Flamenco Vivo
Sigøjnerne i Spanien - flugt og flamenco
Af Susanne Sara Nyegaard
Zigeunere på rejse - Af Charles Baudelaire
|
Den profetiske stamme med de brændende øjne
Mændene, til fods, deres blanke våben bærer
Når en fårekylling nede i sin sandede gang |
Charles Baudelaire (1821-1867), fransk digter, Digtet er oversat af Peter Poulsen og har |
I flamenco-terminologien siger man ikke, at en stemme er smuk, men derimod at den "sårer", d.v.s. rammer en lige dér hvor det gør allermest ondt. Flamenco'en og sigøjnerens klage er ikke beregnet til at glæde tilhøreren, men derimod at trænge ind i ham eller hende dybt som en knivsæg, der stødes ind i lidenskab og smerte.
Sigøjnerne - hvem, hvorfra, hvornår og hvordan? Hvem er sigøjnerne så? I vores vestlige kulturkreds stammer de første vidnesbyrd om sigøjnerne fra en munk på den græske ø Kreta. Han skrev i 1322 om det fremmede folk: "De bliver sjældent på samme sted i mere end 30 dage, men flytter altid, som om de var en af Gud forbandet slægt, usalige som flygtninge på jorden, fra lejrplads til lejrplads, med deres små, sorte telte". Der er fremsat en lang række teorier om sigøjnerenes herkomst, teorier der rækker fra Bibelens fortælling om Adam og Eva over det egyptiske oldtidsfolk hyksos og til en årtusindgammel historie i flere europæiske lande. Størst sandsynlighed er der for, at sigøjnerne nedstammer fra det nordindiske oldtidsfolk zott. Hvem var zott? Hvad var vardo? Udvandringer - hvorfor og hvornår? Den konkrete anledning til det store opbrud kom med den persiske sejr over Indien. I det 3. århundrede overvandt shah Ardashir det område af Nordindien, der omtrent svarer til vore dages Pakistan. Ardahishir regerede år 224-241 og underlagde området som en persisk koloni. Et resultat heraf var, at folk rejste fra Indien gennem Mellemøsten til Persien for at arbejde og søge bedre levevilkår, på samme måde som man ser det med migranter i vor tid. De følgende udvandringer Zotts videre skæbne Under arabisk herredømme Baggrunden for konflikten Hvem var sinti? Hvem var dom? Andre nomadefolk Under byzantinsk herredømme Krigshandlingerne i 1192 gjorde det vanskeligt for de omrejsende håndværkere at komme fra Indien til Persien. Dertil kom senere invasioner af tyrkere og mongoler; men på trods af de vanskelige forhold er indiske folkeslag helt op til vor tid brudt op og har begivet sig på rejse. I Tadsjikistan findes således en gruppe, der overraskende kalder sig selv paria. De kom via Afghanistan i 1800-tallet, og deres levevis minder i mange henseender om forskellige roma'ers livsstil. Kendskabet til sigøjnernes oprindelse og rejseruter De europæiske roma'ers forfædre er på baggrund af de forskellige beretninger brudt op og har indledt deres rejser mod Persien på flere tidspunkter i perioden 250-650. Den arabiske historiker Hazma af Isfahan skriver i år 940, at den sassanidiske konge af Persien, Bahram Gur, spurgte Shankala, en maharaja i Indien, om han kunne sende ham musikere og sangere til at underholde hans undersåtter, som ifølge ham levede et miserabelt liv uden musik og underholdning. Shankala sendte 12.000 mænd og kvinder - dansere, musikere og sangere fra Indien - til Persien. Alle disse folk modtog land og korn til at dyrke jorden samt arbejdsdyr. Dog spiste de kornet istedet for at så og dyrke jorden og slagtede dyrene og spiste dem . Kongen blev så såret over denne opførsel, at han befalede dem, at de skulle tjene deres løn ved fuldtidsarbejde for kongehuset. Der er gode grunde til at tro, at der fandtes andre folkeslag end zott af indisk oprindelse i det arabiske imperium. Et af dem var dom, et halv-nomadefolk som kom fra Indien via Mellemøsten og ind i Europa med en væsentlig del af deres oprindelige kultur og identitet i behold. Sigøjnerne har gennem tiden fået hæftet mange navne på sig. Selv kalder sigøjnerne sig for "rom" eller "roma", der ganske enkelt betyder menneske. Navnet stammer fra det indiske ord "dom", der med en rullende udtale af d'et bliver til "rom". Enkelte forskere mener, at navnet stammer fra det indiske "rom", der betyder skuespiller eller musiker, hvad der også kan stemme godt overens med deres traditionelle levevej. Sprog Sigøjnerne taler som fællessprog romani / romanés eller dialekter af det oprindelige indiske sprog sanskrit, et sprog af den indoeuropæiske sprogstamme. Den engelske sprogforsker John Sampson var den første, der klassificerede romani dialekter i to hovedgrupper i henhold til udtaleformer af bestemte konsonanter: Formerne i Mellemøsten samt Armenien og Europa. Hvor er sigøjnerne? Det var et farligt liv at være sigøjner, og derfor beskyttede sigøjnerne sig selv ved ikke at omgås tæt med gaje (på spansk payos) - det vil sige "hvide", altså ikke-sigøjnere - og de udnyttede selv den uvidenhed og mystik, der var omkring dem. Der var tidligere strenge straffe for at udlevere hemmeligheder til fremmede, og ofte fortalte de selv fantasifulde historier for at lede både almindelige mennesker og videnskabsfolk på afveje. Både digtere, folkelivsforskere og videnskabsfolk, som forsøgte at lære sigøjnernes liv og traditioner at kende, har derfor haft store vanskeligheder, fordi det viste sig, at mange oplysninger var tvivlsomme eller ligefrem forkerte. Sigøjnernes evne til at tilpasse sig nye omgivelser har hjulpet dem til at overleve, men er også baggrunden for, at mange historiske facts ikke kendes, og at en del af deres skikke er forsvundet med tiden. Dagligliv og arbejde Generelt var sigøjnernes erhverv meget kønsbestemte: Mændene var håndværkere, mens kvinderne solgte de varer, mændende havde fremstillet. Kvinderne sørgede ved deres handel for at skaffe penge og var tillige ofte ansvarlige for at passe på penge og andre af familiens værdier. Det håndværk og den underholdning, sigøjnerne kunne byde på, var som regel bedre end det lokale, og de kunne derfor altid sælge deres varer eller tjene til føden ved forskellige tjenesteydelser - ofte med misundelse og mistænkeliggørelse som følgesvend fra lokalbefolkningen. Med tiden har nogle slået sig ned som bofaste - især i vinterperioderne - og arbejdede som landarbejdere, jordbrugere, håndværkere og med husflid som kurvemageri og væveri. Religion og regler * * * Tidligere var størstedelen af roma-folket nomader, som rejste rundt med telte eller overdækkede vogne, senere i deciderede beboelsesvogne og i vor tid moderne campinvogne. I modsætning til mange andre rejsende var de ikke kvægnomader, men udøvede en lang række forskellige erhverv, håndværk og funktioner. Andre derimod er allerede tidligt blevet bofaste, og siden 2. verdenskrig har de europæiske regeringer forsøgt at få sigøjnerne til at bosætte sig permanent og integrere sig i det omgivende samfund. Sigøjnernes ankomst til Vesteuropa Sigøjnerne i Spanien Spanien, Frankrig og Portugal er de lande i Vesteuropa, hvor der har været flest sigøjnere. I 1568 forsøgte pave Pius V at fordrive alle sigøjnerne fra Den Romersk-Katolske Kirkes besiddelser, og tilsvarende udvisningsordrer var sat i værk i en række lande med det resultat, at flugt og rejseaktiviteter iøvrigt blev intensiveret. Med udvidelsen af søherredømmet og oprettelsen af oversøiske kolonier mente flere kolonilande, at de her havde fundet den endelige løsning på sigøjnerproblemerne: Deportation til de fjerntliggende nye verdener. Forholdene andre steder i Europa Sigøjnere i Danmark * * * Den første videnskabelige beskrivelse af sigøjnerne stammer fra 1783 af etnografen Heinrich Grellmann, og alle senere beskrivelser byggede på hans iaggtagelser og konklusioner. Med få undtagelser afspejlede 1800-tallets sigøjnerforskning afsky og fordomme over for det fremmede folk med en trang til at dissekere og fjerne dem som et sygt element fra samfundet. Denne holdning gik igen langt ind i det 20. århundrede. Sigøjnernes ankomst til Spanien I 1462 fik to grever af Lille Egypten en fyrstelig velkomst på slottet i den andalusiske by Jaén hos militærmanden Miguel Lucas de Iranzo. Han indbød dem til at spise med ved sit bord og sørgede desuden for passende indkvartering for grevernes følge på godt 100 rejsende i 2 uger. Få år senere - i 1470 - modtog den samme konstabel en greve og en hertug af Lille-Egypten på sin residens i Andujar på samme fornemme måde. Den organiserede forfølgelse af sigøjnerne blev i Nordeuropa indledt i Tyskland i 1498, da Rigsdagen vedtog, at de skulle udvises, da de var "forrædere af kristendommen". Herefter fulgte mange lande i Tysklands fodspor med hensyn til forfølgelse og straf af sigøjnerne. Inkvisition og anti-sigøjner lovgivning Denne forfærdende tekst blev omskrevet af digteren og flamenco-eksperten Felix Grande og fortolket af sigøjner-sangeren Juan Peña "El Lebrijano" på pladen "Persecución" fra 1979. - Forordningen havde tilsyneladende ikke nogen større effekt, for i 1539 besluttede kong Carlos I efter mange klager fra Las Cortes (det kastillanske statsråd) at indføre en ny lov. I denne lov fik sigøjnerne 3 måneder til at vælge mellem at opgive nomadetilværelsen og blive bofaste eller at gå i landflygtighed. Efter den periode ville enhver mandlig sigøjner mellem 20 og 40 år kunne pågribes og sendes til galejerne i 6 år, hvis han rejste med en gruppe på mere end 3 medlemmer. Loven tillod en fri jagt på sigøjnerne, og de 6 års strafarbejde som galejslave var reelt en dødsstraf p.gr.a. de barske vilkår ombord. På en eller anden måde må sigøjnerne enten have lært at rejse diskret eller tilpasse sig forbuddet mod at rejse i grupper, for i 1560 underskrev kong Felipe II en ny sigøjner-lov. Her blev det gjort klart, at alle mænd af sigøjner-herkomst, som blev antruffet på rejse, skulle sendes til galejerne, uanset om de rejste i grupper på 3 eller færre personer. Med sigøjnernes familiemønster ville ikke engang en almindelig kernefamilie være på under 3 personer. I modsætning til tidligere love gik kvinderne ikke ram forbi denne gang: Kvinder som bar de traditionelle sigøjner-dragter skulle straffes med pisk og idømmes landsforvisning på livstid. Kastilliens love sigtede på straks at gøre sigøjnerne bofaste. De var temmelig anderledes i forhold til det øvrige Europa - og for den sags skyld de øvrige spanske kongedømmer. Her blev sigøjnerne ganske vist erklæret uønskede, men man "nøjedes" dog med at forvise dem. Denne forskelsbehandling gav senere voldsomt bagslag, i og med at sigøjnerne blev udsat for en omfattende tvangsbosætning i løbet af 1700-tallet - i modsætning til den fremherskende situation i resten af Europa, hvor de efterhånden var blevet erklæret for fredløse og decideret jagtet mange steder. Spanierne var imidlertid længe om at vælge denne løsning. Selvom tvangsbosætning var den officielle politik, var der alligevel mange repræsentanter, som argumenterede for en total fordrivelse af alle sigøjnere fra staten. Begge grupper forsøgte dog at finde den bedste løsning til at befri landet for en befolkningsgruppe, hvis bevægelighed og dermed mangel på social kontrol den bofaste befolkning fandt foruroligende. Uanset om sigøjner-mindretallet blev betragtet som en etnisk gruppe af fremmed oprindelse eller som en "subkultur" bestående af lokale udskud, var myndighedernes primære mål deres udelukkelse - eller som officielle dokumenter i visse sammenhænge udtrykte det: deres udryddelse. Udvisning havde i praksis ikke vist sig at være en reel mulighed, og mange spaniere mente derfor, at den ideelle måde at lade sigøjnerne "forsvinde" på var at lade dem opsuge og assimilere fuldstændigt i den omgivende spanske majoritetsbefolkning. Samtidig med den generelle udvisning af de omvendte muslimer - overvejede greven af Lerma og statsrådet at benytte samme metode over for sigøjnerne. De besluttede dog først at afslutte den påbegyndte aktion mod de tidligere muslimer, som de betragtede som overfladiske "bekvemmeligheds-kristne" uden ægte overbevisning. På trods af adskillige protester blev sigøjner-projektet skrinlagt. I stedet gennemførte regeringen en spredning af sigøjnerne mellem byer med 1000 eller flere indbyggere. Her blev de holdt under nøje opsyn, og ethvert forsøg på at fremhæve deres karakteristika blev forbudt. Denne metode blev indført af statsrådet i 1610 og blev på længere sigt idegrundlaget for alle efterfølgende sigøjner-love. Det grundlæggende synspunkt var som anført, at sigøjnerne ikke var et egentligt folk eller på nogen måde kunne betragtes som en særskilt, etnisk gruppe. I statsrådet blev der stillet adskillige forslag om forvisning med mange forskellige begrundelser, bl.a. at det at være sigøjner i sig selv var kriminelt. Med udgangspunkt i et regulært racehad hos flere videnskabsmænd og bifaldet af højlærde universitetsprofessorer og højesteretsdommere fremsatte kong Felipe IV i 1633 den såkaldte Pragmática, en ny lov som byggede videre på overvejelserne fra 1610. Loven sagde, at "De, som kalder sig selv sigøjnere, er ikke sigøjnere af natur, men udelukkende fordi de har tillagt sig denne livsform, der medfører omfattende skadevirkninger og manglende økonomisk udbytte for staten". Efterhånden var assimilations-politikken ved at være faldet på plads med det erklærede mål at "udslette" sigøjnerne som sådan. Politikken blev videreudviklet op til midten af 1700-tallet, samtidig med en skærpelse af politiets foranstaltninger mod de omvandrende sigøjnere, der stadig vovede sig på rejse. - - - - - I 1749 beordrede kong Ferdinand VI storrazzia og arrestation af alle sigøjnere i Spanien med henblik på at udrydde dem én gang for alle. Kirkens jurisdiktion var et stort diskussionspunkt igennem mere end 100 år. Dekanen for det juridiske fakultet ved Universitetet i Salamanca, Pedro de Villalobos, iværksatte fra 1643 en kampagne omkring det almindelige kirkeasyl. Kirkeasylet omfattede alle, som blev forfulgt af de borgerlige myndigheder, og det betød, at disse forfulgte kunne søge sikker tilflugt i kirker og klostre. Med de nye retningslinjer ville sigøjnerne blive udelukket fra muligheden for at opnå kirkeasyl. I årene 1695-1746 havde man som første skridt mod en total assimilation gennemført internering i nøje udvalgte og overvågede områder, og der blev gennemført en lang række love som opfølgning på den første Pragmática fra 1633. Den første af disse love blev udstedt af Carlos II i 1695 med henblik på at rette op på tidligere tiders fejltagelser. Dens mest karakteristiske metoder var følgende: Loven fra 1717 er stort set kun en opdatering af Carlos II's lov fra 1695 med nogle få tilføjelser. Fra da af kunne enhver sigøjner, som blev fundet i besiddelse af skydevåben - uanset omstændighederne i øvrigt - dømmes til døden. Artikel 4, der fastlagde landbrug som den eneste lovlige beskæftigelse for sigøjnerne, blev revideret og forbød helt specifikt grovsmedehåndværket, der tidligere var et af deres traditionelle erhverv. Det nye i loven fra 1717 var således udpegningen af 41 bestemte byer som de eneste tilladte opholdssteder for sigøjnerne. En lov fra oktober 1745 drejer sig udelukkende om de sigøjnere, som forlod deres beboelsesområder. De, som rejste ud og undlod at vende tilbage igen inden 14 dage, blev erklæret for samfundsfjender og kunne skydes ned på stedet uden yderligere rettergang.
Den generelle internering 1749 På den baggrund fik biskoppen af Oviedo, som også var medlem af statsrådet, mulighed for at sætte sin omfattende plan i værk. Han havde siden 1747 arbejdet med udformningen at et program for massearrestationer af sigøjnere i Spanien, og han fik accept til at gennemføre det af kong Ferdinand VI, som dog ellers havde tøvet med at give sin tilladelse. Det største problem var i den sammenhæng, hvad man skulle stille op med de mange sigøjnere, når de først var blevet arresteret. Biskoppen fremsatte to forskellige forslag, hvor det første drejede sig om en generel udstødning og herefter henrettelse af de formastelige. Det andet handlede om generel indespærring samt strafarbejde for fangerne. Det sidstnævnte forslag blev vedtaget med det resultat, at alle duelige mænd mellem 15 og 50 år blev sendt på strafarbejde i flådens værfter og værksteder, mens drenge i alderen 12-15 år blev indrulleret i flåden. Kongen indså efterhånden, at der var begået uretmæssige overgreb på sigøjnerne og beordrede i 1763 alle frigivet igen med deres rettigheder i behold. Hjemstederne var således forpligtet til at "resocialisere" sigøjnerne og imødekomme deres krav om beviser for lovligt ophold og god opførsel; men under halvdelen af de internerede sigøjnere fik gavn af kongens amnesti. Som modargument blev det anført, at de løsladte ikke altid var "Guds bedste børn", men langt oftere de fattigste, fordi de lokale myndigheder ikke var alt for ivrige efter at tilbagelevere de ejendele, der var blevet konfiskeret fra de bedre stillede sigøjnere ved deres arrestation. En del af disse ulykkelige ofre rådnede op i fængslerne, hvor mange sad i helt op til 16 år. Kong Carlos III's generelle amnesti blev nemlig voldsomt forsinket af to af statsanklagerne, der i stedet for - som befalet - at anvise hjemsteder til de løsladte sigøjnere rodede sig ind i uendelige diskussioner og polemikker. En formørket periode Loven af 1783 De andalusiske sigøjnere: "flamenco-familierne" Historikere har i flere tilfælde sammenblandet eller forvekslet sigøjnerne med maurerne, der blev tvunget til at konvertere til kristendommen i 1502. Mange skribenter fra det 19. og starten af det 20. århundrede har således antaget og anført, at sigøjnerne nedstammede fra araberne, og nyere tankespind opstod endog, at maurerne over én kam "forklædte" og "forvandlede" sig til sigøjnere for at undgå den generelle udvisning i begyndelsen af 1600-tallet. Denne forestilling vandt hurtigt vid udbredelse og er blevet brugt af andre med umiskendeligt racistiske undertoner med henblik på definitivt at bevise, at de nedre-andalusiske familier, hvor flamenco-fænomenet begyndte at spire i begyndelsen af 1800-tallet, ikke var sigøjnere. - Historien har således frembragt adskillige eksempler på sammenblandinger af den ene eller anden årsag, baseret på bl.a. tvivlsomme inkvisitionssager og "social fortrængning" fra samfundets side. Bofaste sigøjner-familier Ganske mange sigøjner-familier opnåede kongelige privilegier i form af officielle papirer, der garanterede dem status som "gammel-kastillanere" og fritog dem fra sigøjner-lovene. Således opnåede familierne Bustamente, Rocamora, Montoya og Flores, som allerede i 1602 havde fået kongelig rejsehjemmel i kongebyen Valladolid, en ny tilladelse i 1620 og igen i 1623. Rejsepassene beretter, at deres ejere eller disses nære slægtninge samlet havde tjent ved hæren i Flandern i 24 år og i den periode ladet livet for for Spanien. I sin taknemlighed garantere kongen derfor familierne retten til frit at slå sig ned efter eget ønske og udøve deres hverv og markedshandel på trods af de eksisterende sigøjnerlove. En slags officiel anerkendelse Efter 1717 blev forholdene om muligt endnu vanskeligere, idet sigøjnere ikke længere havde lov til at bosætte sig andre steder end i de byer, der var udtrykkeligt anvist i loven. Eftersom lokale myndigheder ikke altid var opdateret med lovgivningen i hovedstaden, lykkedes det for en tid flere sigøjner-familier at fortsætte en problemfri tilværelse der, hvor de havde slået sig ned og følt sig velkomne, integreret og værdsatte p.gr.a. deres faglige virke. Men statsrådet var kompromisløst i sine krav: 1717-lovens ordlyd blev gentaget i 1726, 1731, 1738 og 1740. I 1746 blev antallet af godkendte bosættelse som nævnt udvidet fra 41 til 75, og myndighederne i de byer, som ikke var på listen, blev urolige. I Jerez greb byfogeden og byrådet således i fællesskab ind på vegne af familiemedlemmer fra Monge-familien. Et af familiemedlemmerne fra San Fernando - José Monge Cruz - skulle senere blive en berømt og respekteret flamenco-sanger under navnet Camarón de La Isla. - Bystyrets udtalelser bekræftede, at Monge-familien i generationer havde været hjemmehørende i Jerez, at den var beskæftiget ved landbruget og med smedehåndværk (som dog på det tidspunkt var ulovligt), og at familiemedlemmerne var fuldgyldige medlemmer af langbrugs-lauget. Myndighederne ønskede derfor, at Monge-familien kunne forblive i Jerez og ikke underkastes de nye love under forudsætning af, at de ikke ville bære sigøjner-klædedragt, tale sigøjner-sprog eller omgås andre sigøjnere.
