Sigøjnerne nedstammer fra nordindiske folkeslag, der begav sig ud på vandring for over 1000 år siden. Nogle er rejst gennem Orienten, Mellemøsten og Nordafrika, andre gennem Øst- og Centraleuropa. - I 1420'erne ankom grupper af dette vandrende folk til Den Iberiske Halvø, hvor en del drog rundt som småhandlende, håndværkere og musikere, daglejere og løsarbejdere. En stor del fortsatte deres nomadetilværelse, mens andre slog sig fast ned i lokalsamfundene. Af kulturelle - og formodentlig også klimamæssige - årsager landede størstedelen af disse spanske sigøjnere efterhånden i Andalusiens multikulturelle samfund. På dette tidspunkt var Andalusien under arabisk herredømme - et styre hvor sameksistensen mellem den muslimske kultur, den spanske befolkning og de jødiske befolkningsgrupper i det store og hele har været anset for fredelig.
Indtil slutningen af 1400-tallet bestod Spanien af flere kongedømmer; men med brylluppet i 1469 mellem Ferdinand af Aragonien og Isabella af Castilla smeltede de to riger sammen, og dermed blev processen mod Spaniens enhed sat i gang. Under det katolske regentpars hårdhændede kamp for generobringen af et samlet, kristent Spanien forbød de alle andre religioner, som ellers fandtes i det store rige og som kunne være en trussel mod den nye magt. Særligt kendt er deres sejr over de muslimske maurere, der gennem 700 år havde opbygget et økonomisk, kulturelt og videnskabeligt højtstående rige i Andalusien. Efter de kristnes endegyldige sejr over det sidste arabiske styre i Granada 1492 blev alle muslimer og jøder udvist, medmindre de omvendte sig til kristendommen. Også de fremmedartede sigøjnere blev forvist og erklæret for uønskede - fredløse - medmindre de opgav deres omrejsende livsform og religion. Eksempelvis udstedte Ferdinand og Isabella et dekret, der beordrede sigøjnerne til at tage fast bopæl inden 60 dage efter dekretets udstedelse. Såfremt det blev overtrådt, medførte det første gang en straf på 100 piskeslag, og i gentagelsestilfælde blev de formasteliges ører skåret af. Samme år "opdagede" Cristoffer Columbus Amerika, og dermed fik den spanske krone adgang til ubeskrivelige rigdomme, som kom til at finansiere landets krige og interne magtkampe i de følgende århundreder.
Flamencoens opståen og udvikling fortaber sig noget i historiens tågedis, bl.a. fordi sigøjnerkulturen er en ikke-skriftlig kultur. Overleveringen har gennem århundreder været mundtlig, og beskrivelser af begivenheder og personer er gået videre via fortællinger og myter. Deres musik var improviseret og således heller ikke nedskrevet, men blev udelukkende videregivet ved "mesterlære", d.v.s. gensidig idéudveksling og praktisk indlæring. - Den mest udbredte teori antager dog, De fremherskende teorier antager dog, at flamencoen er opstået ved et århundedeårigt samspil mellem den spanske folkemusiktradition og den musik, sigøjnerne bragte med sig fra deres rejser samt deres særlige fortolkninger af den eksisterende andalusiske folklore, og at den har udviklet sig blandt de mange udstødte grupper, der især under inkvisitionen har fristet en yderst vanskelig tilværelse, mistænkeliggjort, skjult og jaget.
I afsondrede miljøer blandt sigøjnerne og andre udmarginaliserede samfundsgrupper spirede og voksede altså et nyt og anderledes musikalsk fænomen, en særlig sigøjner-andalusisk genre. I et vist omfang har disse udstødte delt de samme svære livsvilkår, og det har haft en afsmittende virkning på musikken, som i denne periode blandede sig med gamle jødiske sange, den arabiske tradition og senmiddelalderlige ballader. Resultatet er blevet en musik-, sang- og dansetradition, der første gang registreres som et selvstændigt udtryk i 1780'erne, en musikform der af os nordeuropæere opleves som meget "fremmedartet": Dramatisk, indadvendt og inderlig, melankolsk og ofte nærmest klagende, til andre tider sprudlende festlig, sensuel, legende og utroligt dynamisk - altid bevægende med de store følelser i spil.
