Flamenco Vivo
Soleares
Af Susanne Sara Nyegaard
Soleares - eller på andalusisk "soleá" betyder direkte oversat ensomhed. Det handler ikke om den sociale ensomhed, men derimod om menneskehjertets ubodelige ensomhed. Soleares hører til blandt flamencoens kernestilarter og er en af de ældste og meget dybe (jondo) stilarter. Den kaldes derfor også "la madre del cante", sangens moder.
Rytmisk arbejdes der i soleá med et compás, der tæller i 12-slag med betoningerne på 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 og består af to 3/4 takter og tre 2/4
takter. En lang række af flamencoens andre stilarter har deres udspring i soleá, bl.a. alle cantiñas-formerne (alegrías, rosas, caracoles, mirabras, romeras m.fl.) samt de kraftfulde bulerías med deres stærke dynamik.
Verset består af 4 verselinier med assonans- eller konsonansrim. Teksterne er ofte traditionelle og af ældre dato, som bruges og fortolkes på nye måder af vor tids kunstnere; men selvfølgelig skrives der også i vore dage et væld af nye tekster. Temaerne er omfattende; men fælles for stemningen i sangene er følelser som sorg, tristesse, længsel, mismod, afmagt, den ulykkelige kærlighed og døden, alle skæbnesvangre, tragiske og melankolske temaer.
En særlig form udgøres af den lidt hurtigere soleá por bulerías, hvor indholdet i teksterne kan være det samme som i de traditionelle soleares; men hvor compás'et er liftet og har bulería'ens særlige drive. En anden udbredt form er den kortere soleá corta eller solearíya med kun 3 verselinjer, der ofte bruges som sangledsagelse til dans.
Soleares er en af de mest udbredte stilarter i de forskellige flamenco-regioner; men som med meget andet inden for flamenco har man heller ikke her sikker viden om dens oprindelse. Man mener dog at kunne bestemme en af grundformerne til Sevillas gamle sigøjner-kvarter Triana, omkring den første tredjedel af 1800-tallet. En anden grundform inden for stilarten stammer fra Jerez de la Frontera fra cirka samme periode. Soleares findes som en række af flamencoens andre stilarter i et væld af udgaver og former, opkaldt efter særligt fremtrædende sangere eller - typisk - med tilknytning til bestemte lokaliteter: Triana (med den korteste verseform), Utrera, Cádiz, Alcalá (med den længste verseform), samt Jeréz, der altså betragtes som de mest oprindelige former. Derfor taler man ikke om at synge "en soleá", men mere korrekt om at synge "por soleares", altså flere forskellige vers inden for soleares-genren på forskellige måder og med forskellige fortællinger, som det er tilfældet inden for alle stilarter. Soleá er prøvestenen for den gode sanger, som her har stor mulighed for at demonstrere al sin kunnen og sine kvaliteter m.h.p. fortolkningen, den rytmiske og melodiske samhørighed.
Sangen og musikken er formodentlig opstået som akkompagnement til dansene jaleos og gelianas, men har udviklet sig som en selvstændig stilart. Tidlige kilder peger på, at soleares danset af mænd kaldtes jaleos, mens den danset af kvinder kaldtes gelianas. Soleares spilles normalt frygisk i E-dur; men også A bruges som udgangstone.
Soleá de Jerez er kraftfuld og "jordbunden" - næsten som en tyk træstamme, der står tungt i jorden og med rødderne er dybt forankret i undergrunden, jævn og ligetil. Indledningen (salida'en) synges meget enkelt og afdæmpet, som om man bare vil afprøve sin stemme eller synge sig varm. I modsætning hertil synges salida'en i Sevilla langt mere blomstrende, og sangeren søger i højere grad at "opgradere" sin sang og fremstå mere udtryksfuld.
Soleá de Cádiz klinger ofte lysere, og her kan påvirkninger fra den tidlige jaleo måske spille ind. Soleá de Cádiz er dog som de øvrige soleares dybt følelsesladet. - En ganske særlig soleares-type er den sjældnere soleá apolá, der afsluttes med stilarten polos. Denne version er grandios og ekspressiv og kræver stor teknisk beherskelse og kraft af sangeren, og den synges oftest af mandlige sangere.
Ud over de regionale versioner findes som anført en næsten uendelig række af personlige stilarter, som også i vor tid videreføres fra generation til generation i flamenco-miljøet. Af store, kendte sangere, der har været stilskabende kan nævnes El Loco Mateo, La Serneta, Jaoaquín el de la Paula, Tomás Pavón og Juan Talega.