Nomader er ildesete! - Historisk set er der en særlig mistro - eller ligefrem frygt - forbundet med folkeslag, der lever på vandring og ikke har et fast hjem. Sigøjnerne - eller romaerne som de foretrækker at kalde sig selv - var tidligere et omvandrende folkeslag, selv om de i dag i vid udstrækning er blevet fastboende. Sigøjnerne er også et af historiens mest forfulgte og mishandlede folk, der gennem århundrederne i bedste fald er forsøgt integreret i samfundet, men oftere assimileret - d.v.s. reelt forsøgt tvunget til at ophøre deres vandring og slå sig fast ned med forventning eller krav om en delvis eller fuldstændig opgivelse af egne traditioner og skikke.
Nomadekulturer som sigøjnernes har været en torn i øjet på det etablerede samfund, fordi de med deres vandren i sagens natur ikke lader sig styre eller indordne af landegrænser og samfundsnormer iøvrigt. En overmagt kan derfor ikke regne med et vandrende folk som sine undersåtter, ligesom nomader er uden for myndighedernes traditionelle rækkevidde. F.eks. kan staten eller den lokale myndighed kun vanskeligt eller slet ikke opkræve skatter af et folk, man ikke ved hvor er. Nomadisme i større stil vil i vor verden altid være uønsket af statsmagten, og udbredt nomadekultur er nærmest pr. definition ensbetydende med en svag stat.
Siden begyndelsen af 1990'erne har roma stået højt på Europarådets prioriteringsliste sammen med beskyttelse af minoriteter i det hele taget, kampen mod racisme og intolerance og kampen mod social udstøjdning. Roma-organisationer har gentagne gange appelleret til Europarådet om at sikre, at staterne overholder romaernes fundamentale menneskerettigheder.
I 1995 nedsatte Europarådets Ministerkomité en ekspertgruppe om roma-spørgsmål, der skal rådgive medlemslandene i alle anliggender om romaer. Ekspertgruppen supplerer Europarådets generalsekretærs koordinator for aktiviteter, der vedrøjrer romaer. Koordinatoren er ansvarlig for at fremme samarbejdet med andre relevante internationale organisationer og med roma-organisationer. - Rådet har som en del af anerkendelsespolitikken anbefalet, at Europas sigøjnere betegnes og omtales som roma.
Sigøjnere kan defineres både kulturelt og etnisk. Der er derfor tale om en sammensat betegnelse:
Kulturelt defineres de som en gruppe af omvandrende mennesker af 'fremmed herkomst'. - Den etniske definition betegner sigøjnere som en særlig befolkning, en "race". Denne race kan defineres kulturelt eller biologisk. Mens den kulturelle race er kendetegnet ved en bestemt livsstil og kultur, er den biologiske race kendetegnet ved blodsbeslægtethed, det vil sige slægtsforbindelse og dermed genetisk fællesarv. - Der er i dag enighed om, at sigøjnerne tilhører den indo-ariske folkegruppe.
Fælles for sigøjnerne er at de ikke har noget har noget eget land.
Sigøjnernes oprindelse indebærer mange myter og problemer, blandt andet fordi de både selv og af deres omgivelser er blevet kaldt mange forskellige - mere eller mindre præcise eller fantasifulde - navne efter behov og forgodtbefindende. De forskellige betegnelser har i forskningssammenhæng givet historikerne problemer med at finde kilder og facts, eftersom sigøjnerne aldrig i traditionel forstand har været ét folk, forbundet af et fælles land, en fælles historie eller kultur.
Da denne middelaldermunk beskrev de rejsende, havde de imidlertid allerede været på vandring i flere hundrede år. I løbet af godt 100 år nåede sigøjnerne fra Kreta, gennem Øst- og Centraleuropa til Vesteuropa og ind i Spanien - en rejse på mange tusinde kilometer.
Sigøjnerene udvandrede fra det nordlige Indien for mere end 1000 år siden, en vandring som endnu ikke er endt, omend deres levevilkår og muligheder er stabiliseret og forbedret langt de fleste steder.
Op gennem historien er sigøjnerene blevet gjort til slaver, forfulgt, torteret, marginaliseret, indespærret, fordrevet og diskrimineret. I 1930'erne og 40'erne forsøgte nazi-regimet helt regulært at udrydde folket, og selv i vor tid forfølges og jages sigøjnerne stadig i store dele af Østeuropa - på trods af menneskertettighedskonventioner og EU-lovgivning om minoritetsbeskyttelse.
Zott er den arabiske betegnelse for de folkeslag, araberne besejrede ved invasionen af Indien. Arabiske historikere og geografer omtaler meget tidligt zott handelsfolk i Bahrein og handelsforbindelser til Indien via Det Røde Hav. Andre zott-grupper havde bosat sig som bønder, men forsvandt som fremmed gruppe ved indgiftning i de arabiske familier.
Zott-folket udvandrede i flere omgange og med forskellige begrundelser til Persien, og de første opbrud fandt sted så tidligt som midt i 200-tallet efter Kristi fødsel. I det fremmede arbejdede en gruppe blandt andet som musikere, gøglere, handlende, håndværkere, soldater og vagtfolk.
En anden gruppe zott bestod af lejesoldater og våbensmede, som sammen med den arabiske tamim-stamme kæmpede i Mesopotamien. Tamimerne var allerede brudt op fra Arabien og rejst nordpå, inden Muhammed og hans efterkommere invaderede blandt andet Persien. De slog sig sammen med de arabiske invasionsstyrker, og efter Persiens erobring slog de sig ned i Basra, hvor de muligvis har giftet sig ind i andre familier af indisk herkomst.
Endnu en gruppe zott havde forinden bosat sig i Persien og og gjorde tjeneste som vagter, tjenere, skrivere og embedsmænd ved hoffet. I modsætning til de store grupper af arbejdere og håndværkere er disse sandsynligvis blevet rekrutteret individuelt ifølge deres fag og kvalifikationer. Sammen med en anden indisk gruppe embedsmænd - sayabiga - kom zott til Basra for her at finde arbejde hos de nye herskere, men blev betragtet som upålidelige, fordi de tidligere havde tjent shahen. De blev i stedet deporteret til Antiokia og forsvandt som social gruppering. Da der igen kom en shah til magten i Persien, genoptog han traditionen med at ansætte udenlandske arbejdere og embedsmænd, men i dette tilfælde jøder og armeniere.
Det er sandsynligvis ingen af disse zott-grupper, der er kommet til Europa, eftersom der ikke findes vidnesbyrd om, at de første roma-indvandrere kunne læse eller skrive - og dermed heller ikke medbragte nogen form for skriftsprog.
På deres store vandring fra Nordindien mod Persien kom roma'erne i kontakt med nomadefolket alani, der rejste rundt som håndværkere og handelsfolk i det nordlige Persien og i Kaukasus-egnene. Disse alanier fulgtes familievis og rejste i vogne ved navn "ordon". Roma'erne havde muligvis tidligere medbragt deres ejendele i vogne, men forcerede ellers de høje bjergpas på rejsen mod Persien med muldyr eller æsler. Ved mødet med alanierne og deres overdækkede vogne tog roma'erne dette transportmiddel til sig - måske påny? Ikke alene tog de vognene til sig, men også navnet indgik i en ændret form i roma'ernes sprog: Ordet "vardo" findes for eksempel stadig blandt engelske sigøjnere, selvom kun få rejser med hestevogn i dag.
Vardo'en blev brugt til at transportere husgeråd, handelsvarer og familiernes mindste børn. Om natten sov kvinder og børn under vognen, som ydede en vis beskyttelse mod dårligt vejr. Andre nomadegrupper boede i sorte uldtelte, mens bønderne havde små hytter med stråtag i stil med dem, man indtil fornylig kunne se så langt op i Europa som Rumænien og Ungarn. - Det interessante ved alanierne er, at de omkring år 640 udvandrede fra Mellemøsten og drog mod Europa - forud for roma'erne.
Det betyder, at de første sigøjnere må have været i det nordlige Persien inden dette tidspunkt, såfremt de skulle have taget alaniernes tradition for vogne og ordet "ordon" til sig.
Allerede længe før, sigøjnerne begyndte deres udvandring fra Nordindien, var der tegn til opbrud. At et folk bryder op fra hjemegnen og begiver sig ud på en usikker vandring forudsætter både en række årsager og en konkret anledning, der giver det sidste skub til beslutningen.
Der findes i den oldgræske og den latinske litteratur omtale af indere, som ankom til Europa allerede før den kristne tidsregning; men de første troværdige oplysninger om udvandringen daterer sig til Shapur 1.'s regeringstid 241-272, hvor større grupper af arbejdsfolk blev sendt fra Kabul til Persien på foranledning af shahen.
Sigøjnernes første rejse gik fra Nordindien til Persien over en lang periode, fra år 224-642. I det nordvestlige Indien fandtes på det tidspunkt en række mindre kongedømmer, som forsøgte at udvide territorierne mod syd, men som også kæmpede indbyrdes. Desuden var området udsat for større invasioner, først af hunnerne, senere araberne og senere to forskellige tyrkiske grupper, hvoraf den anden kom til at herske over store dele af Nordindien under Mohammad Ghur.
Det var brede udsnit af befolkningen, som ønskede at søge lykken i det store persiske rige: Bønder, landarbejdere og hyrder, lejesoldater og vagter, musikere, håndværkere, handlende, regnskabskyndige og mange flere. Og Persien tog imod deres færdigheder og arbejdskraft, som landet i mange tilfælde fik glæde af til en lavere løn end landets egne indbyggere selv fik - nøjagtig som det kendes fra vore dages indvandrere.
På samme måde, som vore dages indvandrere bosætter sig i nærheden af andre fra samme land eller kultur, slog sigøjnerne sig ned sammen med andre, der talte samme sprog, havde samme religion og samme kulturelle baggrund. De lod sig ikke umiddelbart assimilere i det nye samfund, men arrangerede tværtimod ægteskaber indbyrdes, opretholdt de kendte slægtskabsforhold og holdt sig til de oprindelige normer, skikke og traditioner. Ligesom der i vor tid ikke sker den store, sociale åbning fra værtslandenes befolkning, har den tids persere formodentlig heller ikke været særligt imødekommende over for at lade deres børn gifte sig og stifte familie med det meget mørkere og fremmedartede folkeslag.
Næst efter de forskellige slags arbejdere og håndværkere kom en stor gruppe musikere, dansere og gøglere til Persien.
Der findes flere versioner af historien om deres ankomst. Fælles for dem alle er imidlertid at shah Bahram Gur i sin regeringstid 420-438 hjembragte en del musikere og dansere fra Indien. Her havde han set deres talenter og dygtighed ved en af sine svigerfædres hof i et mindre, indisk kongerige.
En arabisk og en persisk version fra slutningen af 900-tallet fortæller, at undersåtternes ve og vel lå shahen meget på sinde, og han ønskede at de efter arbejdet skulle gøre sig livet behageligt med fester, god mad og underholdning. Rigets velstand tillod at sænke skatterne og lade folket arbejde mindre. Imidlertid var han enten selv vidne til eller fik fortalt, at hans undersåtter måtte drikke og feste uden musik på grund af manglende musikere og efterfølgende høje priser på musik og underholdning. Den betænksomme shah sendte derefter bud til den indiske kong Shankalat, som sendte ham 12.000 zott musikere, der blev fordelt over hele det persiske rige til fornøjelse for indbyggerne.
En senere, arabisk version fortæller, at de fattige klagede over at de rige kunne drikke til musikledsagelse og så ned på de fattige, der måtte undvære underholdning. Shahen sendte bud til kong Shengil om at udse ham 10.000 lurier, som var eksperter i fløjte- og lutspil. Da de ankom til Persien fik de hver tildelt en okse, et æsel og såsæd, da han tillige ønskede at de skulle bosætte sig som bønder og dyrke jorden ved hjælp af dyrene, og at dette skulle være deres løn for at optræde. Lurierne drog bort, slagtede okserne og spiste kornet, og de vendte tilbage senere på året med indfaldne kinder. Shahen bad dem da om at sadle æslerne op med deres ejendele og instrumenter og rejse væk. Derfor rejser lurierne stadig rundt i verden for at opretholde livet med deres musik og dans, overnatter sammen med hunde og ulve og stjæler, når de kan komme afsted med det.
Hvad end overleveringerne beretter, så forblev en del af musikerne i Persien og videreførte traditionen til de efterfølgende generationer. Det er formodentlig nogle af deres efterkommere, der senere ankom til Europa, hvor musik, dans, dyretæmmeri og gøgl har været en almindelig næringsvej for sigøjnerne.
I mindst 3 omgange blev zott sendt til Antiokia ved Middelhavskysten. Omkring år 670 sendte kalif Muawiya adskillige af de zott- og sayabiga-familier, der tidligere havde været i shahens tjeneste, fra Basra til Antiokia. Det skete for at fjerne eventuelt utroværdige og stadig shah-tro elementer fra det arabiske hovedkvarter. Cirka år 710 blev en del zott sydfra genbosat i egnen omkring Antiokia af kalif Walid I, og igen 10 år senere sendte kalif Yazid II flere zott-familier dertil. Disse zott blev sendt afsted med deres bøffelhjorde med henblik på at sætte en stopper for løveangreb mod såvel landsbyer som karavaner i området mellem Al Masisa og Antiokia. Bøfler er tilsyneladende ikke bange for løver, og samtidige kilder omtaler netop denne egenskab i forbindelse med beskyttelse af bofaste og rejsende.
Der fandtes zott kolonier såvel i selve Antiokia som i nabobyerne Al Masisa og Buka. Med grækernes indtagelse af Antiokia kom zott folket pludselig under byzantinsk herredømme i det nye storrige, der strakte sig fra Asien til Østeuropa. Fra Antiokia var der således kun en ret kort rejse til Europa over Middelhavet, ad den samme rute som de kristne pilgrimme fulgte fra Palæstina tilbage til hjemlandene. En del zott rejste angiveligt fra Antiokia til øerne i det østligste Middelhav. Herfra stammer blandt andet beskrivelsen af nomadefolket, skrevet af munken Symeon Simeonis på Kreta, hvor de slog sig ned dels med deres sorte telte og dels i øens mange huler. Der findes ingen vidnesbyrd om deres senere skæbne her, ejheller beretninger om nomader med sorte telte i Europa i de følgende år. Det er tænkeligt, at de er rejst tilbage til fastlandet - til det, der i vore dage omtrent svarer til Libanon og Israel, hvor der stadig findes romani-talende nomader sammen med beduinerne. På Kreta findes der nu igen roma'er; men som det gælder for de øvrige europæiske roma'er, bærer også deres sprog præg af det armenske sprog.
I den persiske periode var der mange folk, som flyttede af egen fri viljen i deres søgen efter arbejde og bedre levevilkår. Det var arbejdsfolk, bønder, lejesoldater, vagtfolk og handelsfolk samt sekretærer, regnskabskyndige og forskellige embedsmænd. Det er ikke helt klart, om de musikere, der blev sendt til Persien af Bahram Gur rejste frivilligt. Da araberne tog over, foregik der i vidt omfang tvungne befolkningsflytninger fra Indien til Mellemøsten, især af bøffelhyrder og bønder, men også af læse- og skrivekyndige folk, der kunne arbejde inden for embedsstanden og i forvaltningerne.
Der opstod i det arabiske rige et kortvarigt, selvstyrende samfund af indiske indvandrere. Araberne indførte ved tvang mange indere til Mellemøsten og bosatte dem i kolonier sammen med store bøffelhjorde i marskområderne langs Tigris-flodens bredder i Mesopotamien. Efterhånden blev denne indiske befolkningsgruppe så omfattende og magtfuld, at den kontrollerede hele området, hvor de boede - i et sådant omfang at de kunne opkræve skatter af de handelsfolk, der rejste ad vejene igennem deres territorier eller benyttede floden og dens kanalsystemer. Dette vakte så stor vrede hos kaliffen af Bagdad, at han i år 820 og flere følgende år sendte sine tropper ud for at tvinge inderne i knæ og generobre kontrollen over områderne. Zott-folket modstod dog adskillige angreb indtil år 834, hvor kalif Motasem sendte en af sine bedste generaler afsted mod de ulydige indvandrere. I det første egentlige slag dræbte general Ojeif 300 zott og tog 500 fanger, som senere blev halshugget. Han sendte endvidere tvangsarbejdere ud for at opdæmme kanalsystemerne og skabte på denne måde så store oversvømmelser i området, at zott-folket måtte flygte ud i det åbne land, hvor hans tropper let indfangede dem. I sidste instans måtte zott bede om fred og nåde; men det autonome indvandrersamfund nåede at bestå i mere end 14 år. I forbindelse med deres nederlag blev cirka 27.000 tilfangetagne zott ført til Bagdad, hvilket fortæller, at det har været en meget talrig befolkningsgruppe.
For at forebygge fremtidige optøjer blev såvel zott mænd, kvinder og børn bortvist fra deres hidtidige territorier. Efter 3 dages fremvisning som fanger for Bagdads folkemasser blev zott-folket deporteret og tvangsbosat i det nordvestlige Mesopotamien, bl.a. ved Basra.
En svaghed ved historien om disse begivenheder er, at den udelukkende kendes fra arabiske, nedskrevne kilder. Baggrunden for zott-konflikten kan måske have været en protest mod indkaldelse af alle deres unge mænd til den arabiske hær eller måske en gentagen deportation af gruppen til Antiokia i det nuværende Tyrkiet, en rig by med mange pragtbygninger med kaldenavnet »den smukke« (kalé). En tredie mulighed er, at deres opstand var led i en fælles aktion mod de arabiske herskere i Indien.
Omkring halvdelen af fangerne fra zott-regionerne blev i år 834 sendt til Ainzarba på grænsen mellem de arabiske områder og det græske imperium. På grund af deres militære færdigheder blev zott mændene indforskrevet som soldater i den arabiske hær i forsvaret mod grækerne, som dog indtog byen i 855. Ifølge overleveringerne blev zott igen deporteret, denne gang til Grækenland, sammen med koner, børn og kvægflokke. Som befolkningsgruppe overlevede de ikke i her, hvilket bevises af, at deres romani-dialekt stadig tales visse steder i Syrien og Irak, men derimod ingen steder i Europa. Måske er de blevet indgiftet og integreret i det græske samfund, måske blev mændene dræbt og kvinder og børn taget som slaver.
De resterende zott-fanger blev deporteret til andre egne af det arabiske rige, især til det nordøstlige Khaneikin nær Ainzarba og til områder ved den syriske grænse. Disse zott udgjorde formentlig en stor del af de mange ufaglærte roma'er, der drog nordpå mod Armenien og derfra videre til Europa, hvor de kom til at arbejde som daglejere på Balkan og andre steder. Andre indiske nomader kan have rejst ad samme rute på deres færd fra Persien, blandt andet musikere og gøglere samt forskellige slags håndværkere. En del indiske befolkningsgrupper forblev dog i Persien.
Sinti - eller på indisk "sindhi" - var en romani-talende gruppe, som omtales nogle få steder i arabisk og persisk litteratur. Sinti stammede fra provinsen Sindh i det nordvestlige Indien og var forskellige fra zott-folket længere sydøst fra. En del sinti kom til at arbejde som betroede embedsmænd for araberne, da disse besejrede den persiske shah: De hidtidige zott embedsmænd blev erstattet af sinti, for at de arabiske sejrherrer kunne sikre sig loyale og trofaste embedsmænd. Også de arabiske handelsmænd havde i vid udstrækning ansat sinti regnskabskyndige og tjenere, der tog sig af forretningerne og husførelsen under chefens fravær. På samme måde som andre indiske indvandrere optrådte en del sinti som musikere og skuespillere.
Det kan ikke udelukkes, at en del sinti kom til Europa og udgjorde en undergruppe af roma'er. Deres sprog var sintengi chib og var en dialekt, der adskilte sig fra den mest udbredte form af romani. I Tyskland og dele af Østeuropa kaldes sigøjnere stadig sinti.
Der er gode grunde til at tro, at der fandtes andre folkeslag af indisk oprindelse i det arabiske imperium. Et af dem var dom, et halv-nomadefolk som kom fra Indien via Mellemøsten og ind i Europa med en væsentlig del af deres oprindelige kultur og identitet i behold. Hvis dette skulle holde stik, ville det nærmest svare til historien om Adam og Eva, det vil sige at alle europæiske roma'er skulle nedstamme fra ét sæt forfædre, og at alle de øvrige indiske udvandrere kun nåede til Mellemøsten, hvor de iøvrigt forblev.
