Flamenco Vivo
Af Susanne Sara Nyegaard
| Se rompen las copas De la madrugada. Empieza el llanto De la guitarra. Morgengryets vinglas (Federico García Lorca) |
Tiene duende la guitarra Que a mí a llanto me suena Cada nota me desgarra El alma como una pena. Magi og ånd har guitaren (Tango-milonga) |
El hueco de una guitarra For mig er guitarens lydhul (Folkelig tekst) |
|
Den traditionelle flamenco-guitar |
En guitar er et strengeinstrument og er formodentlig et af verdens mest udbredte instrumenter, ikke kun til fremstilling af musik, men også til ganske almindelig hygge og underholdning. I flamenco'en har den gennem de seneste 60-65 år gennemgået en rivende udvikling fra primært at være et akkompagnements-instrument for sang og dans til at have fået sin egen musik og en fremtrædende position som koncertinstrument både Uanset typen stammer alle vor tids guitarer fra oldtidens strenge- instrumenter. De første var umådeligt simple konstruktioner, som fra første færd bestod af en jagt-bue, hvor man med fingrene eller en pind kunne frembringe forskellige lyde, afhængigt af hvor på buestrengen man slog, eller ved at klemme strengen mod buen og derved forkorte strengen og ændre svingninger og toner - de første enkle greb. Forbløffende! Op igennem historien har fantasifulde folk forstærket strengens lyd med resonanskasser af forskellig art - de første sandsynligvis udhulede kalabasser eller andre græskaragtige frugter. Der var dog lang vej til vor tids "videnskabelige" konstruktioner og de forfinede og komplicerede spilleteknikker. - I dag finder vi stadig primitive strengeinstrumenter som den afrikanske kissar, lavet af skildpaddeskjold og med strengene spændt op i et harpelignende stativ - eller den brasilianske berimbau, den enkleste af dem alle bestående af en bue med påmonteret kalabas. |
De første guitarlignende instrumenter stammer fra Mellemøsten - sandsynligvis som efterkommere af kitahra'en, en art græsk sitar, oprindeligt bestående af det omtalte skildpaddeskjold med to "arme" og en tværligger. Det 6. og 7. århundrede blev rent musikalsk kendetegnet af strengeinstrumenternes indtog i Europa og dermed også på Den Iberiske Halvø. Fra Asien kom en ny og mere avanceret version med de fremtrængende hære til en anden af vor civilisations vugger, nemlig Egypten. Her udviklede den sig over nogle århundreder fra at være et simpelt énstrenget instrument til at få længere hals, flere strenge og stemmeskruer til at regulere og kontrollere strengenes lyde og indbyrdes klange. Laúd'en var født. Spanien blev allerede i 711 invaderet af arabere, som slog sig ned dér og skabte et mægtigt muslimsk rige, der først gik endegyldigt til grunde med det "katolske kongepar" dronning Isabella og kong Fernandos knusende sejr over Granada i 1492. Men det er en helt anden historie... Et guitar-lignende instrument er allerede afbildet i den store kirke i Santiago de Compostela omkr. år 1190. Den har altså tidligt fundet udbredelse og nærmede sig i løbet af 1300-tallet næsten den form, vi kender i dag. I 1200-tallets Frankrig omtales instrumentet som "guiterne mauresque", hvor navnet refererer både til den mauriske og den spanske oprindelse. I England kaldtes instrumentet "gittern" eller "vihuela española". Laúd genkender vi i ordene lut og luthier (strenge- instrument). I begyndelsen af 1500-tallet forarbejdedes guitaren form, og antallet af strenge kom op på fem. De tidligere instrumenter var båndløse; men de nye udgaver var forsynet med bånd på gribebrættet, så musikerne lettere kunne "navigere" teknisk i forhold til klangbilleder og nodesætning - hvis man var så avanceret. Klangkassen var mindre, men havde reelt den form vi kender fra vore dages guitar - nærmest ottetalsformet med flad bund og fladt dæk. Allerede fra denne tid blev guitaren betragtet som et spansk nationalinstrument. Dens udvikling er også i høj grad foregået Sydeuropa: Italien, Portugal og især i Spanien, såvel hvad angår den klassiske som flamenco-guitaren. Det klassiske guiterrepertoire omfatter således adskillige spanske komponister, som stadig kendes og spilles i dag. Guitaren blev hurtigt populær og udviklede sig til to forskellige typer: "chitarra puntuado" til solo- og fingerspil, og "chitarra battente" til akkordspil. Der blev skrevet og udgivet meget musik for disse instrumenter både for amatører og professionelle, tit bygget over folkelige og kendte dansemelodier. En stor del af spilleteknikken og rytmerne genfinder vi videreudviklet i senere