Flamenco Vivo

Af Susanne Sara Nyegaard

Dansesko og -støvler udstilles i forretningsvinduer og på særlige hylder, nærmest som smykker - hvad de egentlig også er. Synsindtrykket suppleres med andre vigtige indtryk: duften af læder og lim og hos håndskomageren tilligemed "musikken" fra mesterens hammer. Allerede ved udvælgelsen og købet opstår drømmene om samspillet mellem skoene og dansen - og fornemmelsen af rytme, kraft, lethed og frihed.

Enhver god håndværker er afhængig af godt værktøj, for at resultatet af hans/hendes anstrengelser skal blive optimalt. En ting er at danserens egen teknik skal være præcis og sikker, men den gode lyd fra fodarbejdet understreges og forstærkes af et par dansesko eller -støvler, der netop er "bygget" til den brug. For at håndværket skal blive til kunst, er talent og godt værktøj væsentlige forudsætninger - og hvert håndværk har sine hemmeligheder og finesser.
Tidligere blev sko selvfølgelig fremstillet hos skomageren - den tid er længst forbi, og nu produceres flamencosko industrielt - med forskellige grader og elementer af håndværk, afhængigt af kvalitet og pris. Produktet er grundlæggende i orden, og de fabriksfremstillede typer opfylder kravene til danserens værktøj; men den mere industrialiserede forarbejdning fjerner sig selvfølgelig fra den håndlavede version, når man ser på mesterens personlige præg, hans kærlighed i den håndværksmæssige udførelse og hans kælen for detaljerne. Men bortset fra de professionelle top-dansere - hvem har så finanser til at købe "kunsthåndværk", hver gang der skal nye sko på fødderne?

Oprindeligt har der ikke været behov for egentlige dansesko i flamenco'en, hvor man enten dansede barfodet eller brugte de sko, man nu engang havde. Men efterhånden som trinteknikken udviklede sig i retning af det mere krævende og raffinerede, er skoene blevet et vigtigt redskab for danseren: Skindet er solidt og selve foden foret for at stabilisere og forstærke skoen i den hårde behandling under dansen; især er tåsnuden nærmest som sikkerhedssko med en ekstra beskyttelse, så danseren kan lave trinfigurer med tåspidserne uden at ødelægge tæerne. Sålen er ekstra tyk - helst hel-syet, så der er god styrke og godt hold i underlaget, hælen er kraftig, af massivt træ, overtrukket med skind og specielt solidt fæstnet med et svang-jern af stål. For- og bag-flik er sømbeslået for at forstærke trin-lyden, og skoene er forsynet med forskellige typer af remme, m.h.p. at de skal sidde godt og sikkert fast på foden. Belægningen er forskellige typer af gummi, så danseren både står godt fast, men samtidig også har muligheden for mere glidende trinbevægelser og drejninger.
Den mandlige dansers pendant er dansestøvlerne - kortskaftede tætsiddende støvler med en halvhøj, kraftig hæl, hvor både tå- og hælflik ligeledes er forsynet med søm m.h.p. at forstærke trinlyden. Dette giver en hård, distinkt klang. - I sjældne tilfælde - mere teater- eller rytter-orienteret - ser man langskaftede støvler, brugt sammen med ¾-lange bukser eller for kvindernes vedkommende til den såkaldte traje de amazonas, en speciel ridedragt med jakke, skjorte og rundskåren, kort nederdel uden flæser.

Ligesom i den øvrige "flamenco-garderobe" er der også modestrømninger i danseskoene.
Som udgangspunkt har flamencoskoene taget form efter den fremherskende skomode i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hvor dansen udvikledes både teknisk og repertoiremæssigt. Siden har grundmodellen været den samme med forskellige variationer afhængigt af den øvrige mode og personlige behov og ønsker.
Den helt klassiske sko er sort skind eller ruskind med en hælhøjde på omkring 5-6 cm. Denne højde giver den bedste arbejdshøjde og teknik uden at overbelaste knæ, ryg eller forfod.
Hælhøjden og -typen har vekslet, ligesom bredde og runde eller mere spidse skosnuder har skiftet gennem årene. I 1950'erne og 60'erne har der været et mere stilet-agtigt look med superhøje hæle, afløst af lavere modeller med mere feminine pompadour-hæle eller den næsten flade og meget brede "cubanske" hæl. I mange år var den fremherskende model med en bred, fast elastik over vristen (lidt ucharmerende, men ganske praktisk), afløst af en rem i skoens skind. På et tidspunkt i 1980'erne og 90'erne var bondepige-idyllen inde over danskeskoene med bindebånd omkring anklerne, og i de senere år har gammeldags "mormor-modeller" været in med snørebånd. For ikke at tale om farverne, der gerne skulle matche danserens ideer, temperament og kostumer. Sådan må skomoden selvfølgelig forandres ligesom alt andet. - Dog… for mændene har variationerne været langt mere beherskede som i herremoden i øvrigt.