I dag er dom en af Indiens laveste kaster, der fortrinsvis udfører arbejde som tjenestefolk og lignende. Som følge af Indiens størrelse og regionale forskelligheder refererer dom ikke nødvendigvis til samme kaste overalt. Den indiske betegnelse "dom" (menneske) fungerer ligesom andre folkeslags betegnelse som en måde at angive forskellen mellem "dem og os", "vi mennesker og de andre", som måske er fremmedartede og besynderlige. Eskimoernes egen betegnelse "inuit", der også betyder menneske, er helt parallel med denne måde at identificere sig selv og andre kulturer / folk på.
Betegnelsen "dom" har sandsynligvis ikke ved udvandringen fra Indien haft en ringeagtende klang eller betydning, eftersom ingen formodentlig har lyst til at opkalde sig selv efter en lavtstående pariagruppe, hvis det kan undgås. En teori er således, at dom opholdt sig en rum tid i Persien, hvor navnet blev en almindelig betegnelse for folk af indisk herkomst, på samme måde som araberne kaldte dem alle for zott, uanset deres forskelligheder iøvrigt. Der findes stadig nomader af indisk oprindelse i Papua Ny Guinea, Persien, Syrien og Irak, som kalder sig selv for "dummi" eller "deman".
Det er ikke klart, hvad dom- og calé-folkene oprindeligt lavede; men ved deres første indrejser i Europa er der flere sandsynlige erhverv: På Athos var der så tidligt som 1290 skomagere. Denne gruppe blev også registreret i Prizren i Serbien i 1350. Også i Modon i Grækenland fandtes der en større befolkningsgruppe af skomagere i begyndelsen af 1400-tallet. Ud fra datidens beskrivelser af dem som agupti og atsingani, kan man antage, at det har været forfædre til vore dages roma'er, selvom denne beskæftigelse i vor tid ville anses som uren. Der fandtes desuden to forskellige grupper af grovsmede, som blev adskilt af deres arbejdsmetoder: Den ene gruppe arbejdede med stenovn, mens den anden gravede ildstedet ned i jorden. Begge grupper anvendte blæsebælge, som var et ret nyt fænomen i Europa på den tid.
Calé er en undergruppe af de europæsiske romanier. De findes blandt andet i Finland, det nordlige Wales i England og i Spanien. Navnet betyder "sort" på romani og andre indiske sprog, og det har måske oprindeligt været et øgenavn eller kælenavn, de gav sig selv i modsætning til ikke-roma'erne "parné", det vil sige de hvide. Der findes stadig indiske folkeslag med dette navn, ligesom "kauli" er den største roma-gruppe i nutidens Iran og Irak. Calé og kauli har muligvis en fælles oprindelse i Indien.
Luri'erne er derimod ikke roma'er, selvom den persiske historieskriver Firdausi (omkring år 1000) mente, at datidens luri'er var efterkommere af de musikere, der kom til persien på foranledning af shah Bahram Gur. Han tog sandsynligvis grundigt fejl, idet vore dages luri'er taler sproget beluchi og indtil vor tid rejste rundt som håndværkere, kunstnere og musikere sammen med beluchi-stammer. Almindeligvis rejste disse nomadegrupper østpå, og det er således usandsynligt at luri'erne skulle være efterkommere af de indisktalende musikere og gøglere, som shahen importerede i 600-tallet. Som følge af deres livsstil og romantiserende forestillinger om luri'erne tog Firdausi fejl og forvekslede de to folkeslag, en forveksling der op igennem historien er blevet gentaget i det uendelige. Denne tidlige historiske fejltagelse har ikke gjort studiet af sigøjnerenes oprindelse lettere.
I Europa findes en række andre rejsende folk, der ikke har indiske rødder og således ikke er roma'er. Det drejer sig for eksempel om de såkaldte Woonwagenbewoners i Holland, Karrner'ne i Østrig og travellers i England og Irland.
Et væsentligt spørgsmål i afdækningen af sigøjnerenes oprindelse og vandringer drejer sig om tidsforløbet for deres rejser samt det tilnærmelsesvist seneste tidspunkt for deres opbrud fra Indien gennem Mellemøsten og ind i Europa.
En skotsk specialist i indiske sprog er kommet til den konklusion, at roma'erne må være udvandret før år 1000, eftersom romani sproget ikke afspejler begivenheder eller forandringer i de indiske sprog efter dette tidspunkt. Det stemmer overens med arabiske og persiske beskrivelser; men der kan dog også være foregået en sideløbende udvikling i sprogene i og uden for Indien, som igen gør præcise dateringer vanskelige.
Blandt andet er grupper af det stærke og magtfulde nordindiske folk rajput så sent som i det 11. århundrede brudt op i forbindelse med Mahmud Ghaznavis invasioner. I 1191 havde rajput besejret muslimerne i et stort slag ved Terain, men led året efter et svidende nederlag mod deres invasionsstyrker. En del af disse rajput kan have rejst vestpå mod Europa, hvor de skulle være stødt til andre indiske folkeslag; men der findes ingen konkrete beviser, der kan bekræfte denne teori.
Betragter man den lange rejserute fra Indien mod Europa, er der formodentlig ikke tid nok til at bryde op fra Indien i 1192, rejse gennem det arabisk besatte Persien, Armenien og Grækenland og forblive længe nok i hvert land til at indarbejde en lang række ord fra deres sprog for så at nå frem til det østlige Europa omkring år 1300. Skulle rajput således være en del af den indiske indvandring i Europa, har de ikke været de første der forlod Indien - snarere tværtimod.
Under forudsætning af, at langt de fleste roma'er er rejst fra Persien mod Europa gennem Armenien, er det ikke overraskende at der ikke findes optegnelser om deres gennemrejse: Grækerne erobrede den vestlige del af Armenien og Asiens middelhavskyst, og alle derværende roma'er befandt sig således i det græske imperium uden behov for dokumentation eller tilladelse til at passere rigets grænser. Det gjaldt både roma i Armenien og folk af indisk oprindelse i Antiokia. De første grupper, der ankom til Konstantinopel omkring 1050, omfattede slangetæmmere, bjørnetrækkere, astrologer og andre spåfolk samt forskellige typer af gøglere, akrobater, dyrepassere og dyrlæger. At der kom så mange til hovedstaden skyldtes dels, at storbyer oftest tiltrækker folk, der søger tilfældigt arbejde, og at rejsen over Bosporusstrædet var ret kort. I mellemtiden kan andre roma'er have fulgt en anden rute nordvestpå og ind i Europa, mens andre rejste sydover til Den Arabiske Halvø, Egypten og Nordafrika. Den amerikanske forsker G. Soulis har samlet de første referencer til "athingani", det vil sige kættere eller hedninger. Det var betegnelsen for roma'erne ved deres ankomst til Konstantinopel, opkaldt efter en middelalderlig kættersk sekt.
Sigøjnerne har som nævnt ikke tidligere haft noget skriftsprog, og de har derfor ikke selv kunnet bidrage med en nedskreven dokumentation af deres oprindelse og historie. Deres sprog er den egentlige kilde til den viden, man i dag har om deres tidligste historie og deres rejseruter. - Deres rejseruter har man derefter med nogenlunde sikkerhed kunnet tegne ved i deres sprog at finde antallet af låneord fra de lande, sigøjnerne løbende har opholdt sig i.
I forbindelse med den arabiske besættelse af Persien var der mange indiske befolkningsgrupper, som enten flygtede eller blev forflyttet. Det gjaldt dog ikke alle, og der findes i vore dages Mellemøsten mange grupper, som stadig taler indiske dialekter. De, der imidlertid flyttede først mod nord og derefter vestpå, er sandsynligvis rejst til Armenien omkring år 750, beregnet ud fra sproglige iagttagelser. Arabernes sejr over perserne medførte hurtigt, at arabisk blev landets officielle sprog, og mange arabiske ord kom til at indgå i det persiske sprog. Det tager relativt lang tid, inden fremmedsprog forplanter sig til det jævne folk; men som følge af udbredt handel, håndværksvirksomhed og underholdning har de indiske befolkningsgrupper formodentlig haft større kontakt med de arabiske sejrherrer end gennemsnitsperseren. Desuden havde en del indiske soldater kæmpet sammen med araberne, og en del arbejdede for de nye magthavere. På trods af dette findes der kun meget få arabiske ord i europæisk romani. Ganske vist findes der låneord, som er kommet til senere via tyrkisk med østeuropæiske sprog. Andre arabiske låneord er kommet til fra armensk eller græsk, idet deres form er tættere på disse sprog. Alt ialt antyder det, at de roma'er, som rejste mod Europa, ikke blev i Persien længe efter den arabiske magtovertagelse, men drog videre vestpå eller nordvestpå mod armensk-talende områder. De zott, der var blevet genbosat i Khaneikin, kan således allerede være rejst kort efter år 850.
De europæiske roma'er kan også have rejst via den armenske koloni Kilikien. Under alle omstændigheder er der et stort antal armenske ord i deres sprog, omend der er færre end af persisk oprindelse. Det viser, at der må have været i det mindste en mere kortvarig kontakt med folkene i de armensk-talende områder, eller at kontakten med armensk-talende handelsfolk har været ret omfattende på de mellemøstlige markeder. Armensk har dog også påvirket udtalen af romani, og det indikerer en tættere og længerevarende forbindelse til armenske befolkningsgrupper og kultur. Den største sproglige effekt af kontakten med det armenske sprog var ændringen af "bh" til "p-h", det vil sige en udtale af p-lyden med en efterfølgende aspiration eller et pust.
Sigøjnernes rejseruter
Den persiske poet, Firdusi, skriver i sin bog "Shah Nameh" om roma'erne, men han betegner dem dog som liri. Hazma brugte ordet zott, der er den arabiske udtale af det indiske jat. Begge disse ord kom senere til at betyde roma'er. Ordene betød også, "folk der stammer fra Indien" - omtalt i en negativ tone.
Omkring år 1000 indledtes en mere omfattende udvandring, en rejse der skulle bringe folket fra deres oprindelige hjemsteder gennem Mellemøsten videre mod Europa, Arabien og Nordafrika. Der er flere forklaringer om baggrunden for denne vandring: Nogle mener, at sigøjnerne har begivet sig ud på den store vandring som følge af krig, hungersnød, sygdomme eller ganske simpelt i søgen efter et bedre liv. Andre påpeger, at sigøjnerne - allerede mens de levede i Indien - tilhørte en omrejsende kaste.
Når man i vore dage omtaler sigøjnerne som folk, kaldes de som regel "roma'er " eller "romanier". Romani er også blevet de europæiske sigøjneres egen fællesbetegnelse. Således har Europarådet anerkendt brugen af termen "roma" i rådets officielle dokumenter (anbefaling af juni 1995), idet rådet angiver, at "gennem århundreders had er ordet sigøjner blevet et nedsættende, nedværdigende og fornærmende navn, som blev indført af europæerne...".
Det engelske ord "gypsy", det franske "gitane" og det spanske "gitano" er sproglige afledninger af "egypter", idet de første sigøjnere, der kom til den vestlige verden, udgav sig for at være pilgrimsrejsende fra Lille Egypten, et område omkring Messina på den sydøstlige del af Peloponnes.
Det danske ord sigøjner stammer fra det tyske Zigeuner og det slaviske tsigany, der er en sproglig afledning af det græske "atsingani", navnet på en gruppe kættere / hedninge.
Ifølge tysk folkeetymologi skulle ordet sigøjner stamme fra udtrykket "ziehende Gauner", som betyder "rejsende tyv". Derfor opfattes betegnelsen af mange som negativ. Ordet Gauner skulle endvidere være afledt af det bibelske navn Kain. Dette navn betyder på semitiske sprog: smed eller metalarbejder. Disse håndværk er netop beskæftigelser, som roma-folket traditionelt har haft gennem mange hundre år.
I Tyskland kaldes sigøjnerne almindeligvis "sinti" fra det indiske "sindh", i Holland "Heiden" (hedninger), i Frankrig kaldes de "manouche" og i visse østeuropæiske lande "zingaro" eller "zingali". Imidlertid bruger roma'erne også betegnelser, som er specifikt forbundet med erhverv, sprog eller tilholdssted: lautari (professionelle musikere), cortari (teltboende), kalderash (kobbersmede), vlachi (rumænsk-talende), orsari (bjørnetrækkere), lowari (hestehandlere) etcetera.
Sigøjnerne har indtil for meget nylig ikke haft noget skriftsprog, og de har derfor ikke selv kunnet bidrage med en nedskreven historie om deres oprindelse. Deres talesprog er derfor den egentlige kilde til den viden, man i dag har om deres tidligste historie og deres rejseruter. Det er således sprogforskningen, der har løst gåden, og allerede fra slutningen af 1700-tallet har sprogforskerne kunnet påvise ligheder og fællesord mellem romani og og ældre, nordindiske sprog.
Der er mange ord af persisk oprindelse og med oprindelse i andre af de mange sprog, der blev talt i det store persiske rige. Eksempelvis ordet "khangeri" (tårn), som senere er kommet til at betyde kirke, og ordet "tover" som betyder økse. Sproglige spor taler for rejseruter gennem Armenien og armensk-talende områder, blandt andet den armenske koloni i nærheden af Antiokia.
I dag bruger man blodtypebestemmelser og DNA-tests til af afgøre et folks tilhørsforhold; men der hersker ikke længere tvivl om, at sigøjnernes oprindelige hjemsted var Nordindien.
Den indiske sprogforsker W. R. Rishi har i det omfattende værk "Multilingual Romani Dictionary" foretaget sammenligninger mellem romani, sanskrit og den senere form prakrit. Han påpeger, at romani ikke blot er slang eller blandingssprog, men at det har en selvstændig grammatik med forskellige køn
og kasus for navneordene og forskellige bøjningsformer for udsagnsordene.
Konservative romani dialekter indeholder stadig 2/3 eller mere indisk i deres basis ordforråd. Der findes tillige et stort antal græske ord i romani, stammende fra tiden under byzantinsk herredømme. Desuden er der del persiske og armenske låneord, som tyder på tidlige, længerevarende ophold i disse to lande - i hvert fald langvarige nok til, at ord og begreber har aflejret sig i roma'ernes sprog på langt sigt.
I dag kan det konstateres, at hvor roma'er har levet i lang tid blandt andre sproggrupper, vil de typisk tale hovedsproget. samt at deres eget sprog blevet påvirket af hovedsproget for kontakt med de omgivende folk. Romani er efterhånden blevet en hel sproggruppe af beslægtede, men ofte gensidigt uforståelige sprog. I Europa findes der omkring 60 romani sprogvarianter.
Der findes i Europa lige så mange sigøjnergrupper, som der er lande. De er indbyrdes lige så forskellige som ikke-sigøjnere. I de lande, hvor sigøjnerne har opholdt sig længere tid, findes der en videnskabelig litteratur om det rejsende folk. Hvor det ikke har været tilfældet, optræder de ofte som maleriske eller mistænkelige personer i børnebøger, kriminalromaner eller operaer, og sjældent er de omtalt, så man får et positivt indtryk af dem. I reglen er de altid omgærdet af en vis mystik, "farlighed" og utilnærmelighed. Beskrivelserne bærer i høj grad præg af, at de ikke er skrevet af sigøjnerne selv, men derimod af udenforstående - "de andre". Deres liv er imidlertid ikke så malerisk, frit og umiddelbart, som det ser ud for andre: Meget af det er "optræden" og dét, publikum har betalt og stadig betaler for.
Omkostningerne for den livsform er dog høje: Hvad der vækker fascination og beundring, vækker også misundelse - og senere mistro og fjendskab. Sigøjnerne har i mange og lange perioder været forfulgt. Det var derfor en trussel for dem, hvis andre vidste god besked om deres liv, traditioner og skikke. De ledte derfor bevidst ikke-sigøjnere på vildspor, ligesom de brugte sproget og mystikken til at holde folk på sikker afstand.
Sigøjnerkultur i europæisk forstand er således ikke en samling fælles træk, sigøjnerne har bragt med sig fra Indien. Det er derimod en blanding af gamle traditioner, sigøjnernes møde med Europas senmiddelalderlige bondesamfund og de vilkår, de her har måttet leve på igennem de sidste 700 år.
Sigøjnerne har gennem tiderne værnet om deres tusindårige kultur, som blandt andet rummer en stærk familiefølelse og tilknytning til fællesskabet i grupper eller klaner.
Sigøjnerne lever generelt deres liv i grupper: Den enkelte er afhængig af gruppen, og gruppen er afhængig af den enkelte.
Tilhørsforholdet kan fungere på flere planer: Det største fællesskab er natsia, altså en nation - et folk. Derefter følger kumpaniya, de største familiegrupper. En kumpaniya består ikke altid af de samme familier, men kan omdannes, når der opstår nye interesseområder og andre ophører eller i forbindelse med bestemte arbejdsopgaver. Gruppen lever eller rejser sammen gennem en vis periode og inden for et specifikt territorium, som de udnytter i fællesskab.
Ud over nation og familiegruppe hører sigøjnerne til en klan - vitsa - og endelig til familiya, som består af den enkelte familie / husholdning.
Skal man inddele sigøjnerne i grupper, kan man klassificere dem efter, om de er nomader eller fastboende, om de taler romani eller har antaget flertalssproget i det pågældende land samt efter deres religion.
Medlemmerne af de forskellige kumpaniya'er tilhørte samme slags håndværk eller stand af handlende.
Kalderari var omvandrende kobbersmede, kedelflikkere og fortinnere, lowarierne var hestehandlere, orsarierne var bjørnetrækkere og markedsgøglere. Andre stammer var guldgravere, grovsmede, guld- og sølvsmede, rottefængere og musikere.
Alle stammernes kvinder tjente i reglen til livets ophold ved spådoms- og trolddomskunst og udviklede en særlig evne til at udnytte folks overtro og uvidenhed. Desuden ernærede kvinder og børn sig ved tiggeri.
Ved siden af deres praktiske beskæftigelse ernærede sigøjnerne sig af sang, musik og dans. Sammen med deres egen musik tog de den musik til sig, som de mødte undervejs, omformede den og spillede den på deres egen måde - så godt at musik, dans og underholdning til store fester ofte blev leveret af sigøjnerorkestre.
Sigøjnerne har ingen fælles religion. Deres religion varierer fra land til land, fra stamme til stamme, og de er både hinduer, muslimer, ortodokse og romerske katolikker samt protestanter. Mange er efterhånden blevet Jehovas Vidner eller medlemmer af Pinsebevægelsen og andre religiøse vækkelser eller sekter.
Romaniya er et sæt leveregler, som blandt andet omfatter de fleste sigøjneres tro. Sigøjnernes egen adskillelse fra ikke-sigøjnere tager udgangspunkt i romaniya og har gennem århundreder formået at opretholde denne adskillelse. - Romaniya omfatter således religion, overtro og tabuer samt regler for omgangsformer, påklædning og mad.
Selvom sigøjnerne af praktiske årsager har taget den lokale, officielle religion til sig, har de ud over det officielle tilhørsforhold er en slags naturreligion med forfaderdyrkelse. De forestiller sig ikke en himmel eller et helvede, og døden er en fortsættelse af livet på et andet plan. Deres formelle, religiøse tilhørsforhold suppleres ofte af traditionel sigøjnertro. Denne tro indbefatter eksistensen af Del (Gud), Beng (Satan), troen på bibaxt (uheld) og muló (overnaturlige væsener eller ånder), den lykkebringende kraft i trolddom, amuletter og talismaner, kraften i forbandelser og helbredende ritualer.
Forfølgelserne af roma'er går mange hundrede år tilbage. - Indtil år 1500 var mange sigøjnere stadig almindeligt anerkendt og havde f.eks. forskellige privilegier som kristne pilgrimme jf. den oprindelige historie om de "egyptiske pilgrimsrejsende". Efterhånden mistede de dog disse privilegier og blev herefter sat i forbindelse med trolddom, spionage og "kætteri", hvilket kom til at indebære umenneskelige levevilkår helt frem til vor tid. I Østeuropa var mange allerede i slutningen 1300-tallet blevet gjort til slaver eller livegne (fuldt slaveri).
"Søndag den 17. august kom 12 pilgrimme, som de kaldte sig, til Paris; der var en hertug, en greve og 10 mand, alle til hest. De sagde, de var kristne og kom fra Lille Egypten... Nogle dage senere ankom resten af sigøjnerne, 100-200 mænd, kvinder og børn. De fik ikke tilladelse til at komme ind i selve byen, men måtte slå sig ned lidt uden for Paris, og byens indbyggere tog på udflugt for at se dem." - Denne øjenvidneskildring stammer fra 1427 i den anonymt udgivene "Le Journal d'un burgeois de Paris".
