Flamenco Vivo

Susanne Sara Nyegaard

Flamencosangen - sjæl i flammer: en fortælling om livet og døden

”Når jeg føler mig vel tilpas, kan jeg fornemme smagen af blod i munden”
Sangerinden Ana Blanca Soto “Tía Anica la Piriñaca" (1899-1987)

”Det er skriget til de døde generationer, den smertefulde klagesang fra forgangne århundreder. Sangen er dyb, dybere end alle brønde”
Digteren Federico García Lorca (1898-1936)

 

No puede analizar mi pena Ni el sabio más grande del mundo Ni este amor que me envenena Con mi corazón profundo Tan sólo un grito pudiera

End ikke verdens klogeste mand Kan begribe min smerte Ejheller kærligheden i mine årer Men dér i dybet af mit hjerte Dét kan kun et klageskrig rumme

Flamencoens væsentligste element er sangen. Ordet var i begyndelsen og er basalt!
Flamenco blev oprindeligt kun sunget, eventuelt ledsaget af håndklap, stamp med fødderne eller andre rytmiske markeringer, f.eks. slag i jorden med en stok eller slag med knoerne i en bordplade. Populært sagt er flamencoen ”Andalusiens blues”. I nogle henseender kan sangen og musikken have fungeret som en slags "ventil" på linje med de sorte amerikaneres blues.
Flamencoen forløser bl.a. oplevelsen af at ”ramme muren”og miste livskraften; men i stedet for at udtrykke en meget konkret klage over det svære liv eller de politiske og sociale forhold, er flamenco-poesien oftest fyldt med billedsprog, symboler, allegorier og naturmotiver, der beskriver universelle, basale stemninger og følelser - i reglen altid med udgangspunkt i den uafvendelige skæbne, en melankolsk resignation og en smerte, der ikke kan lindres eller læges - i bevidstheden om de store passioner, følelsesmæssige konflikter og kontrasterne i tilværelsen: Liv of død, drøm og virkelighed, sorg og glæde, kærlighed og længsel, stolthed og lidenskab, ære og svigt, had og afmagt, forelskelse og troløhed, forhåbning, tab, skuffelse og dyb fortvivlelse - altid en erkendelse af, at eksistensen aldrig kan være uproblematisk, men altid er smerteblandet og har døden og forgængeligheden som medspiller.

Flamenco-poesien rummer et utal af temaer, hvoraf nogle af de vigtigste er (ulykkelig og/eller uopnåelig) kærlighed, døøden og moderskikkelsen. Denne poesi afledes af følelserne og fødes i hjertet, ikke af forstanden, fornuften eller en digterisk evne.
Andre væsentlige temaer i poesien er: skæbnen, forelskelse, længsel, forbandelser og trusler, forfølgelse, penge og fattigdom, fortvivlelse, naturmotiver, moral og ære, sladder, religiøsitet, humor, forfængelighed og overnaturlige fænomener, men også sociale og politiske temaer.
Store spanske digtere som Federico García Lorca har ladet sig inspirere af genren, som med en intens og sansemættet metaforik ofte broderer over smertens tema – den eksistentielle og uoprettelige smerte, der nærmest kulminerer i en protest over i det hele taget at være en verden præget af lidelse og håbløshed. Dette er ”el cante jondo”.
Især tidligere var flamencoen en ægte folkloristisk tradition, d.v.s. anonym og ikke nedskrevet, men videregivet ved mundtlig overlevering, hvor der i dag ofte benyttes (mere eller mindre) professionelle flamenco-digtere. På trods af professionaliseringen høres stadig mange af de gamle og helt traditionelle vers, nogle med flere hundrede år gammel baggrund.

Disse og andre lignende vers, der traditionelt synges som cantiñas,stammer fra frihedskrigen 1808-1814, hvor folket rejste sig mod det franske overherredømme under Napoleon Bonapartes bror Joseph som konge:

Qué desgraciaíto fuiste barrio de Santa Maria, un barrio de tanta gracia qué de bombas recibiste.

Sikke et uheld det var At du, Santa María Et så charmerende kvarter Skulle rammes af bomber

Con las bombas que tiran Los fanfarrones Se hacen las gaditanas Tirabuzones

Bomberne, de kaster De frække franske bøller Giver pigerne i Cádiz Store proptrækkerkrøller

Også andre stilarter fra Cadiz blev brugt som ”våben” mod de forhadte franskmænd. Tanguillos bruges ofte til at fortælle om historiske begivenheder, og dette fiktive ”Brev til Napoleon” med en soldats klager til kejseren skulle latterliggøre besætteren.

