantón de Manila". Hertil kom også moden med kniplings-mantillaer og de store kamme - "peinetas" - forarbejdet af skildpaddeskjold, perlemor eller ben med sirligt udskårne hulmønstre. Påvirkningen fra de forskellige moderetninger og de muligheder, som den nye velstand medførte er tydelig nok; men hvor er hverdagsdragten i dette billede? Som så mange andre kulturhistorikere beskriver også Benito Mas stort set kun de herskende klassers historie og udtryk. Retfærdigvis skal dog siges, at han også nævner enklere dragter som "glatte, jævne nederdele måske pyntet med et tørklæde eller et bånd om livet" og andre små detaljer.

Ser vi imidlertid på nutidens indbegreb af en flamencodragt, er påvirkningen fra dagligtøjet formodentlig klar nok: Andalusien har ikke kun været et velstående og luksus-elskende samfund. For de store masser i byerne og på landet har der været lange perioder med armod og mangel på stort set alt. Folk har gået med det tøj, der nu én gang var tilgængeligt, og også det har smittet af på flamenco-dragten: Nederdele med mange lag eller med skørter under, som kunne skiftes ud eller vaskes efterhånden som behovet og muligheden opstod. De mange lag var et effektivt værn mod både varme og kulde. Tøjet var som regel i simple farver med mere livlige indslag i stærke farver og med prikker - dét, der især anses for at være det typiske sigøjner-islæt, længde og snit afhængigt af de økonomiske muligheder og af moden iøvrigt. Hvornår og især hvorfor prikkerne - lunares (lunar = vedr. månen, også med betydningen (skønheds)plet) bliver så stærkt fremherskende i flamenco-tøjet er svært at gennemskue; men der er muligvis nogle konkrete og meget nærliggende forklaringer på fænomenet, som f.eks. at månen er et vigtigt symbol/tema i mange religioner og i flamenco-poesien. Det ser dog ud, som om alle disse sammenblandinger af praktiske muligheder, mode, regionale og "etniske" dragtskikke topper og manifesterer sig i slutningen af det 19. århundrede og efterlader nogle helt bestemte karakteristika. At udviklingen topper på det tidspunkt betyder dog ikke, at den er holdt inde siden da, snarere tværtimod er den fulgt med tiden og moden på en sådan måde, at flamenco-dragten netop ikke er blevet et "museumsstykke" som egnsdragterne, men er blevet en del af det andalusiske udtryk og stadig bruges ved mange festlige lejligheder: Feria de abril, romerías, byfester etc. Lidt forenklet og summarisk kan det måske udtrykkes, at de professionelle flamencos har været blandt de mere trofaste m.h.p. at bevare den oprindelige, traditionelle andalusiske dragt i forskellige variationer gennem de seneste 100-150 år. Fra dét tidspunkt, da flamencoen registreredes og anerkendtes som en selvstændig kunstart, kom ud af privat-sfæren og blev introduceret på scenerne og etablissementerne, har især danserne taget dragterne til sig ud fra de til enhver tid herskende behov og idéer - og ud fra kunstneriske, koreografiske, stilmæssige og spektakulære grundlag. I nogle perioder har de forfinet og stiliseret dragten næsten til det stereotype og kliché-agtige, og i andre perioder er de vendt tilbage til en mere enkel og oprindelig udgave.