Sigøjnerne drog vestpå fra Østeuropa i begyndelsen af 1400-tallet. Tabellen angiver årstal for ankomsten i de respektive lande af en eller flere personer, som efter al sandsynlighed var sigøjnere.
1416-17
1417
1418
1418
1418
1419
1421
1421
1422
1422
1425
1427
1430?
1445
1505
1505
1512
1515
1559
1584
I årene 710-712 erobrede muslimske arabere fra Nordafrika stort set hele den iberiske halvø og nåede endog at krydse Pyrenæerne. På den tid var Spanien ikke et samlet land, men bestod af mange mindre kongedømmer, og de fleste af dem var i de næste århundreder under arabisk herredømme. Fra midten af 700-tallet mistede araberne mere og mere territorium til Spaniens kristne konger under den såkaldte reconquista - den langvarige kristne generobring, der indledtes allerede under den franske kong Charlemagne (768-814). I 1212 blev de fleste muslimer drevet ud af Spanien af en kristen koalition under Alfonso VIII af Castilla, og generobringen blev reelt fuldført i 1238, hvor den eneste tilbageværende muslimske stat var emiratet i Granda, der frem til Boabdils kapitulation i 1492 fungerede som vassalstat under det kristne kongedømme Castilla.
Den spanske statsdannelse, som vi kender den i vor tid, begyndte gradvist at tage form i løbet af 1400-tallet. - En væsentlig faktor i denne proces var den politiske alliance i ægteskabet 1469 mellem Isabella af Kastillen og Ferdinand II af Aragonien, kendt som "de katolske regenter". Deres ægetskabelige forening skabte grunden for den efterfølgende personalunion og nationale forening mellem de to kongeriger i 1479 og afsættet til dét Spanien, vi kender i dag.
I 1400-tallet bestod det nuværende Spanien af kongerigerne Castilla og Aragón. - Kastillen omfattede provinserne Galicien, Asturien, Baskerlandet, Castilla la Vieja (Gammel-Kastillen), Castilla la Nueva (Ny-Kastillen), Murcia, Estremadura og Andalusien. Aragonien bestod af provinserne Aragón, Katalonien, Valencia og Balearerne. - Selv om Kastillen handelsmæssigt og kulturelt var mest betydningsfuldt, var Aragonien ogsåå meget udadvendt og åben rent kunstnerisk.
Afslutningen på den næsten 700 årige genkristning af de spanske riger og fordrivelsen af maurerne (betegnelsen for de muslimske indbyggerne på Den iberiske halvø og i Maghreb i middelalderen) afsluttedes med indtagelsen af den sidste arabisk / muslimske bastion Granada i 1492.
Med den nye stærke kongemagt og en samling af den politiske og den kirkelige magt skabtes der grobund for en omfattende erobring og efterfølgende kolonisering af de nye territorier i Amerika. Skabelsen af det spanske kongerige og en forenet politisk magt foregik samtidig med, at jøderne og andre folkeslag, der i århundreder havde beboet den iberiske halvø, blev tvangsomvendt eller fordrevet, og endelig blev den store inkvisitionen indledt. Samtidig forsynede kolonierne i Amerika og Asien kolonimagten med en fortsat strøm af især ædle metaller og silke - rigdomme der muliggjorde 3 århundreders økonomisk vækst. De oprindelige, højtstående amerikanske kulturer blev udsat for dobbelt undertrykkelse: Hvis de ikke blev decideret nedslagtet, blev de dels underkastet en hårdhændet evangelisering, dels sat til tvangsarbejde, som kombineret med mødet med europæiske sygdomme fik størstedelen af dem til at bukke under.
Spanien havde indledt sin udvisningspolitik allerede i 1499, blot 7 år efter den endelige kristne samling af landet. Ifølge kongelig lov fra 1499 måtte sigøjnerne ikke rejse rundt i de spanske områder. De omrejsende skulle enten forlade landet eller slå sig fast ned hos deres "herrer" og tage fast arbejde i lokalsamfundene. I modsat fald ville de blive straffet hårdt: 1. gang med 100 piskeslag, 2. gang med at få ørerne skåret af og lagt 60 dage i lænker, 3. gang med for altid at blive evig ejendom som slaver hos dem, som måtte have held til at pågribe dem.
Sigøjnere var imidlertid allerede sendt ud af Spanien med Columbus på hans 3. rejse i 1498 og blev tillige udvist i stort tal under inkvisitionstiden. Den spanske inkvisition var den 4. i rækken, idet der havde været andre i løbet af middelalderen, og blev ivæksat under den sidste fase af generobringen. Der var dog stadig store muslimske og jødiske befolkningsgrupper i landet, og hertil kom forskellige "kætterske" kristne grupperinger og sigøjnerne, som man også ønskede fjernet. Inkvisitionen blev derfor et vigtigt redskab i den sindelagskontrol (limpieza de sangre, blodets renhed), som det spanske kongehus udøvede over blandt andet de omvendte jøder og muslimer.
I Frankrig var udvisninger allerede iværksat fra 1427 - 6 år efter sigøjnernes første ankomst til landet. Udvisningspolitikken blev dog sjældent omsat i praksis på det tidspunkt. I 1560 blev sigøjnerne imidlertid beordret til at forlade landet straks, i modsat fald ville de blive sendt til galejerne som slaver.
I 1682 udgik der ordre fra kong Louis XIV til landets fogeder om at arrestere alle såkaldte bohemer og egyptere. Mændene skulle lægges i lænker og føres til evigt strafarbejde på galejerne. Kvinderne skulle piskes og udvises af Frankrig - uden nogen form for rettergang iøvrigt.
I 1600- og 1700-tallet blev mange sigøjnere fragtet fra Portugal til kolonierne i Sydamerika, Indien og Afrika. Mænd, kvinder og børn blev bl. a. sendt til Brasilien og Angola med henblik på at forvise folket for evigt fra moderlandet, uanset om de havde begået ulovligheder eller ej. I 1718 var den brasilianske by Bahia blevet hovedbyen for last af sigøjnere fra Portugal. Guvernøren her blev pålagt at forbyde sigøjnerne at tale romani eller lære deres børn sproget overhovedet.
I Tyskland havde man siden sigøjnernes ankomst i 1500-tallet prøvet at rydde staterne for dem igen. Middelalderens hansestæder indførte ekstremt hårde love, som berørte alle. Sigøjnerne blev dermed ofre for tiltagende forfølgelse og voldsomme afstraffelser. Plakater med voldsomme pryglescener blev fremstillet og sat op til advarsel for sigøjnene, der blev antruffet i de tyske besiddelser. Den første tyske forvisningsordre fra 1496 blev fulgt op af adskillige love til bekæmpelse af "sigøjnerproblemet". Den oprindelige lov tillod straffrit drab på sigøjnere, og i 1726 bekendtgjorde kejser Karl VI udryddelse af alle voksne, mandlige sigøjnere. Kvinder og børn skulle "kun" have skåret et øre af, så man til enhver tid kunne udpege de formastelige, og derefter skulle de piskes ud af landet. I 1725 indførte Frederik Wilhelm I dødsstraf for alle sigøjnere, kvinder som mænd over 18 år, der blev pågrebet inden for det preussiske territorium.
I Nederlandene var afvisningen total: Fra det 17. til begyndelsen af det 18. århundrede blev der organiseret regulære "hedninge-jagter", som var egentlige klapjagter på sigøjnerne. Det vil sige folkelige jagtudflugter, som ofte foregik under kirkeklokkernes ringen. Her blev der udstedt ordre til at skyde, hvis sigøjnerne gjorde modstand. Af og til var disse jagter velorganiserede, militære manøvrer med deltagelse af infanteri, kavalleri og politistyrker. Der blev indført dusører for indfangne sigøjnere, og der opstod på den baggrund professionelle sigøjnerjægere.
I Danmark nævnes sigøjnere i et brev fra 1505, som Kong James IV af Skotland sender til sin onkel, Kong Hans af Danmark. I brevet beder han om at Danmark tager godt imod hertugen af Lille-Egypten, hr. Antonius Gagino, som er på pilgrimsrejse med sit følge gennem den kristne verden. Ligesom i resten af Europa blev de dog også hurtigt uønskede herhjemme. Denne position har været opretholdt i gennem hundreder af år i landets strenge antisigøjnerlovgivning, hvis formål var at fjerne sigøjnerne fra Danmark. Den strenge kurs betød, at også sigøjnerne i Danmark levede et liv, hvor de var nødt til at rejse fra sted til sted, afhængige af borgeres og myndigheders velvillighed.
Historien viser at velvilligheden manglende. Sigøjnerne var og er i dag stadig uønskede. Udover at lukke grænserne for roma'er, blev roma'erne i 1554 gjort fredløse. Alle havde dermed ret til at dræbe dem og tage deres egendele. Sigøjnerne blev som følge heraf kontant udsat for forfølgelser og havde kun yderst sjældent mulighed for at ernære sig gennem almindeligt arbejde. De havde derfor ikke andet valg end at prøve at overleve ved konstant at være på rejse eller flugt. Samtidig måtte de ernætre sig ved løst arbejde og håndvætrk.
Roma'erne var fredløse indtil 1736. Herefter var det ikke tilladt at dræbe roma'er. I stedet skulle roma-mændene fanges og sættes i tugthuse. Her skulle de på livstid udføre hårdt arbejde. Kvinderne skulle derimod i fængsel i 3 dage og derefter køres til grætnsen, børnene blev taget og kom i børnehuse ,hvor de skulle opdrages til håndvætrkere eller tjenestefolk. Sådan lød det i den holstenske fattiglov fra 1736.
Danmarks mål har været at angå at få romaer ind i landet. Det fik store konsekvenser for en hel roma-familie i 1939, der -- selv om de havde norske pas- blev forbudt at rejse gennem Danmark til Norge ved den dansk-tyske grænse. De undgik derfor ikke at blive henrettet i Nazitysklands koncentrationslejre.
Efter 2. verdenskrig ændrede situationen sig noget. Roma'er kunne efter 1953 således i princippet ikke blot smides ud af landet, fordi de var sigøjnere. Det blev de dog alligevel, bl.a. fordi det ikke-fastboende liv automatisk førte til overtrædelser af dansk lov, og fordi befolkning og politiet oftest var effektive til at finde og arrestere roma'er. Der var en stærk modvilje hos lokalbefolkningen, når roma'er slog lejre på rastepladser, marker og ligende, selvom det var romaernes eneste mulighed for overnatning, da romaer var forbudt adgang til campingpladser.
Anders Enevigs optegnelser fra 1970'erne fortæller om flere tilfælde af, at roma'er trues med vold til at "rejse" videre (Enevig 1975, s. 61-65). Enkelte kommuner forsøgte sig med at oprette lejrpladser til de få grupper af roma'er, der p.gr.a. af det skandinaviske passamarbejde kunne rejse rundt i Norden, jf. bl.a. Blushøjlejren 1948-1964. Lejrene var oftest midlertidige og blev flyttet tit, så de ikke fremstod attraktive for roma'er og fattige danskere. I 1960'erne blev denne type af lejre lukket.
I 1967 var situationen den, at der kun var meget få roma'er tilbage i Danmark - sandsynligvis omkring 200. De var på landevejen og i interimistiske lejre omkring København. De sidste lejre blev nedlagt, og beboerne rejste til andre lande eller fik anvist boliger. Selvom de kun modvilligt lod sig flytte i lejlighed, forløb deres videre integration uden alvorlige problemer, da de var bekendt med det danske samfund. I dag opfatter nogle i gruppen sig stadig som sigøjnere eller rejsende, som de selv foretrækker at blive kaldt.
Efter 1967 slog enkelte roma'er fra Europa stadig af og til lejr rundt om i landet; men de rejste hurtigt videre - nogle gange tilskyndet af lokale, andre gange blev de fulgt til grænsen af politiet.
Vor tids danke roma'er er kommet på meget forskellige tidspunkter og fra forskellige lande. En del kom som gæstearbejde omkring 1970, mens andre er kommet som flygtninge under krigene i Jugoslavien og Kosovo. Derudover må regnes efterkommere af danske rejsende, samt en gruppe tilrejsende roma'er, som fik statsborgerskab og bosatte sig i Københavnsområdet i 1970'erne.
Roma'erne bor i dag i hele landet, dog flest i Københavnsområdet og Helsingør. Resten findes i mindre byer rundt omkring i landet. Ingen ved, hvor mange roma'er der er i Danmark, da ingen myndigheder registrerer, hvem der roma'er. De er i stedet registreret som danskere, jugoslaver eller svenskere, alt efter hvilket land de har statsborgerskab i. Mange roma'er fortæller ikke at de er roma'er, fordi de vil undgå at møde fordomme. Derfor kender myndighederne oftest kun til de romaer, som har alvorlige, sociale problemer. De velintegrerede fortæller sjældent, at de er romaer, men siger f.eks. de er jugoslaver.
De danske roma'er er meget forskellige. De er kommet fra forskellige områder, bl.a. Serbien, Makedonien, Bosnien og Kosovo, og de har levet under meget forskellige forhold i disse områder. Nogle har været velintegrerede med arbejde, andre har boet i slumkvarterer og kan hverken regne eller skrive. De, der har besøgt de slumkvarterer, hvor nogle af de danske roma'er er kommet fra, kan fortælle om miserable forhold, om faldefærdige huse uden elektricitet og sanitet og med plastik i vinduerne. Skolegang og mulighed for fast arbejde er kun for det fåtal af roma'er, som bor uden for disse roma-kvarterer, der findes for enden af en mudret, hullet og ufremkommelig jordvej udkanten af byen.
Roma'erne i Danmark klarer sig meget forskelligt. De, som kun har været kort tid i landet og som er flyttet hertil fra slumkvarter som følge af krigene i det tidligere Jugoslavien, klarer sig dårligst. Det er svært at klare sig i det danske samfund, hvis man aldrig har lært at skrive og regne og ikke kender til arbejdsmarkedet. Andre roma'er klarer sig meget godt med fast job, og deres børn bliver godt uddannede. I mellem disse findes en stor gruppe, som klarer sig ved at få kontanthjælp eller ved at have dårligt betalte og ustabile jobs.
Sigøjnerne kom vestpå fra Østeuropa og gennem Centraleuropa i begyndelsen af 1400-tallet. De første sigøjnere rejste ind i Spanien over Pyrenæerne. De rejste i grupper på 30-100 personer under ledelse af mænd, der udgav sig for at være "hertuger" eller "grever" for at gøre indtryk på de lokale myndigheder. De første sigøjnere blev registreret i 1425 i Zaragoza og i 1445 i Barcelona.
Ligesom østpå udgav de sig for at være enten pilgrimsrejsende eller fordrevne fra Lille-Egypten på grund af deres kristne tro. De påstod, at de var blevet fordrevet af tyrkiske indtrægende på øen, og at de af paven var blevet dømt til at drage på pilgrimsrejse i 7 år. Med denne dobbelte status som religiøse flygtninge og pilgrimsrejsende blev de i begyndelsen modtaget godt overalt, og de lokale konger udstedte gerne lejdebreve, som sikrede de rejsende en fri og ubesværet færd. Flere steder modtog de gaver i form af mad eller penge, så de kunne klare den videre rejse. I 1425 greb kong Alfonso V af Aragonien således ind til fordel for grev Thomas af Lille-Egypten, der var på vej mod Santiago de Compostela. Indbyggerne i byen Alagón havde nemlig stjålet 2 fornemme hunde fra greven, som ved kongens indgriben blev holdt skadesløs for sit tab.
Rejsebrev til grev Felipe af Lille-Egypten, udstedt af det katolske regentpar marts 1491
Fra 1480 kaldte anførerne sig ikke længere hertuger eller grever, men derimod mere beskedent riddere eller kaptajner. De fortalte ikke mere historierne om Lille-Egypten, men angav blot at de kom fra Grækenland. De to forskellige udgaver af beretningerne om sigøjnernes oprindelse blev dog husket helt frem til begyndelsen af det 17. århundrede: I 1618 omtalte den lærde Salazar de Mendoza, at "grækerne" fortrinsvis var grovsmede, mens "egypterne" fortrinsvis drev hestehandel. Med hensyn til klædedragten adskilte de "egyptiske" kvinder sig fra deres "græske" medsøstre ved at bære meget karakteristiske dragter , som bl.a. omfattede et mangefarvet tæppe eller slag med hætte, der blev holdt sammen ved skulderpartiet.
I Spanien varede idyllen heller ikke længe. Sigøjnernes tilværelse i Vesteuropa blev allerede fra slutningen af 1400-tallet og helt op til vor egen tid præget af angst, usikkerhed og forfølgelse: De var til stadighed på rejse, på flugt fra det ene land til det andet, mistænkeliggjort og frygtet af de lokale befolkninger, forfulgt af myndigheder og kirken og i det hele taget uønskede af alle parter. Lovgivningsmagten måtte derfor gribe ind, og de særlige rettigheder og privilegier, som sigøjnerne havde opnået ved at blive betragtet som pilgrimme, blev inddraget.
Det katolske kongepar Ferdinand II og Isabella I havde ved deres strategiske giftermål samlet kongedømmerne Aragonien og Kastllien til et stærkt rige. Med deres erklærede hensigt at generobre den iberiske halvø for kristemdommen blev mistro, intolerance og overvågning fremherskende i Spanien. Landet havde tidligere tidligere været præget af de 3 religioner islam, jødedommen og kristendommen, som indtil da havde eksisteret side om side uden nævneværdige problemer eller sammenstød. Andalusien havde været arabisk / muslimsk igennem mere end 700 år; men med den kristne tilbageerobring af det sidste emirat i Granada i 1492 var denne fredelige sameksistens (convivencia) en saga blott. Alle ikke-kristne blev tvunget til at konvertere, og i modsat fald ventede strenge straffe og fortabelse af alle tidligere rettigheder.
Spaniens første inkvisition blev organiseret allerede i 1184, ledet af de katolske biskopper; men da biskopperne ikke var tilstrækkeligt nidkære, indførte Pave Gregor 9. i år 1232 en direkte pavelig inkvisition, ledet af dominikanermunke. Den fjerde inkvisition blev iværksat i 1478 med det formål at (ud)pine konverterede jøder (marranos eller convertos), for senere at tage sig af de omvendte muslimer (moriscos) og protestanterne, der blev regnet for regulære kættere.
I 1492 - året for den endegyldige kristne sejr i Granada og Columbus' opdagelse af Amerika - blev alle jøder forvist fra Spanien, og i 1499 - 3 år før tvangskristningen af maurerne - underskrev kong Ferdinand og dronning Isabella den første anti-sigøjner lov.
Loven blev indledt med den imødekommende formulering "Hilsen og nåde til jer, egyptere, som med jeres kvinder, børn og familier vandrer omkring i vore kongedømmer og vore riger." Men hermed stoppede venligheden, og loven sluttede med den langt mindre imødekommende forordning, at sigøjnerne fra ikrafttrædelsen fik 60 dage til at bosætte sig fast, at tage arbejde som handlende eller sælge deres arbejdskraft som tyende hos deres "herrer". De formastelige, som afviste tilbuddet, kunne få yderligere 60 dage til at forlade landet for altid, sendes bort med en straf på 100 piskeslag og idømmes evig landflygtighed.
Hvis de alligevel vendte tilbage, ville de blive straffet hårdt: 1. gang med 100 piskeslag, 2. gang med at få ørerne skåret af og lagt 60 dage i lænker og 3. gang med for altid at blive evig ejendom som slaver hos dem, som måtte pågribe dem. - Loven blev bekræftet i Toledo i 1528.
Disse tiltag blev endog strammet, for 6 år senere udbrød der mytteri på en galej med 30 sigøjnere ombord, hvoraf 3 næsten havde udstået hele deres straf.
En lang række af kongelige love og forordninger - de såkaldte pragmáticas - blev i de følgende århundreder udstedt med forskellige skrappe begrænsninger og voldsomme straffe for sigøjnerne.
Landsforvisning var ikke nogen reel løsning, ligesom det var ikke indlysende attraktivt for sigøjnerne selv at gå i landflygtighed, for i de fleste europæiske lande var der indført lignende, strenge love til bekæmpelse af "sigøjnerproblemet". Blev sigøjnerne sendt over grænsen til et andet land, ville de blot komme tilbage i takt med nabolandenes tiltagende intolerance og skrappe lovgivning.
Ydermere tog den spanske sigøjner-politik udgangspunkt i den overbevisning, at der ikke fandtes noget sådant som et sigøjner-begreb eller -folk, altså en total afvisning af roma-folkets eksistens og egenart.
Disse tanker stammede fra tyske 1500-tals lærde og videnskabsmænd. De hævdede, at sigøjnerne uden indsigelse var parate og villige til at optage personer i deres grupper, som stammede fra de lande, de i øvrigt besøgte og rejste igennem. Disse lærde folk kom i deres mistro, intolerance og manglende viden til den konklusion, at sigøjnerne på ingen måde var en etnisk afgrænset gruppe, men udelukkende en flok rakkerpak og vagabonder, der hverken frygtede Gud eller mennesker - jordens udskud.
