Af Susanne Sara Nyegaard og Kirsten Kincaid

"Con el garrotín, con el garrotán, que de la vera, vera, vera de San Juan".
De fleste, der har stiftet blot perifert bekendtskab med garrotín, kan nynne med på den muntre lille ørehænger af et omkvæd. Genren er blevet beskrevet som et "flamenco-divertissement", og det er egentlig ret rammende. Det er en livlig og charmerende ting i A-, C- eller G-dur i 4/4 rytme - det vil sige tangos-compás, men stemningsmæssigt lettere. Garrotín er festlig, humørfyldt, iørefaldende og dansevenlig, så ørehænger-kvaliteterne til trods, eller netop derfor, er der ingen - bortset fra svigermor - der har grund til at hænge med ørerne.
Men det kommer vi til. Først lidt om genren som sådan:

Garrotín hører til de "flamenkiserede" stilarter, altså stilarter der har rødder i folke-musikken og er blevet assimileret og indarbejdet i flamencoen. Den fremherskende teori er, at den stammer fra Asturien og det nordlige León; men som det ofte er tilfældet i flamenco- sammenhænge, findes der på grund af den sædvanlige kildeknaphed også andre synspunkter blandt de kloge. Således er der nogle, der mener at den har sit udspring i sigøjnermiljøer i Lérida og Tarragona, og andre - med baggrund i dens melodiske ligheder med koloni-stilarterne (los cantes de ida y vuelta), specifikt colombianas - der hælder til den teori, at den kunne stamme fra den anden side af Atlanten, hvorfra den er kommet til Andalusien via havnebyen Cadiz.

Hvoraf så navnet garrotín? Igen: Det er usikkert. Men de, som tror på "den asturiske forbindelse", forklarer betegnelsen med et slægtskab med det asturiske ord garrotiada, der står for en forsamling af mennesker omkring korntærskningen, hvor ordets rod "garrote" i denne forbindelse betyder en plejl eller plejle-stok. Dermed er vi tilbage ved omkvædet, hvor der tærskes ved Skt. Hans: "Con el garrotín, con el garrotán, que de la vera de San Juan".

Som vi kender dansen i dag, blev den udviklet af Francisco Mendoza Ríos "El Faíco", der også - sammen med guitaristen Ramón Montoya - tegner sig som ophavsmand til stilarten farruca. Det skete i starten af 1900-tallet, hvor genren opnåede stor popularitet. Dansen er graciøs, legende og let i sin stemning. Den veksler mellem bløde markeringer, rytmiske figurer og egentlige trinserier og afsluttes som regel i en rumba-feeling, det vil sige i et hurtigere tempo og med et mere pågående "drive" end i tangos.
Garrotín fremføres også i dag oftest i en dansesammenhæng og sjældnere "alante", altså som et rent sang-nummer med guitarakkompagnement. Det forekommer dog, og der findes faktisk en del udgaver på plade - både nye og gamle. Den danses hyppigst af kvinder, og en typisk rekvisit er en "sombrero cordobés" - den typiske fladpuldede, spanske hat. Dansen er glad og yndefuld med hurtige skift og trinstykker afvekslende med bløde eller kokette positioner og markeringer med krop og arme.

Teksterne er - i overensstemmelse med genrens karakter i øvrigt - for størstedelen livlige, letbenede, ligetil og sjældent uden de store dybsindigheder. De kan være poetiske og længselsfulde, men uden den intense smerte og lidelse, der gennemsyrer de mere jondo stilarter. Temaerne er hyppigt hentet fra dagliglivet, og tonen er ofte munter og humoristisk, til tider decideret fræk eller flabet. Refrænet er hentet fra folkemusikken, og gør garrotín let
at genkende:

Ay garrotín, ay garrotán, que de la vera de San Juan

Ay garrotín, ay garrotán, og der bliver fest til Sankt Hans.

Pregúntale a mi sombrero mi sombrero te dirá, las malas noches que paso y el relente que me da.

Du kan jo spørge min hat, og min hat skal fortælle dig, hvor stygge mine nætter er og den kulde, som de gi'r mig.

Borracho m'acosté anoche borracho me levanté. Sera castigo de Dios que siempre borracho esté.

Kanonfuld gik jeg i seng, og stod op igen kanonfuld. Det må være Guds straf, at jeg altid skal være fuld.

Si el rey de España perdiera el medio de la libertad que tu te pierdes conmigo eso a ti que más te da.

Hvis selveste kongen af Spanien måtte gi' sit halve kongerige, så er det vel ikke så farligt hvis du gi'r dig hen til mig, min pige.

Si mi mare fuera mora y yo he nacío en Argel' renegaría a Mahomet solo por venirte a ver

Hvis min mor var en maurerkvinde, og jeg var født i Algier, så ville jeg fornægte selveste Muhammed blot for at få dig at se.

Mi marido es mi marido y no es marido de nadie. Quien quiera a mi marido vaya a la guerra y lo gane!

Min mand er min alene og ingen andens mand. Den, som vil have min mand, må gå i krig for at vinde ham.

Si mi ma're no me casa antes el domingo que viene, le pego fuera a la casa con toíto lo que tiene.

Hvis min mor ikke får mig gift inden nu på søndag, så sætter jeg hende på gaden med alle hendes pakkenelliker.

Si fueras gitana pura y la sangre a tí te hirviera cogerías tu mantoncito y conmigo te vinieras.

Hvis du var en ægte sigøjner-pige og blodet brændte i dine årer, så tog du dit smukke sjal og drog afsted med mig.

Que te quieres tú poner? que te quieres apostar? Apuéstate lo que tu quieras, que yo no m'apuesto ná'.

Hvad vil du gøre? Hvad vil du stille op? Du kan gøre, hvad du vil, jeg har ikke tænkt mig at gøre noget.

Her er altså ingen død og ulykke, ingen "blodsmag i munden", ingen der hænger med ørerne.
Det skulle da lige være svigermor. - Og med god grund, for af en eller anden årsag findes der en række mere eller mindre perfide "svigermor-vers" - i stil med den klassiske "Jamen svigermor, hvorfår stå du derude i regnen? - Gå dog hjem!" - bare værre. Hvis "mor er den bedste i verden", en engel, en helgen, den eneste, der er til at stole på - som hun traditionelt er det i flamencoens univers - så er svigermor den absolutte modsætning. Fænomenet er ikke ukendt indenfor andre stilarter; men her får den stakkels "svigermekanik" virkelig kærligheden at føle:

Cuando mi suegra se muera que la entierren boca abajo, por si se quiere salir que se meta más pa' bajo.

Når min svigermor dør, så begrav hende med ansigtet nedad. For hvis hun så vil op, graver hun sig bare længere ned.

Un barquito se va a pique y adentro va mi suegra. Por eso los calamares tienen la sangre tan negra .

En båd går ned på søen med min svigermor som passager. Det er derfor, blæksprutternes blod er så kulsort som det er.

Desde que fue a la moda de echar las suegras al mar, la mía como es tan tuna está aprendiendo a nadar.

Efter det blev mode at smide svigermor ud til torsk og strømning er min - den træske kælling, begyndt at gå til svømning.