Soleares kendetegnes som dans ved at være "baile grande", d.v.s. et udtryk for de jondo følelser og sindsstemninger i forlængelse af poesien. Den er alvorlig, værdig og udtryksfuld og giver danseren rig lejlighed til at modulere med krop, arme, hænder og mimik. Dansen kan danses af begge køn, men er især velegnet for det feminine udtryk, fordi den tempomæssigt har ro og giver plads til fine, bløde bevægelser og markeringer - vigtige elementer i de dybe stilarter. Som i andre danse afsluttes også soleares som oftest i en lettere, mere forløsende stemning (alivio) por buleriás. - Kombineret med et stærkt og kontrolleret udtryk må danseren også åbne hjertekammeret og give flamenco'en fysisk form fra de inderste følelser. "Dramaturgien", tempoet og den koreografiske udvikling i soleares er vigtig netop a.h.t. troværdigheden i fortolkningen. I hurtigere stilarter kan danseren "slippe lettere over" udtrykket og den tekniske udførelse, hvor der i en langsom stilart som soleares ikke levnes plads til tekniske eller plastiske mangler.
Forløbet i soleares-dansen er traditionelt: Guitar-intro, salida (sang), llamada (break), 1. vers, guitar-falseta, escobilla 1 (trinstykke), cierre (afslutning af trinstykke), 2. vers, cierre, escobilla 2, llamada og overgang til den afsluttende bulería-del.
Soleares
Las estrellitas del cielo |
Alle himlens stjerner |
Quisiera por ocasiones |
Jeg ønsker af og til |
De la rama de un olivo |
Af oliventræets grene |
Estoy viviendo en el mundo |
Jeg lever i denne verden |
Ruina, ay no sé por qué |
Ak, jeg ved ikke hvorfor, |
Una silla en el infierno |
En stol i helvedes flammer |
La muerte vino a mi cama |
Døden kom til mit leje, |
Soleá corta / solearíya
Nadie ha entendío er querer. |
Kærligheden kan ingen begribe. |
Yo me agarro las paredes |
Jeg klynger mig til muren, |
Desnudos sobre la hierba |
Vi lå nøgne i græsset, |
Ay, míra sí yo a tí te quiero, |
Ak, se hvor højt jeg elsker dig |
Me voy a morir de pena |
Jeg må dø af bitter smerte, |
Voy como si fuera preso. |
Jeg går som en anden fange. |
Unos ojos negros ví |
Et par sorte øjne så jeg, |
Me voy a morir de pena, |
Jeg må dø af sorg og smerte, |
El querer quita el senti'o. |
Kærligheden berøver én fornuften. |
Cañas er en af flamencoens ældste palos med en uvis, folkelig oprindelse, måske en afledning af arabisk gaunnía: sang. Caña betragtes som stammen i forgreningen af de mange andalusiske sangtyper. Den er tillige grundstammen for mange stilarter inden for soleares-familien og afsluttes i reglen por soleá. Compas består som soleá af to 3/4 og tre 2/4 takter med tilsammen 12 slag med soleares betoninger. Verseformen består af 4 otte-stavelses verselinjer med rim på 2. og 4. linje. Sangen er alvorlig og højtidelig og udføres med mange melismer. Guitarakkompagnementet spilles normalt i E-mol.
Deja que la gente diga, |
Lad folk sige, hvad de vil, |
El libro de la experiencia |
Erfaringens store bog. |
La mujer y la sombra |
Kvinden og skyggen |
Også polos er en af de ældste stilarter inden for soleares-familien som den kendes nu. Den er formodentlig opstået i begyndelsen af 1800-tallet som en flamenkiseret udgave af en andalusisk sangtradition. Verset består af 4 otte-stavelses verselinjer med rim på 2. og 4. linje. Musikkens struktur ligger tæt op ad og spilles som cañas. Polos blev tidligere sunget efter eller som tilføjelse på denne stilart, men høres nu ret sjældent.
Toítos le piden a Dios |
Alle beder til Gud |
Si el querer era bueno o malo |
Jeg spurgte en klog mand |
Clérigos y profesores |
Præster og professorer |
En særlig stilart inden for soleares-familien er bamberas. Betegnelsen stammer fra ordet bamba, andalusisk for columpio: gynge. Det var romantiske sange der blev sunget af de unge mænd ved f.eks. byfesternes og markedspladsernes gynger, hvor de unge piger lod sige opvarte og gynge af deres tilbedere.
Det er en livligere stilart, som tidligere blev sunget a palo seco i alegrías compás. Den synges og spilles nu i et compás og en stemning, der ligger tættere op ad soleá por bulerás.
Verset består normalt af 4 otte-stavelses verselinjer, skønt denne struktur ikke altid har været overholdt så nøje, idet bamberas er en af de flamenkiserede folklore-stilarter.
La niña que está en la bamba |
Pigen der sidder i gyngen |
Vamos niña pa' la bamba |
Kom min pige, lad os gå til gyngen, |
Si los pañuelos que tienes |
Selv hvis du guldbroderer |
Entre sabanas de Holanda |
Mellem fine hollandske lagner. |
Eres palmera y yo dátil |
Du er daddelpalmen og jeg er dadlen, |
Alli arribita, arribita |
Deroppe, ja deroppe |
En la primavera blanca |
I forårets hvide lys |
Eres chiquita y bonita |
Du er lille og smuk |