tiders flamenco-guitarspil. Sigøjnerne kom til Spanien hen over 1400-tallet, hvor de i begyndelsen blev vel modtaget ved hoffet og på godserne. De præsenterede sig som adelige egyptere på flugt fra grum forfølgelse og fik ofte gode kår hos deres beskyttere, bl.a. som følge af deres dygtighed inden for smedehåndværk, smykkekunst, kurvefletning, omgang med heste og ikke mindst deres talenter som musikere og magikere. Det sidste gav dem status som "anderledes" og underholdende indslag ved fester hos deres velyndere, og de fik som andre farende musikanter guitarer, som det var nemt at medbringe på deres rejser. En af de første navngivne sigøjner-guitarister El Planeta (slutningen af 1700-tallet-midten af 1800-tallet) afbildes med en guitar i hånden; men det har sandsynligvis ikke været udbredt blandt det gamle nomadefolk. Flamencoens tre vigtigste bestanddele er sangen, musikken og dansen. Flamenco blev oprindeligt kun sunget - om end der hersker diskussion om det blandt flamencologerne - evt. ledsaget af håndklap og andre rymiske markeringer. Forskellige guitarbyggere har forbedret og forstærket guitarens klang, men først i 2. halvdel af 1800-tallet i Sevilla skete der en egentlig revolution i instrumentets udvikling. I samarbejde med fremtrædende guitarister konstruerede guitarbyggeren Torres en helt ny guitartype - større og mere klangfuld, og det er denne guitartype, der er det konkrete udviklingstrin eller afsæt for vore dages instrumenter. Guitarens anatomi Antallet af guitarens strenge, deres tykkelse, materialer etc. kan variere meget. En moderne guitar har 6 strenge, men der findes både 8- og 12-strengede guitarer. Guitarer har som regel 21, 22 eller 24 bånd, der alle er adskilt af metaltråde, nedfældet i gribebrættet. I overensstemmelse med den musikalske skalas stadige fordoblinger af svingningstallene er båndene anbragt som i en logaritmisk skala. Ned over gribebrættet bliver båndbredden således mindre og mindre, og tonen bestemmes ud fra, hvilken streng og hvilket bånd, man har placeret fingeren på - og selvfølgelig med udgangspunkt i, hvordan strengen er stemt. Tidligere var strengene fremstillet af dyretarme, nu er de typisk fremstillet af nylon. På flamenco-guitarer benyttes ikke metalstrenge. På indersiden af guitaren finder vi beribningen, d.v.s. de trælister (ribber) der ligger i forskellige mønstre for at afstive og stabilisere klangkassen, og som desuden "fordeler" lyden inde i selve resonanskassen. De forskellige guitarbyggere har gennem tiderne haft hver deres personlige måde at placere ribberne på m.h.p. at optimere instrumentets klang og stabilitet. Langs siderne mod bunden og dækket sidder en række små trekantede træklodser, der har den samme stabiliserende og forstærkende effekt som ribberne og som fæstner dæk, sider og bund på hinanden. For fabriksguitarer er der normalt en rimelig sammenhæng mellem pris og kvalitet. Det samme er ikke umiddelbart tilfældet for de håndbyggede guitarers vedkommende. For mange guitarister går der nemt lidt "religion" og kult i bestemte guitarer fra bestemte guitarbyggere, mens andre sværger til helt andre navne og mærker. Men eftersom træet, dets lagring og forarbejdning er fundamentale og væsentlige forudsætninger for det gode resultat, skal man ofte som guitarkøber væbne sig med tålmodighed og mange penge, før man får "den skønne" med hjem og kan kærtegne hendes runde former og få fantastisk musik ud af det. I Spanien har man kunnet se guitarer på museer forskellige steder; men der skulle gå mere end 700 år, fra man første gang hørte om den spanske guitar, til landet selv fik et museum specielt tilegnet dette instrument,. At det overhovedet er blevet realiseret, skyldes især mange års ihærdigt arbejde og pres på byen Sigüenzas kommunalbestyrelse fra den spanske guitarbygger og musikhistoriker José Luis Romanillo (f. 1932), som i alle sine taler og foredrag har indføjet: "Og i øvrigt mener jeg, at der her i Spanien - guitarens fædeland - bør være et museum udelukkende med spanske guitarer" - og begrundet sin holdning. * Guitar-udtryk - en stribe guitar-ord af større eller mindre vigtighed: Si se muere la guitarra Hvis guitaren dør
Vor europæiske kulturkreds har sine rødder i oldtidens arabiske/mellemøstlige lande, hvorfra videnskabelige, teknologiske og kulturelle strømninger kom via Grækenland, Romerriget og arabiske erobreres fremtrængen videre vestpå til resten af Europa. Det er allerede her, vi skal finde oprindelsen til vor tids guitarer.
