Kastagnetterne består af følgende dele: Hoja: Bladet - den ene halvdel af kastagnettens to træstykker Corazón: Hjertet - den indre hulning Concha: Skallen - den nederste runde del af bladet Orejas: Ører - den øverste forhøjning med de to huller til snoren Puente: Broen - den smalle forbindelse mellem ørerne Punto: "Spidsen" - stedet hvor de to kastagnetblade rammer hinanden i bunden af skallen. Vigtig a.h.t. lydkvaliteten Labio: Læben - stykket mellem hjertet og skallens kant Cordón: Snoren som holder kastagnettens to blade sammen, og som fæstnes omkring tommelfingeren (ikke vist)

Skitse med angivelse af navne på de forskellige dele af kastagnetten

I Spanien stammer kastagnetterne fra den spanske folkemusik og -dansetradition, især stilarterne fandangos, sevillanas og forskellige lokale typer seguidillas, og de brugtes oprindeligt ikke i flamencoen.
På de mange etablissementer, der skød op i "café cantante perioden", blev der imidlertid både spillet, sunget og danset stilarter fra folkemusikken og fra den spirende flamenco-genre. Kastagnetterne er derfor kommet ind i flamencoen i forbindelse med enkelte danseres personlige danseudførelser og den mere sceneprægede flamenco i slutningen af 1800-tallet.
I forbindelse med den øgede turisme i 1950'erne og 60'erne opstod et stigende behov for underholdning. På de mange "tabláos" - restauranter eller natklubber med flamenco-optræden - fik kastagnetterne igen en renaissance, dels fordi de er noget typisk spansk, og dels fordi den ekvilibristiske teknik og det særlige spil imponerede tilskuerne.
Som rytmeinstrument bruges kastagnetterne til at betone musikkens puls, især i forbindelse med dans. Kastagnetterne er et virtuost og livligt akkompagnement, som understreger den lethed og klang, danseren lægger i dansens udtryk.

Et sæt kastagnetter er forskellige, idet den højre (la hembra: "hunnen") er lys i klangen og spiller "melodien", mens den venstre (el macho: "hannen") har en dybere klang og almindeligvis fungerer som grundpuls eller "bas-anslag".

Fra instrumentmagerens værksted

De spanske kastagnetter har udviklet sig gennem tiden og er således blevet tilpasset danserens eller musikerens individuelle ønsker og behov, ligesom der er stor variation fra de lokale, håndlavede og -dekorerede instrumenter til vore dages industrielt fremstillede typer. Instrumentmagerne har eksperimenteret med materialerne m.h.p. at opnå bedre klang. Der er fremstillet kastagnetter i metal, ben, fornemme instrumenter i elfenben og træsorter som buksbom, valnød, ibenholt, palisander, rosentræ, eg og bøg ; men kastagnetter er i dag oftest lavet af pæretræ eller granatæbletræ importeret fra Sydamerika eller Afrika. Granatæbletræ har været anvendt siden 1800-tallet og anses stadig som det ypperste materiale. Moderne typer er ofte lavet af kunstfibre, som er mindre sårbare og har en kraftigere lyd. De kan være kvadratiske, aflange, ovale, runde og trekantede; men nutidens typer er nærmest pæreformede. Med den lille fordybning foroven og bindingen på tommelfingeren blev spilleteknikken forbedret væsentligt.

Som ethvert andet ædelt instrument skal kastagnetter behandles godt og varsomt. De skal naturligvis opvarmes og bruges jævnligt, så de derved bibeholder topmålet af deres klang. Desuden skal de opbevares ved en passende temperatur og luftfugtighed, så de bibeholder deres spænd- stighed og dermed bidrager til lydens kvalitet. Man bør derfor altid sørge for en passende beskyttelse f.eks. i form af en foret stofpose, så de skånes mod stød og kulde. Såvel slag som ekstreme temperaturer, udtørring eller fugt kan medføre brud og revner og på den måde ødelægge instrumentet fuldstændigt.

Forskellige typer kastagnetter

Kastagnetternes placering

En række spanske og italienske komponister har skrevet musikstykker, hvori der indgår kastagnetspil eller kompositioner specielt for kastagnetter. Især danseren og koreografen José de Udaeta og danserinden Lucero Tena har været berømte for deres kastagnet-spil, såvel i klassisk sammenhæng som i forbindelse med spansk dans og flamenco.
Mest kendt er formodentlig forførelses-scenen operaen "Carmen" af den franske komponist Georges Bizet.

Verdiales akkompagneret af bl.a. crotalos (metalkastagnetter som slås mod hinanden)

I flamencoens verden er danserinden Antonia Mercé "La Argentinita" kendt som en kunstner, der formåede at forfine kastagnet-spillet. Hun døde i 1938 og nåede at grundlægge den skole og teknik, som stadig anvendes i dag. Også de store danserinder Pilar López og Carmen Amaya benyttede ofte kastagnetter i deres optræden. Med vor tids søgen efter et mere oprindeligt flamenco-udtryk er brugen af kastagnetter efterhånden blevet sjældnere, men ses stadig hyppigt i mere show-prægede sammenhænge og naturligvis inden for folkloren. I Sevillas domkirke har kastagnetterne en særlig historie. Fra 1700-tallet spilles de af de såkaldte "seises" ved særlige kirkelige ceremonier i forbindelse med fejringen af Kristi legemsfest og Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. "Los seises" optræder i litteraturen helt tilbage i 1493 og er betegnelsen på en gruppe drenge, der synger og danser for Gud. Fra 1667 findes dokumenter, som konkret beskriver drengenes dragter og deres danse, der ledsages af kastagnet- spil.

Anvendt litteratur bl.a.:
Flora Albaicín og Alfonso Puig Claramunt: El arte del baile flamenco. - Barcelona (Spanien), 1977
Joaquín Díaz: La castañuela tradicional. - Valladolid (Spanien), 1994