Flamenco Vivo

Soleares

Af Susanne Sara Nyegaard

 

Soleares - eller på andalusisk "soleá" betyder direkte oversat ensomhed. Det handler ikke om den sociale ensomhed, men derimod om menneskehjertets ubodelige ensomhed. Soleares hører til blandt flamencoens kernestilarter og er en af de ældste og meget dybe (jondo) stilarter. Den kaldes derfor også "la madre del cante", sangens moder.

Rytmisk arbejdes der i soleá med et compás, der tæller i 12-slag med betoningerne på 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 og består af to 3/4 takter og tre 2/4 takter. En lang række af flamencoens andre stilarter har deres udspring i soleá, bl.a. alle cantiñas-formerne (alegrías, rosas, caracoles, mirabras, romeras m.fl.) samt de kraftfulde bulerías med deres stærke dynamik.

Verset består af 4 verselinier med assonans- eller konsonansrim. Teksterne er ofte traditionelle og af ældre dato, som bruges og fortolkes på nye måder af vor tids kunstnere; men selvfølgelig skrives der også i vore dage et væld af nye tekster. Temaerne er omfattende; men fælles for stemningen i sangene er følelser som sorg, tristesse, længsel, mismod, afmagt, den ulykkelige kærlighed og døden, alle skæbnesvangre, tragiske og melankolske temaer.

En særlig form udgøres af den lidt hurtigere soleá por bulerías, hvor indholdet i teksterne kan være det samme som i de traditionelle soleares; men hvor compás'et er liftet og har bulería'ens særlige drive. En anden udbredt form er den kortere soleá corta eller solearíya med kun 3 verselinjer, der ofte bruges som sangledsagelse til dans.

Soleares er en af de mest udbredte stilarter i de forskellige flamenco-regioner; men som med meget andet inden for flamenco har man heller ikke her sikker viden om dens oprindelse. Man mener dog at kunne bestemme en af grundformerne til Sevillas gamle sigøjner-kvarter Triana, omkring den første tredjedel af 1800-tallet. En anden grundform inden for stilarten stammer fra Jerez de la Frontera fra cirka samme periode. Soleares findes som en række af flamencoens andre stilarter i et væld af udgaver og former, opkaldt efter særligt fremtrædende sangere eller - typisk - med tilknytning til bestemte lokaliteter: Triana (med den korteste verseform), Utrera, Cádiz, Alcalá (med den længste verseform), samt Jeréz, der altså betragtes som de mest oprindelige former. Derfor taler man ikke om at synge "en soleá", men mere korrekt om at synge "por soleares", altså flere forskellige vers inden for soleares-genren på forskellige måder og med forskellige fortællinger, som det er tilfældet inden for alle stilarter. Soleá er prøvestenen for den gode sanger, som her har stor mulighed for at demonstrere al sin kunnen og sine kvaliteter m.h.p. fortolkningen, den rytmiske og melodiske samhørighed.

Sangen og musikken er formodentlig opstået som akkompagnement til dansene jaleos og gelianas, men har udviklet sig som en selvstændig stilart. Tidlige kilder peger på, at soleares danset af mænd kaldtes jaleos, mens den danset af kvinder kaldtes gelianas. Soleares spilles normalt frygisk i E-dur; men også A bruges som udgangstone.

Soleá de Jerez er kraftfuld og "jordbunden" - næsten som en tyk træstamme, der står tungt i jorden og med rødderne er dybt forankret i undergrunden, jævn og ligetil. Indledningen (salida'en) synges meget enkelt og afdæmpet, som om man bare vil afprøve sin stemme eller synge sig varm. I modsætning hertil synges salida'en i Sevilla langt mere blomstrende, og sangeren søger i højere grad at "opgradere" sin sang og fremstå mere udtryksfuld.
Soleá de Cádiz klinger ofte lysere, og her kan påvirkninger fra den tidlige jaleo måske spille ind. Soleá de Cádiz er dog som de øvrige soleares dybt følelsesladet. - En ganske særlig soleares-type er den sjældnere soleá apolá, der afsluttes med stilarten polos. Denne version er grandios og ekspressiv og kræver stor teknisk beherskelse og kraft af sangeren, og den synges oftest af mandlige sangere.
Ud over de regionale versioner findes som anført en næsten uendelig række af personlige stilarter, som også i vor tid videreføres fra generation til generation i flamenco-miljøet. Af store, kendte sangere, der har været stilskabende kan nævnes El Loco Mateo, La Serneta, Jaoaquín el de la Paula, Tomás Pavón og Juan Talega.