Den ældste gengivelse af et guitar-agtigt instrument stammer fra en terrakotta-platte fra ca. 2500 f.Kr. fundet mellem Eufrat og Tigris i datidens Mesopotamien. Den forestiller musicerende hyrder med deres dyr. - Også fra det syriske oldtidsfolk hittiterne findes arkæologiske fund med motiver af musikere og instrumenter, der kan være forløbere for guitaren. Fra ca. 1500 f.Kr. stammer figurer, fundet i Sendschirli det nordlige Syrien, som på dette tidspunkt var kongeby.
Det næste udviklingstrin er et korthalset instrument, der er ophav til senere tiders lutter. Her findes de tidligste vidnesbyrd og billeder fra Uzbekistan i Centralasien ca. år 100. e.Kr. På den tid udvikledes forskellige typer af lutten, og lutter afbildes flere steder omkring dette tidspunkt og frem til år 400. Først hen omkring det 11. århundrede finder vi afbildninger af buede guitar-agtige strengeinstrumenter fra den byzantinske kulturkreds, og fra det tidspunkt må vore dages guitar siges at have fundet sin grundform, som det ses på forskellige billeder fra middelalderen og fremefter.
Også betegnelsen guitar stammer fra navnet på den oldgræske kithara, som har udviklet sig til cithara, sitar, guittern, chitarrone og guitar - alle med rod i det oldpersiske ord "tar", streng.
Fra den tid kastede instrumentmagerne sig over træet som materiale p.gr.a. dets kvaliteter og muligheder for forarbejdning - som modsætning til det stive skildpaddeskjold. Dermed blev der udviklet forskellige faconer på resonanskasser, ligesom der blev eksperimeteret med antallet af strenge og længen af instrumenternes hals. Vi nærmer os nu et genkendeligt instrument, og det var denne type araberne overtog fra oldtidens egyptere og som de selv videreudviklede og bragte med sig ud i verden.
I år 822 kom den arabiske lærde, digter og musiker Ziryab (789-857) til Al Andalús og var her tilknyttet emir Abderrahman II's hof i Córdoba - dén Ziryab som Paco de Lucía har opkaldt en plade efter.Han introducerede den islamiske al úd, der i sin urform kun havde fire strenge; men Ziryab eksperimenterede med instrumentet og tilføjede laúd'en en femte streng.
I de følgende århundreder vandt laúd'en indpas i de europæiske musikkulturer i forskellige former og variationer, nu kendt som "citarer" - meget tæt på ordet guitar. Cítaras var navnet på flere slags strengeinstrumenter beregnet på "fingerspil", som også havde trapezformede forfædre stammende fra Mellemøsten og som blev spillet med små hammere.
I cantiga-samlingerne (samlinger af kristelige lovsange) forekommer en type, der blev spillet med to fingre; desuden findes crotas, som er trekantede citarer med 17 strenge, som både kunne spilles med plectrum og med fingrene.
Det første egentlige guitar-lignende instrument er den spanske vihuela fra 1500-tallet. Vihuela (viola de mano) er et håndspillet strengeinstrument - altså ikke spillet med bue - af viola-familien, der senere udvikledes til violinen. Det var naturligvis primært adelen, kunstnerne og det velstående borgerskab, der kunne dyrke musikudøvelse på de fornemme instrumenter; men på samme tid fandtes en firestrenget guitar, som ikke havde den samme finhed og som derfor blev brugt i mere folkelige sammenhænge.