Ifølge eksisterende billedmateriale og dragthistoriske optegnelser tager den nuværende dragt sit udgangspunkt i borgerskabets mode fra midten og slutningen af 1800-tallet, netop den tid da flamencoen anerkendtes som kunstnerisk fænomen: Kvindedragten var en lang kjole/nederdel, taljeret så kroppen fik et slankt udtryk, smykket med bånd, flæser, pyntelige ærmer og andre fine detaljer. Der blev danset i almindeligt fodtøj - eller barfodet, idet trinnene blot var enklere markeringer af musikkens rytme og puls. For mandens vedkommende var dragten typisk 3/4 lange bukser, gamacher og støvler, skærf og en lille spidspuldet hat.
En særlig opmærksomhed vækker de store kjoler med langt slæb - "bata de cola". Denne dragt tager udgangspunkt i moden fra slutningen af 1800-tallet / begyndelsen af det 1900-tallet og hører - flamencoens sociale og historiske baggrund taget i betragtning - ikke hjemme i genren, uanset hvor flot eller imponerende, det tager sig ud. Slæbet var lidt anderledes end den type, der bruges i dag, d.v.s. kortere og mere afrundede, altså ikke de overvældende store "monstre", vi kender fra vor tid.
Skoene fik hæle på og trinteknikken forfinedes i takt med at også selve flamenco-stilarterne udkrystalliserede sig og fik deres individuelle særpræg. De store sjaler ses hyppigt, halskæder, bånd og blomster til håret. M.h.t. danserne så optræder også de med højere hæle på støvlerne, kort jakke, skjorte uden flip, hellange bukser og ofte med "sombrero cordobés", den kendte fladpuldede filthat. Fra 1920’erne forfines kjolemoden med adskillige flæser, som nærmest vælter ned over skørtet; er der slæb på, forlænges det næsten ud i en spids, og det kræver en helt speciel teknik at manøvrere den lange "hale", der under trinpassagerne må samles op for ikke at blive trådt itu eller hæmme densen. Dansernes tøj får et ekstra løft med kalvekrøs-skjorter og bukserne bliver smalle og stramme. Ligesom kjolemoden i øvrigt skifter, ses også et skift i modestrømningerne for flamencokjolerne: fra moden omkr. århundredeskiftet og op til ca. 1930. Derefter følger en lang periode, hvor såvel flamencoen som mange andre kunstarter havde vanskelige vilkår i Spanien, nemlig under den urolige periode i 1930’erne, borgerkrigen og det fascistiske styre under Franco, som dør i 1975. I løbet af 1950’erne og især i 1960’erne skaber den tiltagende turisme behov for underholdning, og flamencoen bliver i vidt omfang anerkendt som kunstnerisk udtryk; den vinder i hvert fald for dansens vedkommende indpas på de store underholdningsetablissementer og egentlige "tablaos".

Dansen er for de udenforstående eksotisk, temperamentsfuld og pågående (og umiddelbart nemmere at forholde sig til end den klagende inforståede sang), hvad der også understreges i det visuelle udtryk med store koreografier og shows. På tøjet ses det fra slutningen af 50’erne på moden med strutskørter og kortere kjoler, herefter de meget stramme linjer og dybe udskæringer i starten af 60’erne og senere i 70’erne det mere "flippede" look med vilde mønstre og heftige farver
I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 80’erne kommer så renæssancen og den seriøse interesse igen for flamencoen, og det påvirker i høj grad moden: Med denne interesse dukkede også et ønske om mere "oprindelige" kostumer op. Det afspejlede sig i en kostume-tradition med større enkelhed, med mere naturlige dragtsnit samt blødere former og materialer. Hensigten er at flytte såvel danserens som publikums opmærksomhed fra det udvendige til det essentielle i dansens egentlige udtryk og stemning - uden at give køb på det visuelle og dramatiske element. Her ses f.eks. moden med mere gammeldags, "tækkelige" kjoler, forklæder og små tørklæder, kjoler med rigtige underskørter i stedet for de store, kunstigt strittende nylonflæser, skomodeller med bindebånd og for mændenes vedkommende et næsten antikveret udtryk med simple bondeskjorter og vest, mere dagligdags buksetyper og intet prangende tilbehør eller udstyr; et stringent udtryk og en enkel stil, der stadig ses langt ind i 90’erne. Her i slutningen af 1990’erne har mange af de moderne danserinder næsten helt kvittet flæser, prikker og blomster for at lade dansen stå rent og uforstyrret af kostumerne. Det giver et næsten puritansk og "asketisk" udtryk, som måske hører mere hjemme i modern dance end i flamenco-traditionen.

Nederdelsmønstre til forskellige træningsnederdele:

Nemt nederdelsmønster