Mange nævner ligefrem sigøjnerne som flamencoens ophavsmænd; men det er dog næppe sandsynligt, idet flamenco ikke synges af sigøjnere uden for Spanien. Både det arabiske og det spanske islæt er således ubetvivleligt; men de forskellige teorier diskuteres intenst. Der hersker dog ingen som helst tvivl om, at sigøjnerne har spillet en overordentlig vigtig rolle som "medskabere" og især været af kolossal betydning for fortolkningen og flamencoens nuværende udtryk.
Igennem årene levede sigøjnerne under meget omskiftelige betingelser i Spanien. I begyndelsen blev de vel modtaget; men efterhånden tog både befolkning og myndigheder stærk afstand fra det fremmede folk og deres levevis. De blev på skift udsat for tvangsbosætning, forvisning, straf og slaveri, forsøg på assimilering eller kollektiv ligegyldighed og fortrængning. I 1633 blev deres kultur, identitet og levevis "afskaffet" ved dekret fra kong Felipe IV. Stribevis af forordninger gjorde tilværelsen mere end vanskelig, såvel familiemæssigt som erhvervsmæssigt og socialt.
En ny kongelig lovsamling fra kong Carlos III gengav dem i 1783 et vist omfang deres borgerrettigheder i det spanske samfund. Den nye "pragmática" gav dem lov til at slå sig ned, hvor de ville og udøve deres traditionelle erhverv. Flamencoen og dens stilarter sig levede og udviklede altså i det skjulte blandt sigøjnere og andre udstødte og fattige; men efter deres "rehabilitering" brød den ud af sit lukkede miljø og har undervejs formået at blande sig med regionens øvrige musikkulturer og folkloristiske musik-former. Det blev med tiden en blanding af indisk, orientalsk, arabisk og mellemeuropæisk musiktradition, jødisk synagogesang, gregoriansk kirkesang, ballader og spansk folkemusik. Et kuriosum i den spanske musik-folklore er, at den spanske folkemusiktradition og flamencoen i århundreder har levet og udviklet sig sideløbende i hver sit miljø, i høj grad adskilte, men alligevel sådan, at de to udtryk og former i et vist omfang har ladet sig gensidgt inspirere og påvirke af hinanden.
Ligesom flamencoen i sin nuværende form er af relativ ny dato, er også betegnelsen "flamenco" et nyere fænomen. Ordet fandtes også før, men var ikke en direkte betegnelse for dennee nyopdukkende musik- og dansegenre. Indtil omkring midten af 1800-tallet blev de forskellige stilarter i stedet omtalt ved deres respektive navne: tangos, fandangos, polos etc. Fra 2. halvdel af 19. århundrede begynder stilistiske træk og udtryk at danne en form for samlet udtryk, som med tiden får betegnelsen flamenco, og ifølge flere af eksperterne er det første skriftlige og beviselige belæg herfor fra en notits i avisen "Andalucía" fra 1858, hvor ordet flamenco og cante y baile gitanos sættes i direkte forbindelse.