Vore dages 6. streng blev tilføjet langt senere af Vicente Espinel (1550-1624). Disse 6 strenge er stemt i kvarter med en terts i midten (E-A-D-G-H-E). Med den 6. streng var guitaren blevet dét instrument, vi i dag anser for noget indlysende og entydigt, med som altså var århundreder undervejs m.h.t. form og funktion.
På trods af århundreders skiftevis forfølgelse, forsøg på udryddelse, mistænkeliggørelse, fornedrelse, landsforvisning, begrænsning i levevilkår og traditioner og absurd hårde straffe for overtrædelse af de strenge sigøjnerlove slog mange sigøjnere sig ned i det multikulturelle og -religiøse Andalusien, hvor vi stadig finder de fleste af Spaniens sigøjnere.Men det er også en anden historie...
Guitaren blev populær og udbredt med trubadur-traditionen i løbet af 1600-tallet. Efter en "bølgedal" blev den igen almindelig, men blev først en egentlig del af flamencoen sidst i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, hvor den kom til som akkompagnement. At det netop var guitaren, der skulle blive flamencoens instrument er der flere grunde til: Instrumentet skulle være lille og let at transportere, og det måtte ikke være for kostbart eller vanskeligt at spille på, eftersom det i flamencoens regi blev spillet af rejsende og simple folk.
Almindelig blev guitaren først i café cantante perioden ca.1860-1910. Der blev eksperimenteret med både spilleteknik og guitarbygning for at forbedre klangen, og man begynder at bruge neglene til anslag, en teknik der hurtigt bredte sig og nu er kendetegnende for flamencoen.
Andre spanske guitarbyggere har siden Torres' tid arbejdet videre på hans model, og der eksperimenteres og udvikles stadig på livet løs hos de mange instrumentmagere. I løbet af det 20. århundrede har guitaren og dens udøvere gennemgået en såvel teknisk som kunstnerisk udvikling, der har gjort guitarspillet til en selvstændig kunstform og bragt guitarmusikken langt videre end blot at fungere som akkompagnement til sang og dans. I den moderne flamenco er guitaren accepteret som koncertinstrument og indgået i fusioner både med andre instrumenter som f.eks. el-bas, fløjte, violin og forskelligt percussion og med andre musikformer: rock, jazz, pop, klassisk, arabisk og salsa.
Flamenco-guitaren er en afledning af den klassiske guitar, og med vore dages spilleteknikker afspejler den hele den iberiske halvøs sammensætning - den arabiske og den europæiske identitet: Kombinationen af det forfinede melodispil med falsetas og det mere seje, rytmiske spil.
Umiddelbart ligner flamenco-guitaren den klassiske guitar; men der er alligevel forskelle. P.gr.a. materialerne vejer en flamenco-guitar mindre og er desuden fladere end en klassisk guitar. Flamenco-guitaren vejer som regel mellem 1,1 og 1,5 kilo, men der er dog ingen direkte sammenhæng mellem vægt og lyd.
Bund og sider er typisk lavet af lyse træsorter som cypres eller ahorn, som er den bedste sort, hvis man tager udgangspunkt i lydkvaliteten. Gribebrættet er typisk af ceder, dækket af fyr eller gran - evt. ceder, broen af rosentræ og båndene af ibenholt. Bag på halsen sidder hælen, en fint forarbejdet træklods som stabiliserer og forstærker halsens fæstning til kroppen. Broen er lavere end på den klassiske guitar, og således ligger også strengene tættere på båndene. Det betyder, at strengene er nemmere at trykke ned, og guitaren er hurtigere at aktivere.
På dækket er der et slag-bræt, som beskytter træet ved golpe-teknik, og midt på kroppen - cirka ved taljens indsnævring - finder vi lydhullet, traditionelt omkranset af smukke indlægs- eller mosaikmønstre.
På guitarens hoved sidder skruekassen med stemmeskruerne.Tidligere var træ-stemmeskruer almindelige; men nu bruges mekaniske metal-stemmeskruer med gevind og udveksling.
Som koncertinstrument ses den såkaldte sorte guitar, som er en blanding af flamenco-guitarens opbygning og den klassiske guitars materiale, rosentræet. En flamenco-guitar kaldes da også "hvid guitar" p.gr.a. den traditionelle brug af lyse træsorter til sider og bund.
Midt i klangkassen sidder lydhullet, der traditionelt omkranses af rosetten, en dekoration der i reglen består af træmosaikker eller andre typer indlæg i smukke farver og mønstre.