Forarbejdningen af dansesko er en langvarig og kompliceret proces, hvis hemmeligheder ligger i mestrenes kyndige hænder: valg af materialer, styrke, fleksibilitet, bekvemmelighed, funktionalitet og æstetik. Uanset om det foregår i det lille værksted eller på den store virksomhed, er danserens krav til det færdige resultat det samme - ønsket om en smuk, holdbar, velsiddende og funktionel sko. Hver model har sin egen karakter - lige fra skindet, hælens form og højde, skoens design, facon og farve, overdel og lukning etc. etc.
Processen begynder med, at overlæderet og foret skæres til, og dernæst sys de to skindstykker sammen. Her sættes også remme, elastikker eller bånd samt evt. pyntekanter på, og overlæderet sættes derefter på en læst. Forstærkningen i skosnuden og den indvendige hælkappe monteres, og bagefter "hviler" skoen på sin læst i mindst 48 timer, for at form og fasthed bliver bedst mulig. Bindsålen fæstnes til overlæderet, og hvis kvaliteten og skoens styrke skal være i top, skal sålen både limes og sys.
Svang-jernet lægges ind på sålen; det stabiliserer skoens bund i svangbuen og er med til at holde hælen på plads - også ved kraftig trinbelastning. Så er hælen klar til at blive sat på med søm i forskellige længder, og bagefter limes dæksålen fast indvendigt. Nu er selve skoen færdig, og sømmene på hælflikken og tåspidsen kan slås i. På flamenco-skomager-slang kaldes de chinches - væggelus - fordi de sidder tæt sammen som små lus i en luserede. Antallet af søm og faconen på "lusereden" er afgørende for skoens lyd - bortset fra at det selvfølgelig er danseren, der frembringer lyden! Tilslut kommer finish i form af lakering af sålens kanter og hælen, hvis den ikke er skindbetrukken. Og vupti! - er de skønneste sko klar til nye udfordringer og dejlige oplevelser på dansegulvet.

Fod på træningen: gode råd om køb og brug af flamenco-sko.
Hvis du ikke vil købe sko her i Danmark, hvor udbuddet er begrænset og dyrt, men heller ikke lige har mulighed for at komme forbi en god flamenco-butik i f.eks. Madrid eller Sevilla, kan du sende en tegning af dine fødder til din foretrukne forretning og på den måde sikre dig, at du får den rigtige størrelse og læst-bredde, så dine fødder føler sig godt tilpas og kan arbejde optimalt.
Det er en myte, at dansesko skal købes et nummer for små og gås til. Sko må ALDRIG være for små, men skal selvfølgelig passe foden fra dag ét, så den ikke tager skade - især når du arbejder hårdt med mere belastende trinteknikker. Fødderne er dit egentlige instrument, så tag godt vare på dem!
Træner du meget, gøres det bedst muligt ved at pleje fødderne med regelmæssige fodbade og indsmøring med en god fodcreme. Massér gerne fødderne, og tag et par lune, bløde sokker på, mens cremen trænger ind og plejer huden. - Neglene skal klippes tilpas korte. De beskytter tæerne; men de må hverken være så lange, at de støder på skoen eller være så korte, at tæerne bliver sårbare og ømfindtlige. Har du problemer, kan du evt. klippe en lille stykke ud af en skumgummi-vaskeklud og lægge ud i skosnuden, så den tager den værste irritation, indtil neglene/tæerne er i orden igen. Brug ikke vat - det bliver bare klemt fladt og mister dermed sin aflastende / beskyttende effekt.
Husk: Nærer du en forkærlighed for flamenco-sko med ekstra høje hæle, så brug dem kun lejlighedsvis, for presset på forfoden belaster voldsomt og kan give dig smertelige skader ved for hyppig eller langvarig brug.
Følger du disse råd, slipper du for ømme eller misfarvede tæer og negle efter træning. Men ikke kun fødderne kræver omsorg og pleje: For at skoene kan holde længe og forblive pæne, kræver det selvfølgelig også, at de får den rette pleje og vedligeholdelse. Så har man fornøjelse af sit "værktøj" rigtig længe.