Ordet flamenco giver i sig selv mulighed for mange og lange diskussioner: Nogle hævder, at flamenco betyder "flamsk" med henvisning til de historiske relationer mellem Spanien og Flandern, som i flere århundreder højrte under den spanske krone . En del af de spanske jøder, som blev fordrevet efter genkristningen, flygtede således til andre europæiske lande, heriblandt Belgien, hvor der i forvejen var større jødiske kolonier af f.eks. handelsmænd og diamantslibere. Desuden var der under Napoleonskrigene udstationeret spanske tropper i Flandern, ligesom der var det her i Danmark. En anden teori går på, at ordet stammer fra en forvanskning af det arabiske "felag mencu" = folk / bønder på flugt, da en del af de første spanske sigøjnere (gitanos) angav at de var egyptiske pilgrimsrejsende eller flygtninge. På spansk hedder en egypter "egipcio", og det er nærliggende at se også denne sproglige sammenhæng som bevis på sigøjner-forbindelsen . Den mest udbredte teori blandt flamencologerne (flamenco-eksperterne) siger dog, at flamenco kommer af flamencia, en afledning af det spanske ord for flamme ("llama") p.gr.a. sigøjnernes iltre væsen og stærke temperament.
Selv om flamencoen for længst er brudt ud af sit indre eksil, dyrkes den stadig primært i de nære, intime miljøer som familien og vennekredsen, eller nu om dage også i peña'erne (flamenco-klubber), hvor aficionados (flamenco-fans og kendere) mødes med flamencoen som udgangspunkt for og ramme omkring deres samvær.
I løbet af 1800- og 1900-tallet udviklede flamencoen sig og udkrystalliseredes i de forskellige stilarter, så de mere eller mindre fik den form og karakter, som for størstedelens vedkommende kendetegner dem i dag. Først i midten af 1800-tallet fik den nye musikform navnet "flamenco", hvor der tidligere havde været tale om andalusisk sang, sigøjner-sang, folkesang eller andre mere eller mindre præcise betegnelser.
Også op igennem det 20. århundrede har flamencoen udviklet sig - og udvikler sig til stadighed som en levende tradition.
Flamencoens tre vigtigste bestanddele er sangen, musikken og dansen. Flamenco blev oprindeligt kun sunget, evt. ledsaget af håndklap, stamp med fødderne eller rytmiske slag i jorden med en stok. I nogle henseender kan sangen og musikken have fungeret på linje med de sorte amerikaneres blues, som en slags "ventil" hvor de store følelser fik stemme. Flamenco forløser oplevelsen af at "ramme muren" og miste livskraften; men i stedet for at udtrykke en meget konkret klage over det svære liv, er flamenco-poesien oftest fyldt med metaforer, symboler, allegorier og naturmotiver, der beskriver universelle, basale stemninger og følelser - i reglen altid med udgangspunkt i en uafvendelig skæbne, en sorgfuld, resigneret og vemodig melankoli, der synes at række ud efter noget tabt eller uopnåeligt, og en smerte, der ikke kan lindres eller læges - i bevidstheden om de store passioner, følelsesmæssige konflikter og kontrasterne i tilværelsen: Liv og død, sorg og glæde, kærlighed og længsel, stolthed / pligt og lidenskab, ære og svigt, had og afmagt, forelskelse og tab, forhåbning, skuffelse og fortvivlelse, drøm og virkelighed.
Palmas - håndklappene - er det mest autentiske og måske også det mest fascinerende "rytmeinstrument" i flamenco og har udviklet sig til en egentlig kunstart inden for genren. Som instrument betragtet er det intet mindre end ideelt: det er "lige ved hånden" - og helt gratis - og kan performes bå de enkelt og sofistikeret, komplekst og varieret som ledsagelse og støtte for alle flamencoens elementer: sangen, guitaren og dansen. Nå r klappene udføres præcist og sikkert med drive og swing, giver de basis og rum for de andre artister til at performe meget bedre. Klappene er en hjælp og en katalysator og fungerer traditionelt som dét rytmiske grundlag, flamencoen gennem et par å rhundreder har udviklet sig og slynget sig hen over.