Modsat andre genrer anslås flamenco-guitaren ikke med et plektrum, men med neglene. Derfor er neglene på flamenco-guitaristernes højre hånd altid lange og forstærkes ofte med plast-coating, lim eller neglelak og måske yderligere med fibre fra papir eller vat, så de kan modstå presset fra anslagene og trækket op over strengene.
En anden væsentlig forskel i måden at spille på er brugen af capodaster, en "barré-klemme" til guitarens hals. Capo'en består af et stykke træ, ben eller metal, som fæstnes om gribebrættet v.hj.a. en bøjle, en rem eller en streng. Den sættes på tværs af strengene, "afkorter" dem og forhøjer dermed tonen.
I flamenco benyttes traditionelt ret få positioner. Med capo'en kan udgangs-positionen (tonelejet) let hæves og dermed tilpasses sangerens stemmeleje, og guitaristen kan på denne måde bruge de samme positioner forskellige steder på gribebrættet og derved udnytte det meste af dets længde. Det giver et udvidet antal muligheder i spillet, uden at musikken mister de oprindelige karakteristika.
Capo'en bruges normalt kun ved sangledsagelse, idet der hverken til sologuitar eller danseakkompagnement er tilsvarende behov for at tilpasse tonelejet. Spil på åbne strenge giver andre muligheder for smukke, fyldige klange og harmonier.
Stemning: Guitaren stemmes normalt i tonerne
E, A, D, G, H, E fra henholdsvis den højeste/nederste streng og opefter til den til den dybeste. I praksis tager man udgangspunkt i A-strengen som stemmes efter en stemmegaffel eller fløjte. De øvrige strenge stemmes ud fra denne ved at sammenligne først E-strengen med en finger i 5. bånd o.s.v.
En anden, mere præcis metode, er flageolet-stemning, der har den fordel at begge strenge kan klinge imens der justeres. Flageoletter på E-strengen, 5. bånd og A-strengen 7. bånd skal f.eks. give samme tone.
For begynderen findes også elektroniske tunere, der direkte giver de seks toner og endda visuelt kan indikere, om en streng skal stemmes op eller ned. Man kan oftest indstille tunere til at stemme efter frekvens, hvoraf 440 Hz svarer til kammertonen A.
Brugen af capo er ret ny og stammer fra midten af det 19. århundrede. Inden den blev indført som hjælpeteknik, havde guitaren i princippet kun to toner at tilbyde sangeren: E og A - "por arriba" og "por en medio" i flamenco-terminologien.
Guitarbygning er et kunsthåndværk, som bygger på århundreders håndværkererfaring, og man får som bekendt ikke smør for margarines pris! Vil man købe et kvalitetsinstrument, må man regne med at skulle give fra 10-15.000 kr. og opefter, og instrumentet skal naturligvis udvælges og hentes i Spanien, hvor de største mestre findes - Ramírez, Reyes, Rodríguez, Conde-Hermanos Esteso og mange andre. - Og håndværk koster! Men så kan man også ved flittig træning spille sig ind i alles hjerter, uanset om guitaren græder med de sorte toner eller ler med de glade klange.
Den 31. oktober 2009 åbnede så endelig det smukke, lille museum Centro de la Vihuela de Mano y la Guitarra Española "José Luis Romanillos" i byen Sigüenza i Guadalajara-provinsen, opkaldt efter sin idémand. Først i sidste øjeblik før åbningen blev det afsløret, at museet ville bære navnet på ideens bagman, som ikke engang selv vidste det. Ud over, at han har stillet sin egen store samling af fine guitarer til rådighed for musee, er det også lykkedes for museet et erhverve og rekonstruere den berømte guitarbygger Santos Hernández' (1873-1943) værksted med arbejdsbænke, forme, skabeloner og værktøj samt originale vægdekorationer og fotografier.
Ved åbningen af guitarmuseet var der fyldt med besøgende - både guitarbyggere, guitarister og mediefolk.- Museets tidligste guitar er fra cirka år 1700 og tilskrives Llinás fra Mallorca, mens den nyeste er bygget af I. M. Casanovas, ligeledes fra Mallorca. Ved åbningen spillede guitaristen Carles Trepat værker af Francisco Tárrega, Isaac Albéniz og Claude Debussy. Hans pillede på guitrarer bygget henholdvis af Santos Hernández i 1930 og en Romanillos-guitar af nyere dato.