Bonjour, monsieur Napoleón Emperador Bonaparte Reciba usted de mi parte Esta carta Que es fruto de mi desesperación

Goddag, herr Napolen Kejser Bonaparte Modtag på mine vegne Dette brev til Dem Som er frugten af min fortvivlelse

Merci de poner en mi mano El asedio de los gaditanos Pero yo no puedo más Que esta maldita ciudad Trimillenaria y gallarda No hay dios que pueda tomarla Ni por tierra, ni por mar

Mange tak for at De pålægger mig Belejringen af gaditanerne Men jeg kan ikke mere For der findes ingen gud Som kan indtage den forbandede by Tretusindårig og tapper Hverken fra landsiden eller fra havet

Que los guachisnays Guardan La Bahia Y hacen de vigia A nuestra invasión Enorme bastión La murralla encierra Las puertas de tierra Vaya humiliación Que en la calle los chiquillos Juegan por patinillos Y nos cantan a corillo Esta tediosa canción:

De snedige englændere Bevogter Cadiz Bugten Og de holder udkig Med vores invasion Bymurene omkranser En enorm bastion Og byportene mod land Det er noget af en ydmygelse For i gaderne render ungerne Og leger i krinkelkrogene Mens de synger for os i kor Denne modbydelige sang:

Franchuto, fanfarrón Fanfarrón, gabacho Que se te enrede A pescuezo el mostac ho Y que te caiga una maldi ción Que en la playa La Caleta Te pique, en la espoleta Una coñeta Y te castigue „La Pepa“* Que es nuestra constitución

Franskmand, pralerøv Blærerøv, vrøvlehoved Gid du må blive kvalt I dit eget overskæg Og at du rammes af en forbandelse Så du nede på Caleta-stranden Bliver stukket lige i brystet Af en fæl grøn krabbe Og at ”La Pepa” må straffe dig For den er vores forfatning!

Franchuto, fanfarrón Fanfarrón, gabacho** Si te queda honra, muchacho Ve y dile a Napoleón Que le vamos a decir nosotros Por donde Se va a meter el cañon ¡Ay Napoleón!

Franskmand, pralerøv Blærerøv, vrøvlehoved Har du overhovedet ære i livet Så smut hen og sig til Napoleon At vi gerne vil fortælle ham Hvorhen han kan Proppe sin kanon Ak, Napoleon!

* La Pepa, det andalusiske kælenavn for den liberale forfatning af 1812 efter frihedskrigen mod franskmændene; denne forfatning blev vedtaget i Cadiz 19. marts, Día de San José. Den kvindelige pendant til José er Josefa, og eftersom forfatning er hunkøn på spansk, bliver det afledte kælenavn af Josefa også femininum, altså La Pepa
** Gabacho, egtl. en betegnelse for et bralrehoved, der taler dåligt spansk

Flamencoens poesi er en yderst koncentreret fortællestil: Hvert vers udgør ét univers og gengiver i kort form selve kvintessensen af eller konklusionen på en forudgående, kendt stemning, begivenhed eller handling. Sangforløbet opbygges som med ”byggeklodser”, hvor de enkelte vers traditionelt ikke har indbyrdes sammenhæng, modsat oprindelsen i romances (ballader), der er en fortællende sangtype med en fortløbende handling og morale/pointe. Det vigtige i flamencoens sangforløb er således i hvert vers at opbygge en fortælling og afslutte med en form for ”konklusion”, som kan være en forløsning, men også tit blot en resigneret konstatering af tingenes tilstand og skæbnens uafvendelige kræfter.
Poesien opfattes tit som meget indforstået og vanskeligt tilgængelig med sit billedsprog og sine allegorier. Oven i købet synges teksterne på andalusisk dialekt med udbredt skift eller udeladelse af bestemte konsonanter, krydret med mange ord og udtryk fra sigøjner-sproget caló og omfattende brug af diminutiver (formindskende udtryk). Det betyder, at ikke blot udlændinge, men også at mange spaniere har svært ved at forstå sangenes budskaber og indhold.
Se også artiklerne om de enkelte stilarter.

