Om Flamenco Vivo Polterabend Underholdning Undervisning Ordbog Curriculum vitae

 

 

Flamenco Vivo

 

Flamenco er indbegrebet af passion: kærlighed, vemodighed, drama, fest og glæde, kort
sagt "følelsernes fitnesscenter".
Flamenco Vivo åbner døren til denne verden med sang, musik og dans - fra alle os til alle hjerter!

 

Flamenco er en musik- og dansekultur, der igennem de seneste 250 år har udviklet sig i Sydspanien.
Dens rødder er dog langt ældre, og oprindelsen spores omkring 1000 år tilbage til
sigøjnere
fra det nordlige Indien, som på vandring gennem Orienten, Mellem-Europa og Nordafrika bragte deres egen musiktradition med sig til
Andalusien, hvor den blev blandet med den spanske folklore og tradition.

 

Flamenco er et bombardement af sanserne med en særlig intensitet, kraft og rytmisk nerve.
Flamenco'ens vigtigste bestanddel er
sangens stemningsmættede historier, akkompagneret af guitarspil og håndklap.
Sang og musik vokser sammen og forstærker følelserne og stemningerne i fortællingen, som dramatiseres af dansernes kropslige udtryk.

 

For danskerne er det sikkert dansen, der er mest kendt - temperamentsfuld, intens og sensuel i sin visuelle appel med stærke udtryk og smukke, farverige dragter.
Den er påvirket af både de indiske og arabiske rytmer og bevægelser samt spanske folke- og regional-dansetraditioner med brug af kastagnetter, på samme tid værdig, graciøs og let
og meget kraftbetonet, understreget af fodarbejdet som "rytmeinstrument".

 

Flamenco Vivo tarantos

Susanne Sara Nyegaard og Per Rasmusen, tarantos

 

 

Et særkende ved flamenco'en er netop dens rytmiske karakter, hvor en del af danserens kropslige udtryk ligger i rollen som instrument: Med komplekse markeringer og kraftfulde udladninger bruges fødderne som percussion i samarbejde med guitarmusikken.
Danserne afspejler og legemliggør de stemninger, der er i sangens historier. I dansen er mændenes fremtræden styrkebetonet og hurtig, mens kvindernes dans i højere grad kendetegnes af det dvælende og yndefulde i armenes og kroppens bevægelser, understreget af de smukke kjoler, dramatiseret og kontrasteret af fodarbejdet.
Guitaristens arbejdsfelt spænder fra akkompagnement af sangeren og danseren til solistpræstationer. Virkemidlerne er varierede og strækker sig fra blide og lyriske fraseringer til potent rytmik - ofte blandet på overraskende måder.

Flamenco består af mange forskellige stilarter, som dels karakteriseres ved rytmen, dels ved musikkens tonalitet, men især ved sangteksternes indhold og stemning: Fra de dybe, næsten tragiske cantes a palo seco, soleares og seguiríyas over mere livlige taktarter som alegrías og tangos flamencos til de populære og fest-betonede sevillanas, garrotín, guajíras, fandangos, bulerías og rumbas flamencas, hvor jaleo, klap og rytmeinstrumenter er med til at højne stemningen.

 

Som det opleves ved andre former for musisk udfoldelse, skabes der også i flamenco et "spændingsfelt" mellem musikken, sangen og dansen. Gennem sangens inderlighed fortolkes tilværelsens store yderpunkter: Liv og død, kærlighed og længsel, glæde og sorg, stolthed og sensualitet. I et magisk møde med sang og musik lader danseren kroppen udtrykke disse intense følelser og stemninger. Den gode aficionado (flamenco-kender) forstår at værdsætte flamencoens væsen og udtryk.

 

Flamenco som en del af verdens kulturarv
Den 16. november 2010 blev det afgjort, at den sydspanske flamenco skal være en del af UNESCO's ikke-materielle kulturarv. Flamencoen dystede sammen med 46 andre kandidater om den fornemme titel og anerkendelse.
"En levende arv, der - nå r den overleveres fra generation til generation - giver samfund og grupper en bestemt identitet og kontinuitet er essentielt i respekten for kulturel mangfoldighed og menneskelig kreativitet," var begrundelsen fra UNESCO-komitéen.
Fremlæggelsen og udvælgelsen foregik i den kenyanske hovedstad Nairobi. Her havde generalsekretæren for det politisk-kulturelle udvalg i den andalusiske regering, Bartolomé Rey, 40 sekunder til at promovere flamencoen som kandidat til kulturarvs-status. Det var anden gang, flamencoen var nomineret til at komme på listen over UNESCO's kulturarv, og denne gang havde de andalusiske repræsentanter allieret sig med opbakning fra nabo-regionerne Murica og Extremadura.
I 2005 blev ansøgningen afvist, fordi den ikke havde tilstrækkelig opbakning. - Stort tillykke til de andalusiske flamenco-forkæmpere - og stort tillykke til flamencoen med en international anerkendelse.

 

*

Ud over at være et festligt og farverigt indslag i enhver fest er flamenco-dansen en glad og dejlig oplevelse som polterabend-arrangement. Her er en oplagt chance for at få rørt både ben, arme, hofter og lattermuskler.

*

OBS! Susanne Sara Nyegaard: Flamenco ordbog: spansk dansk. Begreber og udtryk i flamenco musik, sang og dans, andre spanske folklore-former samt en række væsentlige udtryk fra sigøjnersproget caló.
Ny opdateret udgave 2009: i alt 120 sider med historie og facts om stilarter, rytmer, tekniske begreber, kostumer og meget, meget mere. - Et must for enhver seriøs flamenco-interesseret!
Bogen kan bestilles via mail eller telefon. - Pris 150 kr. + forsendelse 25 kr. I alt 175 kr. - For medlemmer af El Duende: 125 kr. + forsendelse: 150 kr.

En ny og omfattende bog er undervejs og forventes udgivet i foråret 2025 efter beklagelige forsinkelser "Flamenco: fra purisme til turisme tur/retur". Omkring 300 sider på dansk spækket med (tilnærmelsesvist) alt, hvad der er værd at vide om flamenco: historien om dens opståen og udvikling, den spanske borgerkrig og flamencoen i det 20. århundrede, stilarternes historie med teksteksempler, sigøjnerne, kostumerne og deres tilbehør, guitaren og andre typiske instrumenter, compás, jaleos, flamenco på film og meget, meget mere. - Prisen vil afhænge af trykkeudgifterne.

 

 

Flamenco Vivo logo

Information og booking:

Susanne Sara Nyegaard
Bjørnsonsvej 15
2500 Valby
Denmark

Telefon: Mobil: (+45) 26252968


E-mail: kontakt@flamencovivo.dk

En duft af Andalusien Artikler Adresseliste Links El Duende Hinge Denmark Design

 

Susanne Sara Nyegaard og Per Rasmussen, 2020

© Flamenco Vivo
Ajour dato: 2. 12. 2024

Webmaster: Susanne Sara Nyegaard
Foto: Jesper Malmkvist

 

This Flamenco Ring site owned by Susanne Sara Nyegaard.
  • Medlem af: Flamenco Ring
    Description: Website of the Danish flamenco group Flamenco Vivo with programs of concerts, lectures, and dance lessons. The site also contains several articles on flamenco, a huge adress list and links to other flamenco sites. In Danish only