Det var en uretmæssig vurdering, som imidlertid senere fik en vis grobund i det nedbrudte Tyskland efter 30-årskrigen 1618-1648. Her var det almindeligt, at sigøjnerne fulgte med hærene og deltog i plyndringerne. Nogle sigøjnere blev ligefrem hvervet som soldater under krigen, og ved krigens afslutning sluttede forbrydere og deserterede soldater sig til sigøjner-grupperne og udgav sig for at være sigøjnere. De dannede deciderede røverbander, som plyndrede i de krigshærgede områder. I disse tilfælde var sigøjner-grupperne bevæbnede og satte sig til modværge, når man forsøgte at pågribe dem. Ellers havde de ikke andet at stille op end at flygte - som tidligere. Europa var dengang tyndt befolket, og mange af de områder, som i dag er opdyrkede landbrugsområder eller tætbefolkede industriområder, lå dengang hen som øde skov- og bjergegne. Der var skjulesteder nok, og sigøjnerne lærte at komme væk, dele sig i mindre grupper, rejse og skjule sig i fredeligere egne - egenskaber og evner, der har pustet yderligere til fordomme og rygter om det fremmede folkeslag.
Spanierne var hurtige til at tilslutte sig de tyske idéer, især i 1600-tallet efter fordrivelsen af de omvendte muslimer - los moriscos. En del gik endog så vidt som til at påstå, at sigøjnerne en gang om måneden farvede deres hud med planteudtræk for at komme til at se fremmede og anderledes ud, og at de tillige havde opfundet et falsk sprog - en slags uforståelig slang - med det samme formål.
Denne absolutte afvisning af en sigøjner-etnicitet og -identitet gav sig udslag i en omfattende kamp mod de ydre kendetegn, såsom sprog, traditioner, religion, klædedragt, livsstil og traditionelle erhverv.
Første skridt på denne vej var at forhindre sigøjnerne i at formere sig. I 1594 fremsatte to repræsentanter fra Las Cortes et ret "genialt" forslag: Ifølge de to medlemmer af statsrådet skulle alle mandlige sigøjnere simpelthen tvangsbosættes i et område, der lå milevidt fra sigøjner-kvindernes tilladte beboelser. Ved tillige at forbyde al rejseaktivitet og dermed muligheden for samvær, ville der på længere sigt ikke blive født flere sigøjnerbørn. Desuden skulle det forbydes sigøjnerne at tale deres eget sprog og bære deres traditionelle dragter. På den måde ville der efterhånden ikke være indvendinger fra sigøjnernes side mod at gifte sig med de gode og ordentlige folk fra deres respektive beboelsesområder, og sigøjner-problemet ville næsten automatisk løse sig i løbet af ret kort tid.
Statsrådet var dog delt i spørgsmålet: Et flertal hældte mod forvisning ud fra det synspunkt, at de mange "falske sigøjnere" sandsynligvis hellere ville opgive deres levevis end blive smidt ud af landet. Antallet af forviste sigøjnere ville dermed være til at overse. Deres modstandere mente, at deportation var en virkningsløs foranstaltning over for et nomadefolk, og det ville være både nemmere og mere effektivt at sende alle sammen i galejerne. Den sidstnævnte løsning blev rent faktisk sat i værk i stort omfang. I løbet af 1600-tallet steg antallet af massearrestationer på sigøjnere, hver gang flåden havde brug for mandskab.
Sigøjnerne fik dermed lovforbud mod at tale andre sprog eller klæde sig anderledes end de øvrige spaniere. Det blev ligeledes forbudt dem at drive hestehandel og markedshandel i øvrigt - sigøjnernes vigtigste erhverv og indtjeningskilde. Formålet med loven var at opsluge en alt for anderledes minoritet i den brede befolkning, og dermed blev sigøjnerne beordret til at bryde op fra de områder, hvor de hidtil havde fået lov til at opholde sig i fællesskab. De måtte ikke mødes - hverken under private eller offentlige former, og de blev holdt under skarp overvågning, specielt for at undgå at de mødtes eller giftede sig med andre sigøjnere. Også deres religion og deres ritualer blev nøje kontrolleret.
Lovens artikel 2 gjaldt udryddelsen af selve betegnelsen for og mindesmærker om denne forbandede race - eller subkultur, afhængigt af synspunktet. - Sigøjner eller ej: Ingen måtte på nogen måde udtale dette ord, og det blev anset for at være en grov krænkelse af loven, hvis det alligevel skete, en ovetrædelse som medførte strenge straffe. Enhver form for sigøjner-underholdning blev forbudt, uanset om den var autentisk eller teaterefterligninger: "Forestillinger i form af dans eller andre slags optræden vil ikke blive tolereret; sigøjnernes klædedragt og navnet sigøjner skal også hermed forbydes".
Artikel 3 opremser en række strenge straffeforanstaltninger over for de sigøjnere, som vovede at forlade deres bosættelser, og her var straffen igen livslangt slaveri. Sigøjnere i besiddelse af våben blev idømt 8 års strafarbejde på galejerne.
Bevæbnede grupper specialiserede sig således i at holde regulære menneskejagter. Især i regionerne La Mancha og Estremadura - men også i mange andre områder - organiserede dusørjægere små beredne og bevæbnede grupper med det ene formål at gennemsøge landområderne for sigøjnere. De indfangne sigøjnere afleverede de til myndighederne - døde eller levende - mod passende betaling. De håbede på at opnå en vis anerkendelse for deres aktioner, men i bund og grund var det et spørgsmål om penge og muligheden for at konfiskere de pågrebne sigøjneres værdier.
Det katolske regentpars bevæbnede forbund La Santa Hemandad - Det Hellige Broderskab - blev grundlagt allerede i 1476 som en milits til forfølgelse af "lovløse" i landområderne og handlede ud fra de samme principper, endog med så stor effektivitet at der faktisk opstod voldsomme konflikter mellem flere af disse bevæbnede paramilitære grupper, de regulære tropper på den ene side og kirkens domsmyndighed på den anden side.
I 1721 nedsatte kong Felipe IV en kommission, der endegyldigt skulle tage stilling til sigøjnernes adgang til kirkeasyl, og spørgsmålet blev afgjort i 1748. I overensstemmelse med pavestolen blev det besluttet at overflytte asylsøgende sigøjnere til områder, hvor der fandtes lukkede straffelejre eller -kolonier. Denne afgørelse berøvede sigøjnerne deres sidste mulighed for beskyttelse og tog forskud på de følgende års tvangsassimilation.
Artikel 1: Alle sigøjneres skal inden 30 dage lade sig registrere hos de lokale myndigheder, hvor de bor, med oplysning om navn, alder, ægteskabelig status, profession, livsform, navne og alder på eventuelle børn, såvel som våben, heste, muldyr og andre dyr i deres eje.
Artikel 2: De, som undlader at lade sig registrere eller opgive fuldstændige oplysninger, vil blive idømt 6 års strafarbejde på galejerne.
Artikel 3: Efter yderligere 30 dage skal alle sigøjnere have forladt landet; i modsat fald vil alle mænd blive dømt til 8 år på galejerne og alle kvinderne blive idømt 200 piskeslag. Kun sigøjnere, der er bosat i grupper på over 200 personer, kan under følgende omstændigheder få lov at blive:
Artikel 4: Den eneste lovlige beskæftigelse for sigøjnerne er jordbrug. Enhver overtrædelse vil medføre en straf på 8 år på galejerne.
Artikel 5: Det forbydes sigøjnerne at eje eller gøre brug af heste. Kun æsler og muldyr til brug for jordbruget er tilladte.
Artikel 6: Det forbydes sigøjnerne at eje skydevåben. Overtrædelse vil medføre en straf på 200 piskeslag og 8 år på galejerne.
Og videre hedder det:
Artikel 10: Ligeledes forbydes de køb og salg samt handel med enhver form for dyr. Overtrædelse vil medføre en straf på 6 år på galejerne.
Artikel 11: Sigøjnere må ikke bo sammen i det samme kvarter, de må ikke bære klæder, der afviger fra de øvrige indbyggeres, og de må heller ikke de tale et særligt sprog. Overtrædelse vil for mændende medføre en straf på 6 år på galejerne, for kvinderne 100 piskeslag og udvisning.
Artikel 12: Sigøjnerne må kun forlade deres boligområder for at tage på markarbejde. De må ikke rejse andre steder hen uden skriftlig tilladelse fra myndighederne.
Artikel 13: Den førnævnte straf som galej-slaver idømmes mandlige sigøjnere mellem 17 og 60 år. Drenge mellem 14 og 17 år sendes på strafarbejde, mens kvinderne straffes med pisk og forvisning.
Artikel 14: Enhver sigøjner - fastboende eller andre - som færdes sammen med 2 eller flere rejsefæller, og som er i besiddelse våben, skal dømmes til døden - også selv om han ikke tages på fersk gerning.
Indledning til kong Carlos II's Prágmatica fra 1695
Endnu en lov fra 1746 tilføjer 34 andre byer til listen over tilladte opholdssteder. Den fastlægger tillige, at sigøjnerne skal fordeles, så det svarer til én sigøjner-familie pr. 100 indbyggere. Myndighederne ønskede hermed at sikre sig, at der ikke var mere end én familie i hver gade eller hvert kvarter. Sigøjner-familiernes levevis, beskæftigelse og aktiviteter i øvrigt var under nøje overvågning, specielt med henblik på at holde familierne adskilt fra hinanden.
Efter disse omfattende tiltag var spredningen af sigøjnerne og dermed deres levevis begrænset til et antal nøje kontrollerede områder - i alt 75. Ydermere havde sigøjnerne for længst mistet retten til kirkeasyl - den sidste tilflugt for "de genstridige". Efter forhandlinger med pavestolen i Rom blev der taget skridt til at iværksætte mere radikale løsninger. Der herskede i visse kredse stor utilfredshed med, at assimilationspolitikkens totale udslettelse kun meget langsomt gav de ønskede resultater, og tiden var inde til hurtigere og mere effektive metoder til at løse "sigøjner-problemet".
Et andet - ikke ubetydeligt - problem var hemmeligholdelsen af den omfattende operation og bemandingen i forbindelse med sigøjner-jagten, der for virkningens skyld måtte iværksættes på samme tidspunkt over hele landet. Det viste sig også, at denne "round-up"-øvelse måtte gentages for at få fat på de sigøjnere, der ikke havde slået sig ned med fast bopæl i de officielt påbudte områder.
Foranstaltningerne vakte store protester, da de blev sat i værk: Der var klager fra sigøjnerne selv, som forlangte besked om deres arrestation, når de rent faktisk opholdt sig fredeligt og legalt i deres hjem i de anviste områder. De klagede desuden over, at det at være sigøjner i sig selv skulle være strafbart. Også lokale myndigheder i sigøjner-områderne gjorde indsigelser, fordi mange sigøjnere - på trods af loven - indtog nøglepositioner inden for handel og håndværk. Det betød f. eks., at flere lokalsamfund stod uden smede, der kunne reparere værktøj og landbrugsredskaber, møllere til arbejdet i oliemøllerne eller bagere til den lokale brødforsyning.
Den vægtigste protest kom imidlertid fra lederne af flådens værksteder og værfter, som blev overskyllet af tusindvis af dømte sigøjnere. Hver nat skulle disse mange fanger lægges i lænker ombord på de oplagte skibe eller stuves sammen i lagerbygninger, hvor de risikerede at blive kvalt i den tætte menneskemængde. Ydermere var der problemer med sygdom og udmattelse som følge af de umenneskelige arbejdsvilkår. Meningen var, at fangerne skulle erstatte det eksisterende flådepersonnel med havnebygning og vedligeholdelse af dokker m.m. Det hårde arbejde indebar bl. a., at fangerne transporterede ekstremt tunge sten og andre byggematerialer, mens de gik i vand og mudder til livet og i øvrigt var hæmmet af tunge fodlænker. Ledere og opsynsfolk vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med de mange syge og svagelige straffefanger og frygtede samtidig epidemier og mytterier. Dødeligheden blandt fangerne var høj, flugtforsøg var sjældne og blev slået ned med hård hånd.
Den omfattende debat, der herskede omkring sigøjnerne i 2. halvdel af det såkaldte "oplyste" århundrede, kastede ikke speciel glans over de fremtrædende mænd, som ellers deltog i den - heriblandt beundrere af de franske encyklopædister som f.eks. Pedro Rodríguez, greve af Campomanes (1723-1802), anklager ved Kastilliens Consejo de la Mesta, en af landets ældste "lobby-institutioner", og Pedro Pablo Abarca de Bolea, greve af Aranda (1719 - 1798), som var personlig ven af Voltaire og Alembert og tillige præsident for selvsamme råd.
Greven af Campomanes fremsatte forslag om indesprærring af alle duelige, fastboende sogøjnere i straffekolonier, som han i eufemistiske vendinger kaldte "lukkede bosættelser". Alle andre skulle i al sin gribende enkelhed deporteres til Amerika. I modsætning hertil gik greven af Arandas forslag på kun at deportere alle ugifte sigøjnere.
Han udfoldede sit forslag med detaljerede planer om, at alle drenge og unge mænd skulle sendes til øerne, og alle piger / unge kvinder skulle sendes til fastlandet - langt væk fra hinanden, og på den måde gennemføre den oprindelige udryddelsesstrategi, som blev fremlagt helt tilbage i 1594.
Hvad angik gifte par i den frugtbare alder, fastsatte greven af Aranda, at der kun måtte tillades ét par i hvert område, og at disse ville blive dømt til galejerne, hvis de blev antruffet omstrejfende mere end ¼ legua (mindre end 2 km.) fra deres bosted. Ligeledes foreslog han, at børn skulle fjernes fra deres forældre, når de var vænnet fra som brystbørn, eller i det mindste når de begyndte at tale.
Carlos III, som eftertiden ellers har betragtet som indbegrebet af en oplyst monark, var endog gået endnu længere i sine bestræbelser: Han ønskede sigøjner-børnene fjernet fra deres forældre allerede ved fødslen, og afviste pure at lade dem komme i skole - især hvad angik pigebørnene. Han var overbevist om, at deres tilstedeværelse blandt drengene (eftersom der kun fandtes ganske få pigeskoler) ene og alene ville føre til, at de opmuntrede dem i deres "naturlige tendens til tøjlesløs og udsvævende livsførelse".
Hele denne debat kulminerede med den sidste af de spanske sigøjner-love. Den blev udfærdiget af greven af Campomanes sammen med det langt mindre prominente rådsmedlem Pedro Valiente og blev underskrevet af kong Carlos III i 1783. Det er sandsynligvis Valiente's fortjeneste, at ånden i denne lov blev relativt liberal, eftersom planerne for deportation og lukkede bosættelser - der var så fremtrædende i Campomanes' og Arandas model - faktisk blev droppet, og Campomanes og kongens egne forslag vedr. tvangsfjernelsen af børnene blev modficeret en del og begrænset til "hårdnakket kriminelle eller genstridige" familier. Den væsentligste nyskabelse i denne lov var dens garanti til alle sigøjnere om lige rettigheder på linje med landets øvrige borgere, især med henblik på arbejde og bopæl. Artikel 1 videreførte principperne fra loven af 1663: "De, som kalder sig selv sigøjnere, er hverken sådanne af oprindelse eller natur", men tilføjede dog et væsentlig imødekommelse: "... og de ikke er skud fra en rådden stamme".
Der var således ikke længere tale om en nederdrægtig eller forbandet race; men enhver form for skillen sig ud ved sigøjniske karakteristika - det være sig i sprog, klædedragt eller livsstil - ville stadig blive straffet hårdt.
Artikel 3 fastslog, at ordet "sigøjner" og dets erstatning "ny kastillaner" var at regne for alvorlige krænkelser og fornærmelser og således fremover ville være forbudt. Artikel 5 tillod eks-sigøjnere (da de jo var blevet "unævnelige" og ikke længere kunne kaldes sådan) adgang til alle erhverv og laug - naturligvis på den indlysende betingelse, at de i alle anliggender afstod fra at skille sig ud. I modsætning hertil ville de genstridige, der fortsat opførte sig som sigøjnere, blive brændemærket med glødende jern og dømt som vaneforbrydere i tilfælde af gentagelse.
På trods af dens begrænsninger viste loven af 1783 sig brugbar til at give sigøjnerne visse frihedsrettigheder, bl.a. at udøve hverv og bosætte sig efter eget ønske. I de følgende år fandt da også omfattende flytninger sted, og kort efter kong Carlos III's død i 1788 - under optakten til den franske revolution - brød de første hestehandler-familier op fra Barcelona og byens omegn, krydsede grænsen og slog sig ned i Sydfrankrig.
Ovenfor beskrives sigøjnernes officielle situation og skæbne i Spanien fra deres ankomst i starten af det 15. århundrede til gennemførelsen af de nye og mere liberale love i 1783 - en periode præget af en lang række assimilationstiltag og de mange, ofte modstridende strategier i løsningen af " sigøjner-spørgsmålet".
Hvad disse love ikke afspejler er, at adskillige sigøjner-familier faktisk blev pålagt at bosætte sig i visse byer og landsbyer, især i Andalusien. Dette skulle ske uden for den kompromisløse overvågning i de officielt godkendte bosætningsområder, uanset om det ville foregå på eget initiativ - med latente trusler om indgriben fra de allerede fastboendes side, eller om det velvilligt kunne indebære særlige rettigheder og privilegier i de pågældende områder.
At sigøjnere og maurere bevisligt har boet samme steder og tildels haft samme næringsveje, kan let forklares ved at sigøjnerne naturligt har udfyldt såvel beboelses- som beskæftigelsesmæssige huller efter udvisningen af maurerne. Den påtænkte udvisning sammen med maurerne blev sat i bero, og selveste greven af Campomanes gav i år 1763 udtryk for, at "udvisningen fra landområderne ikke havde været klog politik, for da maurerne blev forvist i store flokke i 1613, rejste de fra forladte huse, øde marker og ubesatte erhverv". - Anklageren tilføjer, at der ligefrem kunne være fordele ved at opfordre sigøjnerne til at overtage flygtningenes boliger og erhverv, mens det i andre tilfælde skete af egen drift for at undgå yderligere forfølgelse og i stedet opnå en vis grad af sikkerhed og tryghed i tilværelsen. - Alt dette forklarer, at mange andalusiske sigøjner-familier har udført handels- og håndværksfag, der blev anset som foragtelige eller nedværdigende af de "hvide", kristne spaniere, og som derfor havde været varetaget af maurerne helt op til 1600-tallet. Det gælder ikke blot grovsmedehåndværk og hestehandel, som også var traditionelle sigøjner-fag, men ligeledes murerarbejde, vævning, bagning, slagtning etc. etc.
Denne stiltiende integration af sigøjner-familier i områder, hvor de - mere eller mindre - blev budt velkommen, fandt reelt allerede sted i Navarra i begyndelsen af 1570'erne inden maurernes omfattende udvisning. Dog var kravet, at de skulle fraskrive sig deres sprog og deres skikke og undgå samkvem med andre sigøjnere.
På nogenlunde samme tidspunkt - i 1576 - slog de store Cortés- og Medrano-familier sig ned i Antequera i Andalusien. Da det i de efterfølgende år blev alt for svært og usikkert for sigøjnerne at rejse ad Spaniens veje, ansøgte mange sigøjnere de lokale myndigheder om kongeligt rejsepas, som skulle give dem ret til at rejse frit omkring i udøvelsen af deres erhverv. 9 vidner - heraf 2 præster, 4 byrådsmedlemmer og en sagfører - skulle vidne på deres vegne, og via disse vidnesbyrd er der overleveret sandfærdige oplysninger om, at disse familier var gode kristne, at de klædte sig som alle andre, at de havde fast ejendom i byen, og at de sendte deres børn i skole og således ikke var til at skelne fra de øvrige indbyggere. De tilhørte forskellige laug, dyrkede deres jord og betalte deres skatter som andre borgere. Det viste sig ydermere, at flere have militærpapirer, eftesom de de havde bidraget med heste og våben under de engelske og hollandske angreb på Cádiz og Gibraltar, lige som de havde leveret kornforsyninger til hæren, grænsetropperne og flåden.
Takket være disse kostelige rejsepapirer lykkedes det for de nævnte familier at komme helt til Alcalá la Real i Jaén-provinsen i Andalusien. Undervejs var de naturligvis nødt til at fremvise de kongelige tilladelser, hver gang de over for myndigheder skulle bevise, at de ikke var sigøjnere - eller rettere: at sigøjnerlovene ikke gjaldt for dem, eftersom de var vendt ærefuldt tilbage fra Flandern. - I Alcála og andre byer kaldte folk dem derfor los flamencos - flamlænderne. Fra 1800-tallet blev flamencos den brede betegnelse for sigøjnere mange steder og især i Andalusien, før ordet kom til at betegne deres karakteristiske og fremmedartede musik.