Decálogo para aficionado del cante flamenco : Aficionadoens 10 bud
Skrevet af sangeren Manuel el Centeno Fernández, oplæst ved den 8. Congreso de Entidades flamencas.
1. Du skal respektere og elske flamenco-sangen som udtryk for det andalusiske folks sjæl, for dens rigdom og dybde, en kunst der er lige så sublim som højtidelig og lige så unik som smuk. Glem aldrig, at den er en vidunderlig skat, du har arvet efter dine forfædre. Den skal omgås med kærlighed, og du har pligt til at bevare den for fremtidens generationer i det mindste i den form, du selv har arvet den
2. Du skal elske sangen for sangens egen skyld
3. Du bør vide, at sangen p.gr.a. sin alvorlige dybde og tone ikke er noget for fulderikker, selv om den nogle gange kan beruse folk
4. Du skal frem for alt respektere sangen og kræve respekt for den
5. Er du i tvivl om oprindelsen af en sang, så tøv ikke med at spørge en udøvende. Og husk, at den bedste måde at forklare sangen på, er at synge den
6. Bedøm sangerens stemme retfærdigt. Hans tone er ikke en kunnen, der kan opnås ad viljens vej, den er en Guds gave
7. Den bedste aficionado er ikke ham, der ved mest, men derimod ham, der lytter bedst
8. At kunne lytte er en tavshedens kunst, og at kunne forblive tavs er tegn på kunstnerisk dannelse. Tavsheden brydes kun, når man dirrer af spænding, og da skal det ske i compás, for et "¡olé!" ude af rytme er tegn på en dårlig aficionado
9. Ingen aficionado bør kræve af en anden, at han skal lytte til sin egen yndlingssanger, især når han er bevidst om, at enhver sanger er et selvstændigt univers af udtryk, og at enhver aficionado er en selvstændig tilhører. 10. Den aficionado, som forstår forudsætningen for at være til stede, lytte og bearbejde dét, han har hørt, fortjener titel af "cabal"

Sangens Gyldne Nøgle
Spanierne er vilde med konkurrencer, præmier og priser – også i flamenco-verdenen, hvor den ene kunstner efter den anden tildeles denne eller hin pris for sin præstation.
En særlig pris er ”Sangens Gyldne nøgle”, der senest – i 2005 - er tildelt sangeren Antono Fernández Díaz ”Fosforito” (f. 1932) som en helt speciel anerkendelse af både hans egen karriere og hans indsats for – og her slår den spanske hang til storhed atter igennem - ”respekten for og udbredelsen af cante jondo, hans genoplivning af en række stilarter, som var ved at forsvinde, hans personligt kreative bidrag til flamenco-miljøet og hans suveræne beherskelse af flamencoens forskellige stilarter”.

Den Gyldne Nøgle er en anerkendelse af en sangers kunstneriske og personlige indsats - en anerkendelse med en lidt tåget og pudsig historie.
Nøglen blev første gang givet til sangeren Tomás Vargas Suárez "El Nitri“ i slutningen af 1800-tallet, altså i den såkaldte café cantante-periode, hvor flamencoen blev ført ind på caféer og teaterscener og udviklede sig i retning af en mere kommerciel karakter medbetalende tilskuere. Den autentiske flamenco skulle – ligesom i dag – findes på mere ydmyge steder, i familien, vennekredsen, lokalmiljøet og på de små barer.
El Nitri levede 1850-ca. 1880; men ellers ved man ikke meget om ham selv, hans liv eller død. Det har formodentlig været på de beskedne barer, han delte sin sang med andre og blev berømt for især sine fortolkninger af seguiríyas. Tidens trend taget i betragtning virker det ikke indlysende, at en amatør skulle få en ærespris for sin sang, og et af rygterne om hele historien vil da også vide, at prisen blev givet til ham af en gruppe aficionados efter en optræden i Málaga, måske på Café sin Techo og m&arin;ske Málagas tyrefægterarena; men overbevisende ser det ud. Hvem ved….?

Det var altså kun femte gang, prisen blev uddelt, og det er anden gang, den uddeltes af Consejería de Cultura. De første tre gange blev nøglen uddelt af en – mere eller mindre tilfældig – flok aficionados; kun Camarón de la Isla og Fosforito har fået tildelt prisen af en officiel institution, skønt der ikke findes nogen egentlig organisation, der overvåger flamenco-miljøet som sådan og på den måde er ansvarlig for prisuddelingen.

Los que cantan por cantar Sin saber lo que recitan No saben que los cantares Sentimientos necesitan

De, som blot synger for at synge Uden at vide, hvad de synger Ved slet ikke, at sangene I dén grad har brug for følelser

Tilbage til startside