Soleares kendetegnes som dans ved at være "baile grande", d.v.s. et udtryk for de jondo følelser og sindsstemninger i forlængelse af poesien. Den er alvorlig, værdig og udtryksfuld og giver danseren rig lejlighed til at modulere med krop, arme, hænder og mimik. Dansen kan danses af begge køn, men er især velegnet for det feminine udtryk, fordi den tempomæssigt har ro og giver plads til fine, bløde bevægelser og markeringer - vigtige elementer i de dybe stilarter. Som i andre danse afsluttes også soleares som oftest i en lettere, mere forløsende stemning (alivio) por buleriás. - Kombineret med et stærkt og kontrolleret udtryk må danseren også åbne hjertekammeret og give flamenco'en fysisk form fra de inderste følelser. "Dramaturgien", tempoet og den koreografiske udvikling i soleares er vigtig netop a.h.t. troværdigheden i fortolkningen. I hurtigere stilarter kan danseren "slippe lettere over" udtrykket og den tekniske udførelse, hvor der i en langsom stilart som soleares ikke levnes plads til tekniske eller plastiske mangler.
Forløbet i soleares-dansen er traditionelt: Guitar-intro, salida (sang), llamada (break), 1. vers, guitar-falseta, escobilla 1 (trinstykke), cierre (afslutning af trinstykke), 2. vers, cierre, escobilla 2, llamada og overgang til den afsluttende bulería-del.

 

Soleares

Las estrellitas del cielo
Se visten de colorao.
Y yo me visto de negro
Porque me has dejao.

Alle himlens stjerner
Har klædt sig helt i rødt.
Men jeg er klædt i sort,
Fordi du har forladt mig.

Quisiera por ocasiones
Estar loco y no sentir.
Que el ser loco quita penas,
Penas que no tienen fin.

Jeg ønsker af og til
At jeg var gal og intet følte.
At være gal befrir én for smerter,
Smerter som er endeløse.

De la rama de un olivo
Nace mí mama gitana.
Y yo como soy su hijo
Tronco de la misma rama.

Af oliventræets grene
Fødtes min mor som sigøjner.
Og da jeg er hendes søn,
Udspringer jeg af samme stamme.

Estoy viviendo en el mundo
Con la esperanza perdía.
No es menester que me entierren
Porque estoy enterrá en vida.

Jeg lever i denne verden
Med alle håb slukket.
I behøver ikke begrave mig,
For jeg er som en levende død.

Ruina, ay no sé por qué
Y está mujer me quiere a mi buscar.
Pues siendo yo macho y ella hembra,
Hembra me quiere a mi volver
Mala ruina le venga.

Ak, jeg ved ikke hvorfor,
Men denne kvinde ønsker min undergang.
Men eftersom jeg er mand og hun er kvinde,
Vil en kvinde komme til mig igen,
og hun vil få den værste undergang.

Una silla en el infierno
Tengo yo puesta pa' tí
Pa' que pagues por tu lengua
Lo que has habla'o mal de mí.

En stol i helvedes flammer
Har jeg sat frem til dig,
Så du kan betale prisen
For det onde, du sagde om mig.

La muerte vino a mi cama
Y no me quiso llevar.
No estaba cumplío mi sino
Y al irse me eché a llorar.

Døden kom til mit leje,
Men tog mig alligevel ikke med.
Min skæbne var endnu ej opfyldt,
Og da han gik brød jeg ud i gråd.

 

Soleá corta / solearíya

Nadie ha entendío er querer.
Es dulce como el almibar
Y amargo come la jié.

Kærligheden kan ingen begribe.
Den er både sød som sirup
Og bittersur som galde.

Yo me agarro las paredes
Cuando te encuentre en la calle,
Chiquilla, pa' no caerme.

Jeg klynger mig til muren,
Når jeg møder dig på gaden,
Du smukke, for ikke at styrte omkuld.

Desnudos sobre la hierba
Due tú sentías escalofríos
Y yo deseo y vergüenza.

Vi lå nøgne i græsset,
Du havde kuldegysninger
Og jeg følte begær og blusel.

Ay, míra sí yo a tí te quiero,
Que mí sangre a tí te doy.
Tú te curas y yo me muero.

Ak, se hvor højt jeg elsker dig
Så jeg vil give dig mit blod.
Du helbredes og jeg må dø.

Me voy a morir de pena
Como me falta, primita mía, mí mama,
A tierrecilla me lleva con ella.

Jeg må dø af bitter smerte,
Hvor jeg dog savner min kære mor,
Så læg mig i graven med hende.

Voy como si fuera preso.
Detrás camina mi sombra
Delante mi pensamiento.

Jeg går som en anden fange.
Bag mig vandrer min skygge
Og foran mig mine tanker.

Unos ojos negros ví
Desde entonces en el mundo
Todo es negro pa' mí.

Et par sorte øjne så jeg,
Og siden da har alt
Været kulsort for mig.

Me voy a morir de pena,
Como me falte, primita mía, a mí mama,
A tierrecilla me lleva con ella.

Jeg må dø af sorg og smerte,
For hvor jeg dog længes after min mor,
Så læg mig blot i graven med hende.

El querer quita el senti'o.
Lo digo por experiencia
Porque a mí me ha sucedió.

Kærligheden berøver én fornuften.
Det siger jeg af erfaring
For det skete netop for mig.

 

Cañas er en af flamencoens ældste palos med en uvis, folkelig oprindelse, måske en afledning af arabisk gaunnía: sang. Caña betragtes som stammen i forgreningen af de mange andalusiske sangtyper. Den er tillige grundstammen for mange stilarter inden for soleares-familien og afsluttes i reglen por soleá. Compas består som soleá af to 3/4 og tre 2/4 takter med tilsammen 12 slag med soleares betoninger. Verseformen består af 4 otte-stavelses verselinjer med rim på 2. og 4. linje. Sangen er alvorlig og højtidelig og udføres med mange melismer. Guitarakkompagnementet spilles normalt i E-mol.