Men selv for privilegerede har tiden det med at ændre vilkårene... Således kom sigøjner-kvinden María de Montoya i knibe. Hun havde i 1677 opnået kongelig tilladelse til at bosætte sig i en række byer og landsbyer, men fik besvær både med La Santa Hermandad og myndighederne i hendes hjemegn. Da hun i 1692 ansøgte om en ny kopi af skrivelsen som erstatning for den gamle, slidte original, blev det afslået med den begrundelse, at hun brugte rejsepasset som påskud for vagabondering. På samme måde var Gonzáles-familien i Brihuega og Valdepeñas udsat for mange problemer i starten af 1700-tallet, selv om familien sad inde med adskillge dokumenter, som kunne bevidne deres status og rettigheder som "gammel-kastillanere".
I visse byer indebar de stedse skrappere sigøjnerlove dog problemer for myndighederne. Det var f. eks. tilfældet i 1698 Sevilla, hvor sigøjnere uden løn kunne spille tamburin og fløjte for militæret. Det taknemmelige bystyre ønskede at spare dem for besværligheder, eftersom sigøjnerne også arbejdede som grovsmede, men den 3 år gamle sigøjner-lov udelukkede dem fra alle andre fag end landbrug. Sevillas bystyre fik derfor statsrådets tilladelse til at gøre en undtagelse fra loven for de sigøjniske musikere.
José Monge Cruz "Camaron de La Isla"
(1950-1992)
På samme måde greb byfogeden fra Motril ind til fordel for familierne Cortés, Cárcamo, Arroyo, Carmona, Bermúdez og Torcuato, eftersom disse var ansat ved sukkerraffinaderierne i området, som dengang var i stor fremgang. - Også i Vélez-Málaga plæderede byfogeden til fordel for 16 sigøjner-familier, der havde boet i byen i flere generationer, og hvis indsats som grovsmede og fåreklippere - begge absolut forbudte erhverv - blev vurderet som værdifulde for samfundet. Hans erklæring indeholdt også en bøn om anerkendelse af det faktum, at de allerede havde opnået bopælsret, og at det ville være at sætte deres liv og overlevelse på spil, hvis de blev tvunget til at opgive deres erhverv og flytte fra byen.
For sigøjnere med dokumenteret status som "gammel-kastillanere" - mange af disse attester var blevet konfiskeret i forbindelse med tvangsbosættelser - besluttede rådet at tilbagelevere dokumentationen til de rette ejere på samme vilkår. Formålet med denne ordning var ganske pragmatisk, idet man på den måde undgik unødig overbefolkning i lovmæssigt udpegede områder med familier, hvis tilstedeværelse og indsats blev anerkendt som nyttig og formålstjenlig andetsteds.
På trods af statsrådets adskillige imødekommelser foregik der samtidig forberedelser til den store udryddelse i 1749. Denne udryddelseskampagne skulle ikke skåne nogen, selv om visse privilegerede personer og familier blev reddet og "resocialiseret" af deres hjembyer få måneder senere. Frem til 1783 blev de spanske sigøjnere holdt under streng overvågning; men man må gå ud fra, at skæbnen for flere velintegrerede og velrenommerede familier blev mindre grum og dramatisk end for det resterende sigøjner-samfund.
Tiden efter 1783
Urolighederne fortstatte i hele Spanien i omkring 5 år efter vedtagelsen af kong Carlos III's lov. Mange lokale byfogeder og borgmestre var efterhånden vant til at se sigøjnerne som lovløse - eller reelt som simple galejslaver - og var derfor uvillige til at lade dem genvinde nogen som helst form for frihed eller borgerrettigheder. I praksis blev pragmática'en i langt de fleste tilfælde fortolket og anvendt negativt, og arrestationerne mangedobledes overalt. I 1785 gik greven af Floridablanca - statsminister og rådgiver for Carlos III - så vidt som til at foreslå arrestation af alle fremmede rejsende med henblik på identitetskontrol samt krav om særpas til alle sigøjnere, som måtte ønske at færdes uden for deres egen områder.
Ikke alle indberetninger til statsrådet blev dog behandlet negativt efter indførelsen af 1783-loven. Nogle retsinstanser kunne således berette, at forseelser begået af sigøjnere gennem de seneste 10 år var af ubetydelig karakter. Det var fortrinsvis tyveri af mad - en kendsgerning som mere end antydede, at gerningsmændene stjal af ren og skær nød. Myndighederne bemærkede også en udbredt tendens til at beskylde sigøjnerne for alle lokale tyverier, samt at mange payos - d.v.s. "hvide", ikke-sigøjnere - benyttede sig heraf til at skjule deres egne misgerninger.
Mens lovene efter 1783 ikke specifikt omtalte sigøjnerne, men mere konkret pålagde kraftige reguleringer og begrænsninger i forhold til heste-, æsel- og muldyrhandel, så blev lignende restriktioner gennemført med forordningerne for Guardia Civil, sådan som de blev indført af Franco-regimet i 1943:
Artikel 4. Sigøjnerne skal være under omhyggelig og streng overvågning, deres identitetspapirer skal undersøges med størst mulige opmærksomhed, deres klæder skal observeres nøje, deres livsstil skal være under bevågning, og alle andre tiltage skal anvendes med henblik på at give et klart billede af deres aktiviteter, såvel motiverne for deres rejser som deres rejseruter og destinationer.
Artikel 5. Eftersom personer af denne slags generelt ikke har nogen fast bolig og konstant er på rejse fra sted til sted for at undgå genkendelse, anbefales det at indsamle al tilgængelig information om dem m.h.p. at forhindre dem i hestetyveri eller tyveri af nogen som helst anden form for genstande. - I diktaturets tid fandt man igen tilbage til tidligere tiders intolerance og mistænkeliggørelse på enhver sørgelig måde.
Folketællingerne i 1784 og 1785
Lovforslagene fra 1771 fremsat af greven af Campomanes og rådsmedlem Pedro Valiente omfattede en folketælling af alle sigøjnere i Spanien. To måneder efter kong Carlos III's godkendelse af pragmática'en i september 1783 blev der udsendt instrukser til landets borgmestre og byfogeder om at indsamle oplysninger og udarbejde detaljerede lister over alle sigøjnere, som måtte være bosiddende i deres respektive distrikter. Imidlertid blev disse instruktioner fortolket så forskelligt, at statsrådet efterfølgende måtte udsende yderligere instrukser og memoranda og endte med to sæt lister fra hhv. 1784 og 1785, som i det store hele komplementerede hinanden indbyrdes og tilsammen resulterede i præcise beskrivelser om 12090 sigøjnere fordelt over hele landet. Disse folketællingslister oplyser fornavne, efternavne, alder og beskæftigelse for alle sigøjniske familieoverhoveder bosat i Spanien på dette tidspunkt, desuden navne, alder og beskæftigelse for deres hustruer, børn og andre familiemedlemmer i deres husholdning. En del af folketællingslisterne beskriver endda også de pågælgende familiemedlemmer fysisk.
Region for region blev listerne gennemgået. - Andalusien førte an med mere end 67% af den samlede sigøjnerbefolkning. Herefter fulgte Levanten (den centrale Middelhavsregion) med 14%, Catalonien med 7,9%, Estrememadura med 5,2% og Ny-Kastillien med 3,3%. I Aragonien, Gammel-Kastillien og León var antallet under 1%, og der blev ikke registreret sigøjnere i Galicia, De Baskiske Provinser eller på De Canariske Øer.
I selve Andalusien fordelte sigøjnerne sig som følger:
Cádiz med 16,5% efterfulgt af Sevilla med 15%, Granada med 11,1%, Málaga med 9,1% Almería med 6,4%, Córdoba med 4,1%, Jaén med 3,8% og Huelva med 1%.
Generelt så det ud, som om sigøjnerne var bedre integreret i Andalusien end i de øvrige provinser. På trods af forbuddet mod at arbejde som grovsmede var andelen af sigøjnere beskæftiget med smedehåndværk helt oppe på 41%, hvorimod den påtvungne beskæftigelse inden for landbruget kun lå på 23%. I Andalusien forekom også det højeste antal blandede ægteskaber, nemlig 7,3% af alle sigøjner-par, modsat landsgennemsnittet på knap 2% i resten af Spanien.
Med folketællingslisterne har eftertiden fået et omfattende datamateriale, der samlet set viser Andalusien som et ret enestående område, hvad angår sigøjnernes bosættelse og virke. Årsagerne er mangfoldige. En del er historisk betinget: Som nævnt udfyldte sigøjnerne en lang række arbejdsmæssige funktioner efter udvisningen af maurerne og slog sig derfor også permanent ned i de områder, hvor de kunne skaffe sig beskæftigelse til livets og familiens opretholdelse. Ydermere har der i disse områder eksisteret en almindelig udbredt tradition for åbenhed og fællesliv / sameksistens med de forskellige etniske monoriteter beskæftiget inden for samme erhverv.
Blandt de økonomiske forudsætninger i sigøjnernes integration i Andalusien er de såkaldte latifundier - enorme jordbesiddelser - en væsentlig faktor, idet de kolossale landbrug gav sæsonarbejde i stort omfang. I det udprægede landbrugssamfund bidrog også hesteavl og -handel samt dermed forbundet smedearbejde - traditionelle sigøjner-fag - sammen med omrejsende handelsvirksomhed til en vis anerkendelse og status. I Andalusien fandt sigøjnerne således et godt afsæt og et gunstigt udganspunkt for spredningen af de særlige sigøjniske talenter og erhverv.
Flamenco - en livsfilosofi og en livsstil
På trods af mange indbyrdes forskelle mellem sigøjnerne og andaluserne, må der også have været en lang række fælles holdninger, værdier og karaktertræk, der gik igen og kunne skabe grobund for den relativt ukomplicerede og fredelige sameksistens. En smule forenklet beskrevet har det formodentlig bygget på gensidig åbenhed, gæstfrihed, religiøsitet, æresbegreber og ikke mindst evnen til at leve i nuet og nyde tilværelsens højtider, fester og lyspunkter i det hele taget.
Sådanne fælles karakteristika og indstillinger til livet har sandsynligvis været fundamentet for en slags sigøjner-andalusisk sammensmeltning og skabt grundlaget for det, der kan kaldes en flamenco attitude eller en flamenco filosofi.
Begrebet flamenco var som tidligere nævnt oprindeligt Flandern-sigøjnernes egen betegnelse for dem selv. Det dækker ikke kun den musikalske form, som blev delt - og konkurreret om - af både andalusere og sigøjnere, men omfatter også en livsstil, en måde at opføre og klare sig på i alle livets vilkår: holdninger og reaktionsmønstre domineret af både fattigdom og ødselshed, temperament, lidenskab samt en grad af foragt for hverdagslivets ligegyldigheder.
De geografiske rammer
I slutningen af 1700-tallet var det sigøjniske Andalusien naturligvis ikke ét hele, og de gamle "flamske familier" var meget ujævnt fordelt i sigøjner-samfundet. De ro regioner omkring Cádiz og Sevilla rummede hele 46% af de andalusiske sigøjnere med resten fordelt som beskrevet ovenfor. I alt 16 lokaliteter udskilte sig med en koncentration på 821 sigøjnerfamilier - næsten 1/4 af hele datidens samlede sigøjner-population i Spanien. De 16 byer var i rækkefølge: Sevilla, Jerez de la Frontera, Cádiz, Arcos de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda, Puerto de Santa María, Lebrija, Utrera, San Fernando (La Isla), Puerto Real, Ecija, Marchena, Medina Sidonia, Morón de la Frontera, Osuna og Carmona. Alle disse byer betragtes som tilflugtssteder for sigøjnerne, og de fleste udgør en del af den såkaldte "flamenco'ens vugge", d.v.s. det særlige område hvor flamenco-sangen voksede frem og derfra spredte sig det øvrige Andalusien og efterfølgende krydsede Andalusiens grænser - såvel internt i Spanien som senere på internationalt plan.
De store flamenco-familier
Med optællingen af sigøjner-familierne i de 16 byer er det muligt at nævne alle familierne ved navn med de største først: Vargas, Jiménez, García, Reyes, Monje, Heredia, Fenández, Moreno, Flores, Cruz, Montoya, Bermúdez, Cortés og Peña. Andre familier var - alfabetisk orden: Carrasco (smede i i Puerto de Santa María og landarbejdere i Lebrija), Espleta (slagtere i Sanlúcar), Junqueras (primært Arcos de la Frontera), Loreto (landarbejdere i Lebrija), Nuñez (smede i Cádiz, Puerto de Santa María og Ecija, bønder i Jerez og muldyrdrivere i Morón), Ortega (smede i Puerto Real), Pavón (smede i Castilblanco), de los Santos (fåreklippere og grovsmede i Sevilla og grovsmede i Puerto Real), Soto (sømænd og smede i Cádiz og Málaga), Torres, slagtere, landarbejdere og fåreklippere i Utrera og vævere i Marchena) samt Valencia (handlende og fåreklippere i Ecija, murere i Jerez og Puerto de Santa María).
Alle disse familier rummer adskillige store flamenco-navne og næsten alle 25 familier er indbydes beslægtet. Både i 1700-tallet og i vor tid optræder disse navne igen og igen i bryllupsoptegnelserne - populært sagt med det resultat, at alle nutidens sangere er medlemmer af én stor flamenco-familie. På sæt og vis er de alle fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, og derfor optræder i mange, mange tilfælde dobbeltnavne som Soto Soto, Peña Peña, Vargas Vargas osv. osv.
Selv om de samme navne går igen, er der ingen tvivl om, hvem der er hvem, for sigøjnere kendes oftest på deres øgennavne, der ligefrem nedarves som tilnavne og bruges af mange flamenco-kunstnere:
El Fillo (Francisco Ortega Vargas), Manuel Torre (Manuel Soto Loreto), El Pinini (Fernando Peña Soto), Manolo Caracol (Manuel Ortega Juárez), Terremoto (Fernando Fernández Monje), Antonia Mairena (Antonio García Cruz), El Sordera (Manuel Soto Monje), Parilla de Jerez (Manuel Fernández Molina), El Chocolate (Antonio Nuñez Montoya), El Agujeta (Manuel de los Santos), Manuel Morao (Manuel Moreneo). Jiménez), José Mercé (José Soto Soto), Camarón de La Isla (José Monge Cruz) m.fl.
Eksemplerne afslører mange familierelationer og snor sig som en anden Ariadnes tråd rundt i de vidt forgrenede anetavler.
Med udgangspunkt i disse dobbelt-flamenco familier - altså både "flamske" og musikalsk-kunstneriske - kan man med rimelig sikkerhed afslutte de uendelige og til tider racistisk betonede diskussioner om sigøjnernes indflydelse på flamenco'ens opståen og udvikling. De mange familier og deres kolossale indflydelse på flamenco'en er hævet over enhver tvivl. De udgør ikke alene et enormt antal af vor tids store fortolkere, men også størstedelen af fortidens kreative talenter. Ydermere må det faktum, at de udgør en relativ lille og geografisk afgrænset gruppe, underbygge teorien om det sigøjniske ophav og dermed feje den anti-sigøjniske lobby af banen.
Som udgangspunkt var det ikke de spanske sigøjnere, der bidrog til udviklingen af flamenco, selv om det nye musikalske fænomen i høj grad spredtes i sigøjner-samfundene og udviklede sig til en slags etnisk musikkultur. "Andalusien-fortalerne" anfører - ikke uden ret - at der findes sigøjnere spredt over hele kloden, men at flamenco'en udelukkende har udviklet sig i Andalusien. Og man kan argumentere videre, at flamenco'en kun udvikledes i et meget lille område af Andalusien, nemlig i den nedre del af Guadalquivir-flodens løb med tø østlige udløbere mod Cádiz og Morón de la Frontera.
Man kan dog bruge samme argumentation for at understrege, at flamenco i bund og grund ikke var et generelt andalusisk fænomen, selv om det har spredt sig vidt omkring fra Andalusien. Flamenco er et udpræget andalusisk fænomen; men det betyder ikke, at alle andalusere anerkender flamenco'en eller identificerer sig med den som et "nationalt", kulturelt fænomen - så langt fra! Vi har stadig at gøre med et familie-baseret udtryk, og skønt flamenco-familier i vor tid findes i hele verden, drejer det sig på en måde stadig om én stor familie.
Flamenco'ens dunkle oprindelse
Betød dét, der foregik i nogle få sigøjner-familier og efterhånden blev så sammenvævet, at de med tiden kom til at udgøre en egentlig og selvstændig helhed? For at forstå dette, må vi gå tilbage i tiden - tilbage til den oprindelige folklore og den gamle musiktradition, som sigøjnerne i mange, mange år var de primære eller professionelle udøvere af. Ligeledes må vi se nærmere på den langsomme "sammensmeltingsproces", der foregik i de områder, hvor sigøjner-familierne blev velintegreret p.gr.a. deres faglige kunnen.
Vi har altså at gøre med tilpasningen af et nyt kulturfænomen - en tværkulturel udvikling - idet kontakten mellem de andalusiske og de sigøjniske musikformer gav afsæt til en trejde og helt ny musikform: flamenco. Også andre steder end Andalusien har den slags udveksling/udvikling fundet sted; men flamenco'ens helt unikke karakter udspringer formodentlig af den rige andalusiske musikkultur kombineret med, at den har en ekstraordinært fin samhørighed med sigøjnernes orientalske musiktraditioner, sammenlignet med musikblandinger i de øvrige vesteuropæiske lande.
Sigøjnerne som professionelle musikanter
I begyndelsen har sigøjnerne sandsynligvis været tilfredse med så autentisk som muligt at fortolke og videregive deres lokale sange til et lokalt publikum. Men selvfølgelig har denne "troskab" mod traditionen ikke i længden kunnet modstå en tilnærmelse til andre musikalske former og fortolkninger - karakterisk for sigøjnere rundt omkring i verden. Alle slags musik, der samles op og fortolkes af sigøjnere, får en ny og særlig tone eller klangfarve og bliver dermed "sigøjnificeret".
På den måde har også traditionelle spanske sangtyper som seguidillas, villancicos (julesange) og romances (ballader) fået tilføjet sigøjniske karaktertræk. - Da disse stilarter blev populære på musikcaféerne og teaterscenerne, blev sangerne næsten altid bedt om at synge dem "i sigøjner-stil". Det viser, at de "hvide" kunstneres efterligning af sigøjnernes musik og dans eller særlige klang og stil går langt tilbage.
Sigøjnerne kom også til at spille en væsentlig rolle i bevarelsen og overleveringen af forskellige musikalske genrer, som eller ville være uddøet. Selv om de var hurtige til at fange nye musikalske strømninger og ideer, var de samtidig trofaste over for de musikalske traditioner. Forfatteren Serafín Estébanez Calderón omtaler dem således i 1800-tallet som de sidste overlevende udøvere af den gamle stilart zarabanden. - Efterhånden som traditionen med omvandrende blinde visesangere forsvandt - og med dem spredningen af sangteksterne fra landsby til landsby - blev det sigøjnerne, der kom til at bevare tekstindholdet til eget brug. De mange vers og den ofte noget monotone form på de gamle viser og ballader blev blandt andet omsat til vuggeviser og på den måde videregivet fra generation til generation.
Også brugen af romances til forskellige familiefester - især bryllupper - er ligeledes resultatet af denne traditionelle form for mundtlig overlevering. Det var naturligvis ikke kun sigøjnerne, der bevarede de gamle sange, der efterfølgende både er indsamlet i mange spanske regioner i forbindelse med folkemindeforskningen samt i jødiske samfund rundt omkring i verden. Det er interessant at observere, hvordan de forskellige versioner af sangene gennem tiden er blevet påvirket af de lokale musiktraditioner dér, hvor de har overlevet og er videreført.
Blandt sefardiske jøder i Østeuropa, Grækenland og Tyrkiet er indflydelsen meget tydelig, mens de gamle ballader i Castillen blev fremført med meget enkle melodier - næsten som recitation, en recital som vi også kalder det i dag. Til forskel herfra var sigøjnernes fortolkninger ganske anderledes med deres flamenco-agtige præg. Hvis man således sammenligner to versioner af den samme, traditionelle romance - en fra den "hvide" og en fra den sigøjniske sangtradition - vil man straks bemærke de karakteristiske træk, som den sigøjniske påvirkning har betydet for den oprindelige melodi. Hvad der reelt er sket, er fremkomsten og udviklingen af en helt ny musikalsk genre, opstået fra en fortolkningsmæssig "fordrejning" af den gamle.
Fra seguidillas til seguiríyas
Et eksempel herpå er seguiríyas, en sigøjner-andalusisk udtale af seguidillas, som allerede indgik i det "professionelle" repertoire blandt sigøjner-musikerne i 1600-tallet. Seguidillas er formodentlig en af de ældste danse med sangledsagelse på Den Iberiske Halvø, idet strofer med samme form findes i de mozarabiske jarchas, der ofte afsluttede den arabisk-andalusiske digtform muwashshah helt tilbage i det 11. århundrede.Verset består af 4 alternerende verselinjer med hhv. 4 og 7 stavelser, eventuelt efterfulgt af en tercet. Denne strukturs "holdbarhed" er iøjnefaldende, idet den findes videreført i sevillanas, den særlige sevillanske udgave af seguidillas, som har bredt sig til hele Spanien og endda videre ud i verden.