I slutningen af 1700-tallet kom guitaren så småt til som akkompagnement. Forskellige typer strengeinstrumenter var blevet udbredte og populære via middelalderens omvandrende troubadurer, og at det netop var guitaren, der skulle blive flamencoens instrument er der således flere gode grunde til: Instrumentet skulle være ret lille og let at transportere, og det måtte ikke være kostbart eller vanskeligt at spille på, eftersom det blev spillet af rejsende og simple folk. Almindelig blev guitaren dog ikke før end i løbet café cantante perioden (etablissementer med musik- og sangoptræden, ca. 1840-1910), og først i det 20. århundrede har guitarmusikken udviklet sig såvel på det tekniske som på det kunstneriske plan og opnået status som andet og mere end blot akkompagnement. Nu anerkendes guitaren som solo- og koncertinstrument, og i den moderne flamenco er guitaren indgået i fusioner med såvel andre instrumenter som musikformer.
Flamenco-dansen er påvirket af både de indiske og arabiske bevægelser og af spanske folke- og regional-dansetraditioner, på samme tid meget graciøs og let og meget temperamentsfuld og kraftbetonet, understreget af fodarbejdet som "slagtøj". Kvindedansen er kendetegnet ved arbejdet med overkroppen, armene og hændernes fine, yndefulde og bølgende bevægelser, mens mandedansen lægger mere vægt på det styrkebetonede og benarbejdet. I sit væsen er dansen en individuel og stærkt personlig dans, idet danseren rent fysisk fortolker / dramatiserer poesiens og sangens følelser og guitarens stemninger.
Oprindeligt var dansene relativt enkle, rytmiske markeringer på musikkens puls, danset enten barfodet eller med almindeligt fodtøj. Først så sent som i slutningen af 1800-tallet og i vort århundrede har dansen udviklet sig som en mere selvstændig kunstform og gennemgået en revolution i retning af det mere sofistikerede med ekvilibristiske trinteknikker og en egen funktion som "rytmeinstrument".
Kendskabet til og respekten for den oprindelige flamenco-sang har altid været ret beskeden. Det faktum, at sangen fødtes og voksede i de laveste samfundslag i Andalusien, blandt de fattigste og mest ringeagtede af alle, affødte fra borgerskabets side en udbredt reaktion i form afstandtagen fra noget, de mente hørte til blandt "usle folk". De sammelignede på intet tidspunkt flamencoen med andre ægte, folkelige udtryk, og sangen nød ikke den samme popularitet, udbredelse eller respekt i det andalusiske samfund. Flamencoen var i deres øjne ikke noget "regionalt udtryk", men derimod en "hemmelig", mærkelig og afgrænset familie-tradition eller et uskønt og suspekt, socialt fænomen. De almindelige andalusere sang ikke flamenco, kendte ikke meget til den og brød sig ikke om den i dens oprindelige former. Der var en del flamenco-aficionados; men de var få og udgjorde i reglen en ganske lille flok i lokalsamfundene, netop fordi flamencoen var spiret frem som en intim udtryksform for et ringeagtet mindretal.
Den oprindelige flamenco-sang blev i løbet af café cantante perioden voldsomt truet med at uddø, dels som følge af fokuseringen på det sceneprægede og dels som følge af, at mange ikke-sigøjner sangere blandede andre sangformer ind i flamencoen. For at fremme den miskendte og efterhånden maltrakterede tradition samledes en gruppe intellektuelle omkring komponisten Manuel de Falla og forfatteren Federico García Lorca og tog initiativet til den første flamenco sangkonkurrence i juni 1922 i Granada, det første og vigtige skridt i retning af et egentligt studium og en anerkendelse af flamenco-kunsten. Begivenheden satte sig desværre ikke specielt dybe spor for sangens stade eller renommé, men skabte trods alt en vis opmærksomhed omkring flamencoen, som dog stadig førte en ret upåagtet eksistens.