Deja que la gente diga,
Que te quiero y no te quiero.
Yo soy quien pasa las penas
Y sé que te estoy queriendo.

Lad folk sige, hvad de vil,
Om jeg elsker dig eller ej.
Jeg er den, der lider al smerte,
Og jeg ved, at jeg elsker dig.

El libro de la experiencia
No sirve al hombre de na'.
Al final viene la letra
Y nadie llega al final.

Erfaringens store bog.
Gør ingen gavn for mennesket.
Først til slut afsløres historien,
Men ingen når frem til afslutningen.

La mujer y la sombra
Tienen un símil:
Que buscando se alejan,
Dejadas, siguen.

Kvinden og skyggen
Har dette tilfælles:
Når de efterstræbes, forsvinder de,
Men ignoreres de, følger de dig.

 

Også polos er en af de ældste stilarter inden for soleares-familien som den kendes nu. Den er formodentlig opstået i begyndelsen af 1800-tallet som en flamenkiseret udgave af en andalusisk sangtradition. Verset består af 4 otte-stavelses verselinjer med rim på 2. og 4. linje. Musikkens struktur ligger tæt op ad og spilles som cañas. Polos blev tidligere sunget efter eller som tilføjelse på denne stilart, men høres nu ret sjældent.

Toítos le piden a Dios
La salud y la libertad,
Y yo le pido la muerte,
Y no me la quiere mandar.

Alle beder til Gud
Om sundhed og frihed,
Men jeg beder Ham om Døden,
Som han ikke vil sende til mig.

Si el querer era bueno o malo
A un sabio le pregunté.
El sabio no había querido
Y no supo responder.

Jeg spurgte en klog mand
Om kærligheden er god eller slet.
Men vismanden havde ej elsket,
Og formåede ikke svare mig.

Clérigos y profesores
Obispos y cardenales
En la hora de morir
Todos seremos iguales.

Præster og professorer
Bisper og kardinaler
Lige i dødens timer
Lider vi samme kvaler.

 

En særlig stilart inden for soleares-familien er bamberas. Betegnelsen stammer fra ordet bamba, andalusisk for columpio: gynge. Det var romantiske sange der blev sunget af de unge mænd ved f.eks. byfesternes og markedspladsernes gynger, hvor de unge piger lod sige opvarte og gynge af deres tilbedere.
Det er en livligere stilart, som tidligere blev sunget a palo seco i alegrías compás. Den synges og spilles nu i et compás og en stemning, der ligger tættere op ad soleá por bulerás.
Verset består normalt af 4 otte-stavelses verselinjer, skønt denne struktur ikke altid har været overholdt så nøje, idet bamberas er en af de flamenkiserede folklore-stilarter.

 

La niña que está en la bamba
No tiene padre, ni madre
Ni novio que vaya a verla
Ni perrito que le ladre.

Pigen der sidder i gyngen
Har hverken far eller mor
Ejheller en kæreste som besøger hende
Eller en lille hund, der gør ad hende.

Vamos niña pa' la bamba
Que te voy a columpiar.
Yo te daré despacito
No te vayas a marear.

Kom min pige, lad os gå til gyngen,
Så skal jeg gynge dig.
Jeg skubber dig forsigtigt,
Så du ikke bliver svimmel.

Si los pañuelos que tienes
Tú los bordaras en oro
No tiene valor ninguno
Pa' las lagrimas que lloro.

Selv hvis du guldbroderer
De lommetørklæder, du har
Vil de ikke være noget værd
Til de tårer, jeg græder.

Entre sabanas de Holanda
Y colchas de carmesí
Está mi mi amante durmiendo
Que parece un serafín.

Mellem fine hollandske lagner.
Og skarlagensrøde tæpper
Ligger min elskede og sover
Og ligner en lille engel.

Eres palmera y yo dátil
Tú eres alta y yo me enreo.
Eres la rosa flagrante
Del jardín de mi deseo.

Du er daddelpalmen og jeg er dadlen,
Du er høj og jeg klynger mig til dig.
Du er den velduftende rose
I mit begærs have.

Alli arribita, arribita
Alli hay una pila de oro
Donde lavan las mocitas
Los pañuelos de los novios.

Deroppe, ja deroppe
Deroppe står der et gyldent trug
Hvor de unge piger vasker
Deres kæresters halsklude.

En la primavera blanca
Quiero verte, vida mia
Y cantarte por bamberas
En el columpio subida.

I forårets hvide lys
Vil jeg møde dig, min skat
Og synge bamberas for dig
Mens du svinger højt i gyngen.

Eres chiquita y bonita
Eres como yo te quiero
Eres una campanita
En las manos de un platero.

Du er lille og smuk
Lige som jeg vil ha' dig
Du er som en lille klokke
I hænderne på en sølvsmed.

 

Tilbage til startside