Seguiríya'en har både sit navn og sin metriske form efter seguidilla'en. Den eneste - og væsentlige - forskel er, at seguiríya'en i stedet for den almindelige 3. verselinje eller tercettens 2. verselinjei st har 11 eller 12 stavelser. Den traditionelle sangtekst ombrydes med pauser, gentagelser, ay!-lyde, ordmæssige og melodiøse forlængelser og melismer og får dermed flamenco'ens inderlige og dramatiske særpræg.
ss
Så sent som i slutningen af 1700-tallet omtaler den engelske rejseskildrer Herny Swinburne, at de spanske sigøjnere stadig synger og danser seguidillas: "Begge køn mestrer dansen, og de synger seguidillas på en lystig eller følsom måde, der er ganske speciel for dem".
Der skulle ikke gå mange år, før flamenco'en brød igennem blandt sigøjnerne i Nedre Andalusien (områderne omkring Guadalquivir-flodens udmunding og vestover til Cádiz). En af de fremstående stilarter i den nye musikgenre var netop seguiríyas, der af flamencologen Ricardo Molina beskrives således: "Seguiríya'en er et smertensskrig fra et menneske, der er dødeligt såret af skæbnens spil. Den udtrykker udelukkende dyb følsomhed og voldsom sorg - hele menneskelivets tragedie".
Vi kan undres over, hvad der er sket i tiden mellem de to citerede tekster. Menneskets vilkår er på mange måder uforanderlige, det samme gælder den metriske struktur i stilarten; men såvel melodi som poesi er forandret. Seguidilla'en er en glad og ubekymret vise til danseledsagelse med temaer, rytmer og akkompagnement, der er typiske for folkemusiktraditionen - ikke kun i Spanien. Datidens sigøjnere gjorde, som det blev forventet: De fortolkede de forskellige seguidillas sådan, som det lokale publikum forlangte. Seguidillas var en del af deres professionelle performance, og derfor eksisterer der ingen modsætning imellem, at de to meget forskellige versioner har levet side om side.
Sigøjnernes skæbne - for det meste altid tragisk og voldsom, deres lidelser og nedarvede sjælekvaler fandt i flamenco et meget direkte udtryk. Århundreders smerte har fået stemme, og sigøjnernes historie omsættes til sang; sangeren lider med sine forfædre, genopliver deres livserfaringer og husker sin egen lidelse.
Seguidilla'ens typisk "vestlige", taktfaste folkemelodi med stavelses-opbygning udviklede sig til en orientalskpræget form, næsten uden grænser eller rytme, uden ophold mellem tonerne og med en tæt sammenhæng mellem sangerens åndedræt og de stille passager i sangforløbet, som netop giver den nærmest følelige, intense fornemmelse af sangens fortælling og stemning - et tilbageholdt drama.
I stedet for seguidilla'ens eller fandango'ens 3/4-rytme ligger guitarens akkompagnement som en 12-slags sekvens - i stil med de indiske ragaer. Her flyder alle bestanddelene fra den orientalske musiktradition sammen med den nedarvede erfaringshistorie, der forbinder hver stilart med en bestemt tid eller følelse:
"Soleares er den sang, der hører til mellem midnat og kl. 1 om natten - når man føler sig veltilpas, sjælen er rolig og tårerne ikke presser sig frem i øjenkrogen. Soleá er skabt til velbefindende! - Seguiríyas derimod hører hjemme omkring kl. 2 eller 3 om natten, hvor smerten er på vej op til overfladen; så er man nødt til at "prikke hul i den" og få den ud - som en slags skriftemål. Tonás og martinetes er solopgangens udtryk, som omkranser det hele, som giver gåsehud og får håret til at rejse sig."
Seguiría'en og seguidilla'en har altså intet med hinanden at gøre - ud over navneligheden. Sigøjnerne har tydeligvis droppet den publikums-orienterede vise og "genopfundet" den i en form og med et indhold, der stemte overens med deres eget selvbillede og til deres eget brug. Men hvordan er denne ændring sket? Fænomenet hænger sammen med den lange historiske tilpasning til et nyt kulturmønster, som via de strenge lovtiltag tvang sigøjnerfamilierne til at fralægge sig deres eget sprog, skikke og reelt alt særpræget ved deres kultur og livsstil. 1663-loven ramte endog musik og dans; men det har åbenbart været mere end svært at afholde sigøjnere fra at synge for sig selv eller deres nærmeste, om det så end skete på majoritetsamfundets sprog og vilkår. De mange velintegrerede "flamenco-familier" rundt om Andalusiens landsbyer var omhyggelige med at sende børnene i skole og kvinderne til messe, at betale deres skatter, at klæde sig og tale som alle andre... men måske ikke at synge som alle andre. Musikforskeren Arcadio de Larrea Palacín formulerede således en teori om, at medens sproget løbende udvikler sig, så kan melodier overleve næsten intakte gennem årtusinder, og at dette kan foranledige en afvigelse mellem ord og musik. På baggrund af denne teori forklarede han tendensen til at nedbryde sangteksternes "logiske orden" og bryde versets metriske struktur.
En anden hypotese fremlægger en meget simpel forklaring på fænomenet. Her er der ikke tale om en langvarig udviklingsproces, men nærmere en transformering over en relativ kort tidsperiode i form af assimilation af en undertrykt minoritet. Der er talrige eksempler på, at en befolkningsgrupper berøves deres oprindelige kultur i flere generationer - her iblandt sigøjnerne. I modsætning hertil kan en rodfæstet musikalsk tradition være vanskelig at udrydde. Når sigøjnere synger tekster lånt fra en fremmed kultur og på et andet sprog end deres eget - men med toner og gamle melodier medbragt fra Orienten - indebærer det et pres i mødet mellem to vidt forskellige kulturudtryk, et pres der ender i en slags "eksplosion". Hvordan kan diametralt modsatte musiktraditioner overhovedet forliges?
Sådan som sigøjnerne rent musikalsk har "udregnet cirklens kvadratur" er den sørgelige historie om deres tilpasning til den spanske kultur. Med flamenco'en har de på andalusisk grund forliget det uforligelige i en sang-form affødt af det brutale møde mellem øst og vest. En lignende tilpasning og musikalsk udvikling ses andre steder i Europa, hvor især de ungarske vlax-sigøjnere har skabt nye musikalske genrer og udtryk, byggende på den oprindelige lokale folklore - udtryk som har sat sig spor såvel i den klassiske som den folkelige musik.
Den anti-sigøjniske linje: flamenco-litteratur og racefordomme
Flamenco'ens totale fravær i det omgivende musikmiljø har været påfaldende gennem århundreder og er ikke nogen tilfældighed. I et klima præget af alt fra intolerance til racehad får dette faktum nærmest en symbolsk betydning. "Selvretfærdige andalusianister" betragter det som indlysende - stik imod alle beviser - at sigøjnerne intet havde med flamenco at gøre! Oven i købet ynder disse andalusiske "musiknationalister" at fornærme deres modstandere ved at kalde dem "sigøjnerister"; men al den stund at de føromtalte flamenco-familier også er andalusere, giver det ingen mening overhovedet. Således gav Federico García Lorca sin digtsamling titlen "Romancero gitano", fordi han anså sigøjnerene som i allerhøjeste grad repræsentative for Andalusien.
Han forklarede: "Bogen er som helhed - skønt titlen siger sigøjnisk - et digt om Andalusien. Jeg har kaldt det sigøjnisk, fordi sigøjneren er indbegrebet af mit lands ædleste, dybeste og mest aristokratiske karakteregenskab; han er den mest karakteristiske repræsentant for vor livsform, han bærer flammen, blodet og skriftens sandhed i sig - både en andalusisk og en universel sandhed". - Smukke ord med en dybfølt anerkendelse af et ellers ildeset folk!
Mens det er helt legitimt for "hvide" andalusere at anføre ligeligt ophav til flamencoens opståen i det sigøjner-andalusiske samfund, så er der ikke megen glorværdighed over at påstå, at sigøjneren ikke kan have bidraget til skabelsen - med henvisning til deres "begrænsede kreative evner, mangel på poetisk sans" etc. etc. Argumenterne er næsten lige så gamle som flamenco'en selv (ikke at det giver dem større vægt!), men fik nærmest en dogmatisk tone og drejning fra 1950'erne og frem, især med udtalelserne af Tomás Andrade de Silva, professor ved det kongelige musikkonservatorium i Madrid, i forbindelse med udgivelsen af bogen "Anthologie del Cante Flamenco" (Paris, 1954): "På den anden side er der ikke længere grund til at tillægge sigøjnerne oprindelsen af de basale flamenco-sange. Det er nu blevet fastslået, at - med få ubetydelige undtagelser - sigøjnerne aldrig har foretaget sig andet - når dette er sagt er det dog også en hel del - end at berige visse andalusiske sange med deres uforlignelige personlighed ved at fortolke dem med et talent så autentisk, at man vel nærmest kan tale om en slags gen-skabelse".
Her skal man lægge mærke til formuleringen "... blevet fastslået...", da den alene repræsenterer sit eget "bevis" uden henvisninger til forskning eller dokumentation overhovedet og uden anden reference end forfatteren selv - i allerhøjeste grad dårlig forskningsskik på trods af akademiske kvalifikationer.
Andre gik endnu videre i deres nedladende afvisning med den helt igennem fornærmede "ligning": Sigøjnere stjæler kyllinger = sigøjnere stjæler musik. Med denne udtalelse benægtede de således sigøjnernes andel i flamenco'en - udover deres måde at fortolke sangen på. En interessant parallel er, at den samme form for "argumentation" har fundet sted siden Litzt og Bartóks tid i relation til de ungarske sigøjnere og deres bidrag til musikhistorien: Musikforskere har ikke tøvet med at konstatere, at "sigøjnerne aldrig har skabt noget som helst, de er oven i købet også middelmådige musikere".
Det er naturligvis indlysende, at ikke alle sigøjnere - eller specifikt i denne sammenhæng alle andalusiske sigøjnere - er musikalske genier! Det er lige så klart, at flamenco'en alene kunne opstå i Andalusien og altså hverken i Wien eller Warzawa, skønt der også fandtes sigøjniske befolkningsgrupper dér. På den anden side er der også tilstrækkelige argumenter og musikhistoriske beviser til at afvise enhver snak om, at "sigøjnerne ved deres ankomst til Europa i 1400-tallet ikke besad nogen egen form for musikalsk tradition", eller at "de er ude af stand til at frembyde den ringeste form for kunstnerisk kreativitet".
De fleste forfattere - heraf kun en lille kreds af musikhistorikere - som har bidraget til den efterhånden enorme litteraturmængde om flamenco, har tydeligvis haft beskeden eller slet ingen viden om sigøjnernes musik andre steder. Nogle har givet hørt om den professionelle sigøjner-musik i Centraleuropa, som f.eks. instrumentalmusikken på Ungarns caféer og cabareter, der selvklart ikke har noget at gøre med flamenco-sangen i Andalusien. Men ingen af disse musikforskere har kendt til eksistensen af det "private" repertoire hos de ovennævnte sigøjner amatørmusikere, når de var i stand til at udtale sig så kategorisk om sigøjnernes begrænsning til at kopiere lokale musikformer, manglen på selvstændig musiktradiotion og kunstneriske evner på det musikalske felt i det hele taget.
Som det kendes fra andre sammenhænge, er uvidenhed kilden til alle slags racefordomme. Uvidenhed har således også været grundlaget for diametralt modsatte holdninger til sigøjnerne - holdninger som på samme tid er indbyrdes afstandtagende og komplementære: tiltrækning og afvisning, fascination og had. Uvidenhed tillægger bl.a. sigøjnerne en tvivlsom moral og udsvævende livsførelse - intet kunne være mere fejlagtigt og i modstrid med deres strikse moralkodeks - og dermed beskyldt dem for enhver menneskelig kendt forbrydelse fra børnebortførelser til kannibalisme. Uvidenhed idealiserer også og skaber myter om sigøjnerne som noget nær overlevere fra det tabte Paradis med naturlig harmoni, livsglæde og ubegrænset frihed. Disse selvmodsigende myter har eksisteret side om side næsten fra begyndelsen af sigøjnernes tilstedeværelse i Europa og har desværre overlevet helt op til vor tid. Det har resulteret i virkelighedsfornægtelse af en sådan grad, at majoritetssamfundet fremturer med sin uvidenhed over for en hel befolkningsgruppe, som overalt er en del af hverdagslivet, og som man dagligt kan møde på gaden - nogle steder dog oftere og i større antal end andre.
Det sigøjniske og "det hvide" Andalusien
I sagen om sigøjnerne og Andalusien er problemerne temmelig komplekse og kan ikke altid henføres under simpel racisme. I "flamenco'ens vugge" i Nedre Andalusien er flamenco'en og dens udøvere grundlæggende sigøjnisk - med en håndfuld undtagelser, hvoraf den kendteste er don Antonio Chacón, som dog også havde adskillige sigøjniske forbilleder. Også sangeren Silverio Franconetti (med italienske far) er blandt de få fremstående af datidens store flameco-fortolkere; men som udganspunkt er flamenco'en specielt omkring Jerez de la Frontera et sigøjner-fænomen med tilknytning til familien / slægten. Stort set alle vor tids store sangere stammer fra kendte "kunstner-dynastier" eller kan tælle adskillige flamenco-udøvere blandt deres forfædre. Alle henholder sig til at have flamenco'en i blodet - et udsagn der anses for plausibelt og som vinder høj grad af respekt blandt omgivelserne.
Bevæger man sig bort fra denne ekstraordinært rige flamenco-region, støder man på flere og flere "hvide" flamenco-udøvere, såvel professionelle som amatører. Nærmer man sig byer som f.eks. Huelva og Málaga, bliver indflydelsen fra den andalusiske folklore mere og mere udtalt, og måden at synge på bliver tilsvarende anderledes. Stilene er meget fremmede for hinanden, og ofte hersker der mellem disse to "skoler" et overraskende fravær af indbyrdes forståelse, hvor hver part insisterer på deres egen rolle i flamenco'ens opståen og udvikling.
Debatten om flamenco'ens oprindelse og udvikling
Der er et hav af fejl og misforståelser forbundet med hele diskussionen om flamenco'ens opståen og alder. Man kan med sikkerhed påvise, at genren som sådan først opstod helt oppe mod starten af 1800-tallet; men det hindrer ikke mytedannelser om, at flamenco'en nærmest har eksisteret og er blevet sunget i Andalusien helt tilbage i Arilds tid. Hvad angår f.eks. alegrías, kan den dateres med en vis sikkerhed til tiden efter Uafhængighedskrigen 1808-14, hvor en række sangtekster og selve formen udsprang, som vi kender den i dag, og hvor vi også har navne på flere af ophavsmændene til den nye stilart. Alligevel fremturer amatørhistorikere med at udbrede ideen om, at allerede oldtidens berømte danserinder fra Cádiz - lovprist af Martialis og Juvenalis i 1. århundrede e. Kr. - skulle have danset alegrías.
En sådan tankegang kunne således trække flamenco'ens tråde helt tilbage til kongedømmet Tarsis (eller Tartessus) i Guadalquivir-regionen mellem 12. og 6. århundrede f. Kr., hvis altså efterfølgende invaderende folkeslag som fønikere, grækere og kartagere ellers havde videregivet detaljer om tartessernes musik. Det er højst tænkeligt, at tartesserne havde en selvstændig musikkultur med påvirkning fra Orienten, og som måske i et eller andet omfang er videreført i den andalusiske folkemusik; men derfra er der langt til at antage, at den oldgamle musik skulle have nogen lighed med vor tids flamenco.
Musikskribenter og -forskere, som beskæftiger sig med flamenco'ens oprindelse, plejer retfærdigvis sjældent at gå så langt tilbage i tiden; men de har naturligvis refereret til de fleste af de andalusiske musikkulturer, som der findes historisk dokumentation for på den ene eller den anden måde: arabere, jøder og selv byzantinere. Sigøjnernes rolle er gennem årene blevet understreget af nogle, bagatelliseret eller decideret afvist af andre. En eventuel afrikansk indflydelse overses komplet, skønt afrikanerne faktuelt var tydeligt tilstedeværende i Andalusien i det 16. og 17. århundrede.
Den jødiske teori
Tager man afsæt i teorien, at flamenco hverken mere eller mindre er resultatet af diverse kulturer, der indvandrere eller indvaderede i Andalusien, er det logisk at mene, at også jøderne havde en musikalsk indflydelse på flamenco'en, da der i århundreder var meget nær kontakt mellem andaluserne og den jødiske befolkningsgruppe. Teorien om en sådan jødisk indflydelse på flamenco-musikken blev fremsat af Medina Azara (Máximo José Khan) i en omfattende artikel "A Cante jondo y cantos sinagogales", publiceret i Revista de Occidente, nr. 1 i 1930. Azara påpeger fælles træk mellem visse jødiske, religiøse sange og saetas, som synges til de andalusiske katolske processioner. Ligheden savner dog hold i virkeligheden, og Azaras teori blev sålees pure tilbagevist af flamencologen Hipólito Rossy i bogen "Teoría del Cante Jondo" fra 1966, idet Azaras eksempelstof var af af nyere dato. Lytter man til gamle sefardiske sange og specielt romances, som er videreført op til vor tid af efterkommere af de udviste jøder fra 1492, må man medgive, at de ikke har meget tilfælles med flamenco. En del israelske sangere har dog i de senere verdensmusik-år mikset de gamle jødiske sange med flamenco, ligesom flamenco'en er blevet blandet med med andre genrer andre steder.
Den byzantinske teori
Teorien om en byzantinsk påvirkning blev udformet af den katalanske musiker og musikforsker Felip Pedrell og senere "samlet op" af hans elev, komponisten Manuel de Falla. Den beror imidlertid på en fejl ved sammenblanding af den byzantinske liturgiske musik og den tidlige spanske kirkemusik, kendt som den mozarabiske. Denne liturgi blev afskaffet af pave Gregorius VI i det 11. århundrede og blev først genoptaget omkring 100 år senere af kardinal Jiménez de Cisneros. Notationen af musik på dette tidspunkt foregik i de såkaldte neumer, linjeløse noder som ikke angiver den præcise tone, der skal synges, men giver et løst billede af, om melodien bevæger sig op eller ned. Man kan derfor tvivle på nøjagtigheden i rekonstruktionen af den 100 år gamle kirkemusik og desuden betvivle indflydelsen af en sådan gudstjenestemusik omsat til verdslig musik 800 år senere.
Fallas gentagelse af Pedrells teori i 1922 må ses i en større sammenhæng. Han forsøgte på den tid at overtale Granadas oftentlige myndigheder til at finansiere den første konkurrence i flamenco-sang. Hvad kunne vel være et bedre argument, end at denne musikgenre - spottet og forsmædet af den anti-flamenco forfattergruppe "generation 1898" - var af ædel oprindelse og således fortjente oprejsning og anerkendelse? Fallas samarbejde med García Lorca, der betragtede sigøjnerne som det typisk andalusiske, faldt fint i tråd med ønsket om en sådan oprejsning, kombineret med forsøget på at forklare den orientalske indflydelse på den andalusiske musikform, især dens modale, uharmoniske karakter og specielle langtrukne, "grænseløse" sangstil. Den byzantinsk-liturgiske musik, som nedstammede fra det syriske modalsystem, kunne sagtens have forbindelse med flamenco'ens udtryk; men hvorfor ikke kaste et blik på en mere oplagt forbindelse? Arabisk musik havde været tilstede og blevet spillet i Andalusien i mere end 700 år!
|
Den arabiske teori
|
Også hvad teorien om en arabisk påvirkning angik, fulgte Falla sin læremester Pedrell. Han mente, at den spanske musik på ingen måde skyldte araberne noget, men at disse derimod var stærkt påvirket af spansk kultur. I den forbindelse påpegede han på den ene side ligheder med den arabo-andalusiske musik i Marokko, Algeriet og Tunesien og på den anden side folkelige musikformer i Andalusien. |
Selvom den islamiske tradition generelt forbyder musik som en fristelse og afledning fra religøsiteten, var de spanske muslimer derimod begejstrede for og interesserede i musik. Ved alle festligheder - verdslige eller religiøe - var der musik. Ved hofferne var der orkestre og kor, bestående af slaver, og sultanerne indforskrev desuden de bedste musikere, som kunne opdrives. - Den arabiske musik forandredes specifikt , da den berømte orientalske musiker, digter, multikunstner, astronom, botaniker og geograf Abu l-Hasan ‘Ali Ibn Nafi‘ kom til Córdoba i begyndelsen af 800-tallet. Han er bedre kendt under navnet Ziryab (Solsorten), som han fik p.gr.a. sin melodiske stemme og sin elegante talekunst. Han reformerede den arabiske laúd og blev den egentlige grundlægger af den arabo-andalusiske musikskole. Hans musikstil brød med den klassisk-orientalske musiktradition og spilles stadig århundreder efter i Mellemøsten. Ziryab grundlagde tillige et musikkonservatorium i Córdoba, hvor også musikundervisningen undergik en revolution.