Den indædte broderstrid mellem spanierne, der gennem århundreder havde ophobet sig p.gr.a. social tilbageståenhed, religiøs formørkelse og politisk undertrykkelse, kom til udtryk på den værst tænkelige måde under borgerkrigen 1936-1939 mellem republikanere og nationalister. I den periode blev det spanske samfund så hårdt ramt, at de dybe skel og sår først lægedes flere årtier efter krigens afslutning. - Den centralistiske Franco-stat blev en erklæret fjende for autonome og nationale kræfter i mange regioner, bl.a. Andalusien hvor de sociale modsætninger mellem fattige arbejdere og det konservative aristokrati var overvældende.
Sigøjnerne blev igen under den store genopbygningsfase holdt ude fra samfundet, og flamencoen havde trange kår, hvor rammerne for dens fortsatte eksistens i høj grad var det teaterprægede og show-formen. Frem til slutningen af 1950'erne foregik en så kraftig "kultivering" af den autentiske flamenco, at den næsten kun overlevede i kraft af stærke og fremtrædende personligheder, som holdt traditionen i hævd i dens oprindelige miljøer.
I 1956 markeredes et vigtigt vendepunkt. I endnu et forsøg på at genoplive den uddøende tradition og fremme interessen og respekten for den seriøse flamenco blev den første Concurso de Cante Jondo afholdt i Córdoba med lang større succes end konkurrencen i 1922. Denne dyst blev en slags pionér for lignende konkurrencer og festivaler i hele Andalusien, hvor sangen atter vandt terræn via talentfulde, autentiske fortolkere.
Den kulturbegivenhed, der dog for alvor bragte nyt liv til flamencoen, var festivalen i Mairena del Alcor, som har eksisteret siden 1961. Den er i årenes løb blevet en af de største og mest velrenommerede flamenco-begivenheder i Spanien, hvor såvel konkurrence-deltagerne som festivalens inviterede kunstnere hvert år beviser flamencoens fornemme stade og fremtrædende position i det aktuelle, spanske kulturliv.
Men historien gentager sig tilsyneladende også inden for flamencoen: På lignende måde, som det foregik i de næsten overlappende perioder "café cantante" og "edad de oro" (guldalderen, ca. 1870-1910) samt "opera flamenca" (teaterperioden, ca. 1910-1930), levede der to meget forskellige udgaver af flamencoen side om side: I forbindelse med den voksende turisme - og dermed behovet for underholdning - undergik flamencoen igen en voldsom udvanding og forfladigelse p.gr.a. show-formen i natklubberne. Mange steder optrådte dansekompagnier til båndmusik, så den levende, intime tradition var sat helt over styr i store anonyme opsætninger og "folkloristiske" udstyrsstykker. Samtidig blev flamencoen misforstået og fejlagtigt taget til indtægt for Franco-regimets kontrol og undertrykkelse og fik dermed - igen og ufortjent - et dårligt omdømme. Og endnu engang viste flamencoen og dens udøvere evnen og viljen til overlevelse. I et ønske om at søge bag om turistindustriens show-produkter blomstrede samtidig interessen for den oprindelige tradition, en interesse og et udtryk, der er vokset gennem de seneste 30 år. I den periode har flamencoen oplevet en kolossal kunstnerisk og publikumsmæssig renæssance, ikke blot i Spanien men i hele verden, og den er med årene blevet én af de folklore-former, der har fået den største, internationale udbredelse.
Stamtræ over flamencoens stilarter
Anvendt litteratur - blandt meget andet:
Jose Blas Vega og Manuel Ríos Ruiz: Diccionario enciclopedico ilustrado del flamenco, bd. 1-2. - Madrid (Spanien), 1988
Félix Grande: Memoria del flamenco. (1979) - Barcelona (Spanien), 2001
Manuel Ríos Ruiz: El gran libro del Flamenco - historias, estilos, intérpretes, bd. 1-2. - Madrid (Spanien), 2002
José Manuel Gamboa: Una historia del flamenco. - Madrid (Spanien), 2004
Esqema de los cantes 1
Esquema de los cantes 2
Tilbage til startside