Abetao: gran; træsort der i forskellige typer bruges til guitarens dæk, almindeligvis rødgran
Alpaca: alpaka, en særlig type metal brugt til stemmeskruerne
Aptación: guitarens samlede tilpasning, afhængigt af dens brug og karakter som f.eks. klassisk eller flamenco guitar
Arce: ahorn, løn; træsort brugt til guitarens sider og bund
Aros: guitarens sider, oftest lavet af cypres eller ahorn; kaldes også costados, flancos eller rebordes
Artesano: kunsthåndværk; her om håndbyggede guitarer
Barraje: beribning
Bastidor: ramme; f.eks. den ramme rosette-dekorationen er lagt ind i
Boca: lydhullet
Bombeada: svungen; om guitarens facon
Bordones: de dybeste strenge, D, A og E
Cabeza: guitarhovedet
Cabeza ahuecada: gennembrudt guitarhoved
Caja: guitarens krop - sjældnere kaldet bout
Caja de resonancia: klangkasse
Calce: skinne; indlæg i guitarens hals
Cañon: kanon; slang for en super-guitar
Caoba: hård træsort, ofte brugt til bunden
Ceja: strengeholder
Cejilla: capodaster, barré-klemme
Cejilla de pinza: capodaster med metalbøjle
Cejilla de correas: capodaster med en tråd der går omkring gribebrættet
Cejilla de puente: strengeholderen på guitarens bro
Caracolillo: art mahogi, bruges til bunden
Catalpa: træsort der anvendes til halsen
Cedro: ceder, bruges til gribebrættet
Clavijas: skruekasse, guitarens stemmeskruer; gammeldags type af træ hvor strengen vikles direkte op på den drejelige stemmeskrue og regulerer strengens spænding / tone; består af træpløkke ført gennem det massive hoved
Clavijero: guitarens mekanik; den moderne type stemmesystem, der i et samlet metalbeslag er skruet fast på ydersiden af guitarens hoved og benytter et udvekslingssystem med gevind.
Coral: koraltræ, cubansk træsort der bruges til flamenco-guitarer
Costilla: ribbe i guitarens klangkasse
Cuerda: streng
Cuerda entorchada: omspunden streng
Cuerdas planos: diskantstreng
Culata: egtl. rumpe; underklods i guitarens klangkasse hvorpå de to sidestykker limes fast
Diapasón: gribebrættet; kaldes også trastiera
Ebano: ibenholt; bruges ofte til gribebrættet
Escuadra: vinkelbeslag; små trekantede træklodser på guitarens inderside der fungerer som afstivning / støtte mellem guitarens sider og hhv. bund og dæk; kaldes også zoquetillo
Espacio: mellemrum mellem båndene på gribebrættet
Estuche de guitarra: guitarkasse
Filetería: belistning; pynteliste rundt langs guitarens dæk
Fondo: guitarens bund / bagside, hvis funktion er at opfange lydbølgerne og deres volumen og sende dem ud gennem lydhullet i guitarens dæk; oftest lavet af cypres,palisander, jacaranda eller året mahogni; kaldes også suelo
Forro de cabeza: beklædning eller laminering med træ af guitarens hoved
Golpeador: slagbræt på guitaren, i vore dage oftest af plast; beskytter dækket mod ridser og revner ved golpe-teknik
Guitarrero: guitarbygger
Hecho de mano: håndbygget
Hierramenta: guitarens forskellige metaldele, bl.a. bånd og stemmeskruer
Hombro: skulderen, den øverste brede del af guitarens krop
Hueso: sadlen, den strengeholder der sidder som overgang mellem guitarens hoved og gribebrættet; oftest af elfenben eller plast; kaldes også cejuela, cejilla del mástil eller hueso superior
Hueso del puente: broens indlæg
Incrustación: indlagt forsiring som dekoration på guitaren; kaldes også marquetería eller mosaíco
Jacaranda: jacaranda-træ; træsort der ofte bruges til guitarens bund
Luthier: instrumentmager med speciale i strengeinstrumenter; underforstået: guitarbygger
Madera: træ, guitarens byggemateriale
Madera contrachapeada: finér
Madera macizo: massivt træ
Maleabilidad: fleksibilitet, bøjelighed; om en egenskab ved træet til guitarbygning
Marfíl: elfenben; bruges bl.a. til guitarens bro og sadel