Den arabiske overklasse havde ofte luftige og fredelige landsteder med orientalsk havekunst, hvortil de fortrak om sommeren. Her blev der organiseret poetiske træf, filosofiske og videnskabelige diskussioner og fester med musik og dans - endnu et bevis på, at den musikalske interesse og udøvelse var til stede i det arabiske Andalusien.
Der eksisterer altså tydeligvis et sammenfald mellem den andalusiske og den arabiske musik, som logisk nok skal findes i sporene af de mere end 700 års naboskab frem til 1492, med andre ord i den arabo-andalusiske musik fra El Maghreb (det vestlige Arabien) og den ældste folkemusik fra Andalusien. Hvis senere arabiske musikformer (som kom til Nordafrika fra Iran og Irak via Egypten) og flamenco'en (som jo først opstod og trådte i egentlig karakter i 1800-tallets Nedre Andalusien) frembyder lighedspunkter, som ikke findes i den andalusiske folklore, må det altså bero på andre faktorer. På trods af Manuel de Fallas forsigtighed over for Granadas myndigheder i 1922 var han ikke i tvivl om sigøjnerne som forbindelsesleddet: "Og det er disse stammer, som ifølge de historiske teorier kommer fra Orienten, der ifølge vor mening har givet den andalusiske sang dén nye modalitet, som flamenco'en udgør".
Efterfølgende analyserer Falla de fælles træk mellem flamenco og østlig musik, hvor der imidlertid ikke optræder referencer til byzantiner eller arabere, men udelukkende til Orienten - mere præcist Indien: "De grundlæggende elementer i cante jondo - den dybe sang - viser analogierne mellem visse sangformer fra Indien og andre orientalske folkeslag". Han følger op med hentydninger til "primitive sangformer fra Indien", som jo netop er sigøjnernes oprindelige hjemegn. Med denne formulering og en række andre musikalske og "etnografiske" detaljer formår han at vise det sigøjniske element i dén musikalske kunstform, som han selv og García Lorca kaldte cante jondo, og som vi nu overordnet kalder flamenco.
Nyere forskning
Eftertiden tog kun det til sig fra Manuel de Falla, som den ønskede: Den huskede byzantinerne og araberne og bestræbte sig på at indskrænke sigøjnernes bidrag til et spørgsmål om ren og skær fortolkning. Manuel de Fallas argumenter og forklaringer blev ignoreret eller afvist, uden tvivl fordi de var for tekniske eller for pro-sigøjniske. Og derfor gentager de følgende års flamenco-litteratur stort set de samme temaer, klichéer og fejl, uden at forfatterne gør sig ulejlighed med kritisk at analysere teorierne seriøst eller fremlægge beviser til støtte for deres hypoteser. Derved kommer myter og fordomme til at fremstå som uimodsigelige, dogmatiske sandheder.
Historien om flamenco'ens oprindelse må øjensynlig lide den skæbne i endnu en årrække at forblive gemt i tågerne - både på grund af de omstændigheder der omgærder dens opståen og som følge af musikforskernes uvilje mod at håndtere spørgsmålet. Der er ikke udsigt til noget overbevisende skred i videnkumuleringen, så længe forskningen nærmest kun har til formål brutalt at afvise et helt folks deltagelse i flamenco'ens udvikling.
En kortfattet konklusion kunne se sådan ud:
- 1. Hverken jøderne eller byzantinerne har haft særlig meget at gøre med flamenco
- 2.Teorierne om den arabiske forbindelse er langtfra på plads; men en musikalsk udvekslingsproces fandt bevisligt sted gennem mere end 700 års muslimsk herredømme i Andalusien
- 3. Det er meningsløst at lede efter forbindelser mellem arabiske musikformer, som uddøde i løbet af 1500-tallet, og musikformer som opstod blandt sigøjnere in Nedre Andalusien mindst 200 år senere
- 4. Ethvert karaktertræk fælles for arabisk musik og flamenco, som ikke også kan spores i den andalusiske folkemusik, kan kun forklares ved andre faktorers indgriben
- 5. Blandt sådanne faktorer er den eneste plausible kandidat sigøjnerne, uanset om de har bragt musikalske karakteristika med fra Indien og Iran, eller om har fundet og indarbejdet disse karateristika efter deres ankomst til Andalusien og efterfølgende har holdt dem i live. Eller - den mest indlysende forklaring: at de genskabte levnene efter Andausiens orientalske fortid og tilpassede dem deres egen kulturform. Under alle omstændigheder kan fremkomsten af et så specielt fænomen som flamenco - en ø af orientalsk musik i et ocean af vestlig kultur - ikke forklares uden en aktiv deltagelse fra sigøjnerenes side
Roma-flaget, skabt i 1933 - symbolet på beboelsesvognen og rejsen
En slags opsamling
Lige så lidt, som andre har evnet at løfte sløret for mysteriet om flamenco'ens opståen, gør jeg mig forestillinger om, at min egen forskning og mine egne skriverier skulle nå frem til en sådan afklaring eller bevisførelse, der endegyldigt vil afslutte debatten om flamenco, dens udspring, udvikling og overlevering. Mit eget formål har været at skabe en slags overblik over teorier og holdninger og på et beskedent plan forsøge at få diskussionerne tilbage på sporet v.hj.a. historiske realiteter og musiksociologiske facts; men i ydmyghed overfor falmenco-kunsten: Hvorfor skulle det lykkes bedre for mig en for en uendelig række af kompetente flamencologer, historikere og musikforskere? Alligevel håber jeg, at mit eget bidrag kan medvirke til at oplyse og forklare - eller inspirere til yderligere diskussioner.
Jeg kan kun understrege, at problemets emne- og tidsmæssige afgrænsning gør det vanskeligt at fastslå noget med 100%s sikkerhed - dels om de mere eller mindre uklare historiske omstændigheder vedrørende denne kunstforms oprindelige udspring og dels om forholdet mellem sigøjnerne og flamencoen.
Såfremt flamencoens "spiring" og første vækst basalt var præget af sigøjnerne, så må den efterfølgende udvikling, hvor flamencoen udvidede både sit repertoire og sit publikum, vel have været under kraftig påvirkning af "de hvide", mere specifikt af andaluserne. - Overleveringen af en række sange, den særlige udførelse og fortolkning og en karakteristisk livsstil i adskillige sigøjner-familier er veldokumenteret; men det fratager ikke de hvide sangeres indflydelse og rolle i både fortolkning og formidling af flamencoen, som selv i dens egen "fødeegn" er et mindretalsfænomen, og som netop uden "de hvide" sangere næppe ville have fået den udbredelse og anerkendelse, som den trods alt har opnået.
Med café cantante-perioden (1860-1910) forandrede flamencoen retning, stil og æstetik: Flamenco-stemmerne var ikke nødvendigvis rå, hæse og upolerede; sangerne søgte de høje toner med entimbre og tessitur, der mindede mere om arabesker og bar præg af det virtuose frem for sigøjner-sangens nøgne, frie udtryk. Påvirkningen fra bel canto-traditionen blev endnu stærkere i teater-perioden (1910-ff), hvor flamencoen "betrådte" de skrå brædder og forsøgte at konkurrere med skønsangen. I samme periode blev repertoiret udvidet kraftigt med mange andalusiske folklore-stilarter som f.eks. den omfattende fandango-familie, der bl.a. gav grobund for dybere stilarter som malagueñas, tarantas, cartageneras og mineras.
Også andre stilarter af spansk oprindelse som garrotín og farruca eller latinamerikanske musikformer som guajíras, vidalitas, milongas og rumbas blev forsøgt indlemmet i flamenco-repertoiret med vekslende held. Størst succes havde den afro-amerikanske tango, der "hærgede" den populære musikkultur i Spanien i midten af 1800-tallet, og sigøjnerne var ikke sene til at tage sig kærligt af de forskellige tangos og give dem deres eget rytmiske særpræg - i en sådan grad, at de har fået ry og anerkendelse på linje med tangos flamencos, som de ofte forveksles med.
Lidt vovet kan man måske mene, at der i dag ikke er klare grænser inden for flamenco-genren. Alle store sangere - såvel sigøjnere som "hvide" - trækker på hele repertoiret af stilarter, omend visse sange egner sig bedre til bestemte stemmetyper end andre. Og selvfølgelig har de forskellige sangere også deres personlige preferencer inden for stilarterne, så det måske ikke længere er muligt eller hensigtsmæssigt at skelne så knivskarpt mellem sigøjniske og "hvide" / folkelige stilarter, ligesom visse sigøjnere har tillært sig de "hvide" toner, og omvendt har hvide sangere formået at lære de "sorte toner" og lyde sigøjnisk. Altsammen legitimt, afvekslende og helstøbt! Hvad der derimod ikke er i orden, er fordrejningen af historien med henblik på at legitimere en personlig, æstetisk preference. Dét kunstneriske segment, der bevidst har forsøgt at mørklægge eller betvivle flamencoens oprindelse, har banet vejen for en udvikling af flamencoen i en hvilken som helst retning, hvor alt er lige godt og gyldigt - eller lige skidt og ligegyldigt.
Og her kommer så min pointe, der stemmer overens med mange seriøse flamencologers "retningslinjer".
Sigøjnerne hævder, at deres basis-stilarter stammer fra overlevering inden for familiens kreds; desuden kan de ofte referere til forfædre, der - på professionelt eller på amatørplan - har haft forbindelse til flamencoen 3-4 generationer bagud. I modsætning hertil er der mange eksempler på "hvide" sangere, som trodsede fædrenes ønsker og formaninger for at hellige sig flamencoen; disse sangere er i reglen enkeltstående karrierer og har altså ikke videreført flamenco-sangen til efterfølgende generationer. De "selvvalgte" kunstnere fortjener selvfølgelig ikke mindre respekt end dem, der blev "født" ind i flamencoen - måske tværtimod, fordi det bl.a. var en kamp for et personligt valg - for dét at opnå en karriere og vinde anerkendelse som professionel flamenco-kunstner har altid været resultatet af en lang og krævende "mesterlære", uanset om man er sigøjner eller "hvid".
Den traditionelle overlevering i visse sigøjner-familier er et uomgængeligt og dokumentérbart faktum, hvor sagen er langt mere kompliceret i en "hvid", andalusisk sammenhæng, idet flamencoen og dens overlevering ikke på samme måde udgjorde en del af den lokale folklore-tradition, og hvor flamenco-publikummet har udgjort en meget lille del af befolkningen. - Flamenco-genrens relativt nyere eksistens i en andalusisk sammenhæng gør det muligt at rekonstruere dens historie rimeligt præcist og holde mandtal på langt størstedelen af udøverne. Alene dette burde gøre end ende på alverdens spekulatoner om forbindelsen mellem flamenco og de to forskellige samfundsgrupper / folk. De store fortolkere er velkendte, og hvis kunstnerne inden for basis-stilarterne (tonás, soleares og seguiríyas) mestendels har været sigøjnere, så er på den anden side hele fandango-genren primært repræsenteret af "hvide" sangere. I samme åndedrag kan man måske påstå, at der ikke er ræson i at søge unødig langt tilbage i historien for at finde oprindelsen til en musikgenre, der reelt først opstod og fandt sig selv fra midten af det 19. århundrede. Også de mange mere eller mindre "mytiske" spekulationer, der dukkede op omkring 1922 for at rehabilitere en samfundsfjern og uønsket musikgenre, kan deponeres i afdelingen for kuriøse teorier; alle disse tankespind har desværre overlevet i forskruet teoretisering og skænderier, der alt for længe har splittet flamenco-miljøerne som en kultur, både sigøjnere og "hvide" har gjort krav på.
Desværre har den verdensomspændende prestige, flamencoen opnåede i slutningen af 1900-tallet, ikke løst problemerne, og opdelingen af Spanien i selvstyrende regioner ifølge 1978-konstitutionen har måske gjort situationen mere kompliceret. Således har Andalusien - i modsætning til Katalonien og Baskerlandet, Valencia og Galicien - ikke kunnet hævde et eget sprog med fokus på flamencoen som symbolet på den kulturelle egenart. Junta de Andalucía (Det Andalusiske Provinsråd) grundlagde i 1988 Den Andalusiske Flamenco Organisation; det var ikke "fra bjerget", at de nærmest racistiske undertoner lød, men fra selvcentrerede, regionale kredse, der følte sig forulempet over den anerkendelse, der blev vist det sigøjniske element i en musikgenre, de betragtede som deres "retmæssige kulturarv". I stedet for at dele García Lorcas syn på sigøjnerne som en del af regionens grundlag og sjæl var "andalusisterne" rasende over at se billedet af deres hjemegn "forurenet" af et foragtet mindretal af fremmed herkomst. Samtidig var mange andalusere frustreret over det kliché-fyldte image, som Franco-regimet spillede ud med for turisterne: guitarer, kastagnetter, fyrige dansere, kulørte dragter, ubekymret fest og livsglæde - et billede der stod i skærende kontrast til samfundsforhold og levevilkår under diktaturet frem til caudillo'ens død i 1975 og årene umiddelbart efter.
På trods af modstanden mod at erkende sigøjnerne som med-skabere af flamenco'en er det ikke grund nok til at erklære "kulturkamp" eller til at fremsætte falske historiske og musikalske udsagn om flamenco'en. De oplysninger, jeg har arbejdet med, er alle mulige at verificere. Hvis man kan påvise sigøjnernes medvirken til flamenco'ens udvikling, er det jo ikke det samme som at berøve Andalusien et kuturfænomen, som andaluserne generelt holder af og er stolte af. Teater-perioden, hvor de folkelige fandangos forandredes til cante jondo (stemningsmæssigt dybe stilarter), er naturligvis lige så vigtig som "den primitive periode" og perioden med synge-caféerne, og flamenco'en - som vi kender den i dag - er utænkelig uden denne forandringsproces. På samme måde skal man huske, at sigøjnerne i hele den periode, som ledte frem til flamenco'ens opståen, tog mange oprindelige musikalske former og udtryk til sig, og at den nye musikgenre kom til verden på grund af denne udvekslingsproces. Flamenco'en var næppe opstået, havde det ikke været for de nævnte omstændigheder, og det er netop flamenco'ens andalusiske præg, der gør den helt unik blandt de orientalske musikformer. Som så mange andre kulturelle fænomener er flamenco'en udsprunget af et kulturmøde, og alle bestanddelene i dette kulturmøde har været lige uundværlige i udviklingsprocessen: menneskene i form af sigøjnerne og andaluserne samt Nedre Andalusien som det frugtbare træfpunkt. Tager man ikke alle "mellemregninger" i betragtning, ender man i realiteten med at reducere den menneskelige historie i flamenco'ens "slutresultat".
Andaluserne er til dels også kommet til at se sig selv i sigøjnernes musik, en musik som engang blev pure afvist af "de indfødte hvide". En musik som de efterhånden har taget til sig i en sådan grad, at de diskuterer oprindelsen af deres "sorte" medborgere. - I sangene - især basis-stilarterne - er teksterne ofte digtet af kendte sigøjner-kunstnere, fyldt med caló ord og henviser tit til en særlig flamenco tankegang og livsform; på den måde identificerer andaluserne sig med en hybrid-kultur, som de er stolte af. En anden type af "identitets-overførsel" ser man i de andalusiske kvinders festdragter, hvor de klæder sig som "flamencas", altså kopierer sigøjner-kvindernes lange, flagrende og farverige tøjstil, sådan som de gik klædt for over 100 år siden, hvor hestehandlerne dominerede de mange dyremarkeder i Andalusien. Sandt nok: Selv om man efterligner en stil eller trækker i et kostume, har man ikke nødvendigvis sympati eller forståelse for dem, man prøver på at ligne. Og selv om karnevalsforklædninger i reglen er til for at bryde tabuer, så vidner disse sigøjner-symboler, som andaluserne fører sig frem med i festlige sammenhænge, måske om en fælles fortid?
I en tid, hvor den "hvide" eller den sigøjniske verden er ved at gå under i kedelig ensformighed, og man udtænker nye våben m.h.p. at fratage sigøjnere deres "afdankede" værdier (fællesskab, familie, foragt for materiel velstand, sans for fester etc.), som de ellers har haft held til at holde i hævd helt op til vor tid, er andaluserne ikke de eneste, der anerkender den kulturelle gæld, menneskeheden som sådan står i til et folk, der fejlagtigt og alt for ofte er betegnet som kulturløs, og som hver dag - med eller uden musik - kan lære os noget om menneskelivet.
Hvor mange sigøjnere findes der i Spanien?
Antallet af sigøjnere i Spanien vurderes meget forskelligt: Det officielle Spanien oplyser antallet til 325.000 - 450.000, OSCE angiver 650.000 - 800.000 og sigøjnernes egne organisationer mener, at tallet ligger på 700.000 - 1.500.000.
Sigøjnernes antal i Europa udgør ifølge European Roman Rights Center i Budapest cirka 10-12 millioner mennesker, alt efter kilder og optællingsmetode. I oversigten vises både de spanske myndigheders officielle tal, skøn fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og egne skøn fra sigøjnernes organisationer.
|
|
|
|
|
325.000 - 450.000
|
650.000 - 800.000
|
700.000 - 1.500.000
|
Anvendt litteratur og videre læsning:
José Andrés Anguita Peragón: Un paseo amable por el mundo del flamenco. - Granada (Spanien), 2009
Cristina Cruces Roldan: El flamenco y la música andalusí - argumentos para un encuentro. - Barcelona (Spanien), 2009
Angus Fraser: The Gypsies. - London (England), 1995
Antonio Gómez Alfaro: La gran redada de gitanos. - Madrid (Spanien), 1993
Jesús Greus: Así vivían en Al-Andalus. - Madrid (Spanien), 1998
José Miguel Hernández Jaramillo: La musica preflamenca. - Sevilla (Spanien), 2002
Donald Kenrick: Gypsies: from India to the Mediterranean. - Toulouse (Frankrig), 1994
Rafael Lafuente: Los gitanos, el flamenco y los flamencos. - Sevilla (Spanien), 2008
Bernard Leblon: El cante flamenco - entre la músicas gitanas y las tradiciones andaluzas. - Madrid (Spanien), 1991
Bernard Leblon: Gypsies and flamenco - emergence of the art of flamenco in Andalusia. - Hertfordshire (England), 1995
Bernard Leblon: Los gitanos de España. - Barcelona (Spanien), 1993
F. M. Pabanó: Historia y costumbres de los gitanos (faksimiletryk af udgaven fra 1915). - Sevilla (Spanien), 2007
Mario Penna: El Flamenco y los flamencos - historia de los gitanos españoles y su música. - Sevilla (Spanien), 1996
Wim Willems: In search of the true gypsy: from enlightenment to final solution. - London (England), 1997
Antonio Zoido Naranjo: La prisión general de los gitanos y los origines de lo flamenco. - Mairena del Aljarafe (Spanien), 1999
Antonio Zoido Naranjo: La ilustración contra los gitanos. - Sevilla (Spanien), 2009.
Links
Alfredo Arrabola: Música Judia y Flamenco. - Artikel i det elektroniske tidsskrift Folklore y Flamenco, 12. februar 2008
The Association of Gypsies/Romani International
George Borrow: The Zincali - an account of the Gypsies of Spain. London, John Murray, 1901.
Optryk af den engelske rejse- og folkebeskrivelse fra 1843. Detaljeret beskrivelse af de spanske sigøjneres historie skikke, sprog o.s.v. Den trykte udgave indholder også ordliste over caló ord oversat til engelsk
The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies: Sigøjnere under Holocaust
Barbara Haynes: Roma, Romani, Gypsies, Travelers, Forced Migrants
Patrin: The Patrin Web Journal - Romani Culture and History
Luis Suárez Avíla: Flamenco: motivación metonímica y evolución cultural del nombre de los gitanos y de su cante. - Artikel i det elektroniske tidsskrift Culturas Populares, juli-december 2008.
Ana María Tenorio Notario: La documentación sobre el flamenco. - Artikler i det elektroniske tidsskrift Alboreá, 1999
Ana María Tenorio Notario: La documentación sobre el flamenco. - Artikler i det elektroniske tidsskrift Alboreá, 1999
Ana María Tenorio Notario: La documentación sobre el flamenco. - Artikler i det elektroniske tidsskrift Alboreá, 1999
Agustín Vega Cortés: Los gotanos en España
Vocabulario caló (gitano)-español: Centro Andalúz de Flamenco. - Caló-spansk ordbog over det spanske sigøjnersprog - den største romani-sproggruppe i Vesteuropa