Mástil: guitarens hals; a.h.t. både vægt og stabilitet laves halsen af en meget hård træsort, oftest cedertræ; kaldes også mango
Molde: form, her konkret om forme til guitarbygning
Montaje interior: opribning; den indvendige montering af guitarens ribber
Mosáico: mosaik den fint forarbejdede træmosaik i rosetten som omkranser guitarens lydhul
Nácar: perlemor; bruges ofte som indlæg på guitarens gribebræt og til stemmeskruernes drejeknapper
Nogal: valnøddetræ; ofte brugt til guitarens gribebræt, sjældnere til dækket
Orden: rækkefølge, system; betegnelse for guitarens strenge
Ornamentación: ornamentering, udsmykning af guitaren
Pala: plade, blad; den udskårne plade til guitarhovedet; bruges også sjældnere om den lille drejelige knap på stemmeskruen
Palo de rosa: rødlig amerikansk trætype, der ofte bruges til beklædning af guitarens hoved
Palo santo: palisander / brasiliansk rosentræ; almindelig brugt til guitarens sider og bund
Pino: fyrretræ; forskellige typer fyr bruges til guitarens dæk
Pluma: egtl. fjer; indlagt mosaikdekoration f.eks. på guitarens hoved
Prima: guitarens 1. streng, E-strengen
Puente: egtl. bro, stolen på guitaren; det træstykke som sidder på den nederste trediedel af guitarens klangkasse; gennem stolens små huller eller rundt om selve strengeholderen trækkes strengene og fastgøres med en knude; ofte fremstillet af palisander
Pulido: blankpolering af guitaren
Refuerzo: forstærkning, f.eks. i klangkassen under guitarens hals eller af lydhullet
Roce: gnidning, berøring; her konkret om strengenes gnidning mod gribebrættet
Roseta: rosette; ornamentering rundt om guitarens lydhul
Sicomoro: morbærfigentræ; bruges f.eks. til guitarens bund og sider
Sonanta: andalusisk udtryk for guitar, især flamenco-guitaren
Talle: guitarens talje, d.v.s. den smalle del midt på guitarens krop
Talón: guitarens hæl; fremspringet som støtter halsen ved overgangen til selve guitarkroppen; kaldes også quilla, zoque eller tacón
Tapa armónica: guitarens dæk; omtales normalt blot som tapa
Tensión: spænding, f.eks. af en guitarstreng
Tira: bånd / ribbe i guitarens klangkasse
Tiro: egtl. afstand, forskydning; betegnelse for båndene på guitarens gribebræt, forstået som intervallet mellem metalbåndene - ikke selve metalbåndene
Tocabilidad: guitarstrengenes svingninger og "spilbarhed"
Traste: bånd på guitarens gribebræt. Ofte laavet af alpakametal
Triples: guitarens tre tynde, lyse strenge. 1., 2. og 3. streng med tonerne E, H og G
Vareta: ribber / stivere under dækket af guitarens klangkasse; kaldes også varilla
Varetaje: beribning; stabiliserende og forstærkende støtteribber på guitarens inderside
Voluta: volut, snirkeludskæring, f.eks. afslutningen på guitarens hoved
Zipo: afrikansk træsort, tidligere ofte anvendt til guitarens bund og sider; nu anset for 2. klasses materiale.
Enterradla en el río
Para que la toque el agua
Da begrav den i floden
Så vandet kan spille på den
Anvendt litteratur bl.a.:
Jørgen Laurvig: Flamenco - når engle og dæmoner elsker. - København, 1988
Kenneth Brögger: Det første spanske guitarmuseum. - I: Musikeren, 2010 nr. 4
Rogelio Reguera: Historia y técnica de la guitarra flamenca. - Madrid, 1990
José Blas Vega & Manuel Rios Ruiz: Diccionario enciclopédico ilustrado del flamenco, bd. 1-2. - Madrid, 1988
Manuel Rodríguez: Arte y Oficio de hacer guitarras. - Madrid, 2002
Jeronimo Pena Fernández: El arte de un guitarrero español. - Jaen, 1993
Norberto Torres Cortés: Historia de la guitarra flamenca. - Madrid, 2005
Guitarinfo http://www.guitarinfo.dk
Guitarsite http://www.guitarsite.com
Flemming Weisdorff / Flamenco Aqui: http://www.flamenco-aqui.dk